Bloggen

Hvad er det med folk, man kender, der ikke hilser?? Har fået ny kollega, som godt nok sidder i en anden afdeling, men som konsekvent nægter at hilse på andre end dem, hun sidder på gang med. Ofte er hun ved at gå ind i døre og deslige i ren og skær iver efter at ignorere andre. Det ser enormt besværligt ud. Var det ikke nemmere bare at hilse og get it over with?

Ps: (Der kan selvfølgelig være situationer, der berettiger ‘du-er-luft-for-mig!’-attitude. Hvis den ene fx. har været sammen med den andens kæreste (helt tænkt eksempel) eller man er medlem af rivaliserende bander.)

PPs: (Gad vide, om hendes kæreste egentlig har været på alle herinde? Man-ho.)

Jeg har en kammerat, der ææælsker at se Singleliv og De Unge Mødre. ‘Feel good underholdning’ tror jeg, han kalder det: Uanset hvor møgdårlig en dag man selv har haft, bliver man altid i mærkbart bedre humør, når man ser, hvor galt det kunne være gået.

Jeg læser med på en blog, der har lidt den samme funktion. Den er skrevet af en pige, som har sort bælte i fest. Mange af hendes indlæg handler om ting, der er blevet sagt/skrevet/gjort, når promillen har lænet sig op af noget tocifret. Hun er hudløst ærlig, og hendes indlæg fremstiller hende bestemt ikke altid på den mest flatterende måde. Det kan man mene om, hvad man vil, og at dømme efter kommentarerne på hendes blog, er det lige præcis, hvad folk gør. De fleste smider kommentarer af “det har jeg også prøvet/i det mindste er det en god historie, og jeg elsker at læse med”-kaliberen. Men efter det seneste indlæg, har vi pludselig en mand, der i stedet iler til undsætning med opskriften på, hvad Den Ordenlige Fyr vil have:

Hej xxxx – helt ærlig, jeg forstår godt de fyre som du lægger op til, at de ikke gider dig. Ordentlige fyre gider ikke rende rundt med fulde piger – og du ved det jo selv – hold lidt igen med drikkeriet, det vil klæ’ dig. Hav det godt!

Rart ENDELIG at få ham i tale, Den Ordenlige Fyr. Gralen er fundet. Tavlerne overrakt.

….

Hvad er han, alle mænds talerør? Sådan noget pis at skrive! Og det der med at ytre sig på det samlede køns vegne? Det er da en af de overgeneraliseringer, vi kvinder har patent på. (Bemærk venligst hvordan jeg her på elegant vis understreger min pointe med et eksempel.) Han ville være en hel del mere troværdig som metamand, hvis han ikke tænkte som en tøs.

I depression over at konstatere, at jeg betaler topskat og det til trods formår at bestå af lutter røde tal, besluttede revisor og jeg at henlægge aftensmad til å-området. Sol, alkohol og tomme kulhydrater er nu engang lykkenpillen med de bedst dokumenterede resultater.

Ved nabobordet sad to nydelige damer fra Viborg, som var i Århus for at høre Ørkenens Sønner. Bedst som alle sidder og slapper af, kommer ukendt dame vandrende ind i billedet, tager fat i stol ved mor-bordet, og siger: “Er det ok, at jeg sætter mig her?” Af ren overraskelse (gætter jeg på), svarer de lidt befippet, at det er det da. Det tager ikke mange minutter at konstatere, at sidst ankomne dame godt kunne have brugt en time mere ved 37 grader, for hun var ikke bagt helt færdig i hovedet. Ikke at man kunne se det på hende, men det er immervæk ikke mange, der forsøger at bestille brunch kl. 19.30. Eller ryger tændstikker. Eller bestiller pommes frites og med et: “Vil-I-ikke-smage-de-er-goe!” kaster mad på fremmede menneskers tallerkener.

Men det mest tå-krummende var, da hun begyndte at tale til dem. “Jeg kunne tydeligt se, at I havde det hyggeligt. Det må være dejligt…” Hvad fanden svarer man til det?! Og hvorfor vælger hun at møffe sig på på den måde? Det er da selvpineri af værste skuffe. Hvis man er ensom, gør man det vel udelukkende værre for sig selv ved at stille sig med næsen mod ruden og betragte andres sammenhørighed? Det kommer næsten til at virke, som om man dyrker sin ynkelighed, og det klæder de færreste. (Undtagen musikere. De SKAL dyrke den. De skal svælge i fornemmelsen af at være misforståede og ude af stand til at fungere. Eller får vi bare mere Buttershøn/Nøhr, *smiley-der-spytter-foragteligt*) Jeg forstår ikke, hvad man håber at få ud af det. At folk taler med en af medlidenhed? Uden at have lave statistik på området, vil jeg gætte på, at antallet af venskaber, der er kommet ud af dét, kan tælles på én hånd. På verdensplan.

“CSI Kl. 20.00 (Programmet kan ses i HD).” Jeg har ingen idé om, hvad HD er. Eller hvad det kan. Er det noget med det der Zaptor, de bliver ved med at ævle om? Eller digitalt tv? Gider overhovedet ikke sætte mig ind i det. Kan bare heller ikke overskue tanken om at komme hjem til sort skærm og impotent fjernbetjening, fordi jeg som den eneste i Danmark ikke har fattet, hvad det drejer sig om.

ÅH! Kan der ikke bare komme en fra kommunen og ordne det?!

– my ass! En tsunami af piller senere – de første indtaget kl 04.00 – føles det stadig, som om jeg er iført for lille styrthjelm. Tror vist liiiiige, at der er nogle marketingsfolk, der trænger til lidt begrebsbelæring!!

Hvis jeg havde valgt at søge ind til militæret, tror jeg, at jeg kunne have fået mig en fin karriere med masser af sildesalat på bryst og skuldre. Dersværre har jeg en tendens til at opfatte alle udmeldinger som oplæg til forhandling, hvilket jo unægteligt besværliggør hele konceptet med at adlyde ordrer, men min indbyggede konkurrenceånd gør, at jeg ikke kan stå tilbage for en udfordring. Den behøver ikke være intelligent. Den behøver ikke engang kunne vindes. Hvis du udfordrer mig, slår min hjerne fra, og jeg regredierer til amøbestadiet. Hvad mener du med, at jeg ikke kan tage 40 armbøjninger på tæerne? Du skal ikke cykle forbi mig op af bakken! Eller overhale mig på motorvejen. Nogle gange ville det faktisk ikke forbløffe mig spor, hvis jeg i virkeligheden er en dreng ved navn Ronnie, som går på teknisk skole og kører metallicblå Toyota Corolla.

Det er psykologi på børnehaveniveau aldrig at lade fjenden se, at du er presset. Hellere bide kinderne til blods end at fortrække en mine, når samtlige muskler på forsiden af kroppen kramper i forsøget på at afværge armkollaps, når man laver pushup nummer 25. Hellere kaste en lille smule op helt bagest i munden og komme først til lyskrydset, end at blive overhalet på cykelstien.

Og har man mulighed for at komme med hånlige tilråb pakket ind som opmuntring, er det helt eminent. Et par personlige favoritter, når jeg har the upper hand er: “Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen (wuss!).” og “Det var synd, du tabte. Jeg kunne ellers godt se, at du gjorde dit bedste (sucKER!!).” Det er skideskægt!

Men bedst som man står der, med armene hævet i triumf, mærker man pludselig en skarp smerte i den ene balde. Det er Nemesis. Nemesis, med helt nyfilede, sylespidse tænder.

Har været en tur under nålen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg sad der, helt cool, mens jeg fik min nye tatovering på foden. Ville bare være utrolig meget løgn. Må med skam melde, at jeg til sidst havde én tatofyr til at forsyne mig med vand, en anden, der kom med træpind at bide i, alt imens jeg tryglede den tredje om en epiduralblokade. Motherf*cker, hvor gjorde det nas!! Det føltes, som om det tog 17 timer, før jeg endelig – ENDELIG!! – var igennem, men her på den anden side må jeg sige, at det var alle eder værd. Den er blevet så fin! Og selvom jeg ikke endte ved militæret, kan jeg alligevel prale af nu at være dekoreret som oberst: Jeg fik lavet 3 stjerner.

– det må jeg hellere se at blive. Min bedstefar er nemlig blevet 80, og i den anledning skal vi til fest. Der er næsten en måned til, men allerede nu kan jeg mærke panikken klemme blidt om mine hjertekamre. Der findes ikke meget, der for mig er så angstprovokerende, som at skulle holde tale for én, jeg holder af.

Når jeg taler i embeds medfør, har jeg ingen problemer med at holde munden kørende og blive kigget på: Jeg har varmet 16.000 mennesker op, stående på taget af en lastbil. Jeg har holdt foredrag på engelsk for 200 tegnsprogstolke fra hele verden. Jeg har stemmetolket i en fyldt Arena under den direkte tv-transmitterede valgduel mellem Fogh og Lykketoft. Alt sammen uden at være en brøkdel så nervøs, som jeg bliver, når gaflen nærmer sig glasset. Min mund bliver tør, jeg kan ikke presse min stemme op i styrke, vejrtrækningen bliver overfladisk, og jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen.

Og ja, Freud. Jeg har hørt dig. Jeg ved godt, at det er fordi, at det bare er mig, uden beskyttende masker og fagidentiteter. I situationen hjælper det bare ikke rigtigt at vide, vel?

Det er fordi, det skal være perfekt. Han fortjener intet mindre. Jeg vil så gerne fortælle min ham, hvor fantastisk et menneske, jeg synes, han er. At jeg stadig husker, hvordan jeg som 12-årig pilede rundt på byggepladsen og fik lov at smide syre på vinduerne (for at fjerne mørtelrester), fordi jeg var formandens barnebarn. Hvor stolt jeg er over, at han har været med til at bygge det halve Esbjerg. At han er et af de klogeste mennesker jeg kender, og altid gennem gerning fremfor ord har sat en ære i at lære os om vigtigheden af ansvar og grundighed. Jeg kan huske, hvordan der duftede i haven, når vi gik rundt og han fremviste nye planter og fortalte, hvad de hed på latin. Jeg fatter ikke, at han i en alder af 78 har lært at bruge Skype og netbank. Han kan – i mikroovn – bage verdens bedste småkager, har lært mig at spille skak, elsker at fortælle vittigheder og har aldrig ladet mig tvivle på, at han er stolt af mig.

Alt det og meget, meget mere, vil jeg gerne fortælle ham. Det skal være alvorligt nok til at han forstår, hvor meget han betyder for mig, men ikke så alvorligt, at jeg på uklædelig vis skal tude mig igennem. Samtidig ville det være fint, hvis jeg kunne tale så højt, at han rent faktisk kunne høre det…

Altså! Ville bare være nemmere, hvis man måtte stille i headset og tolkeskilt!

Går du med en lille iværksætter i maven? Er du klar til at springe ud som selvstændig, men helt ideforladt, når du forsøger at finde ud af som hvad? Blogsbjerg iler til undsætning: Rastepladserne langs det danske vejnet formelig skriger af mangel på anstændige spisesteder. Der må være et marked for mad lavet af rigtige råvarer og ikke bare suspekte, frosne præfabrikata fra Polen, som kun må tilberedes i friture.

Var i Tyskland igår. Havde taget tidlig fri og trillede fra Århus halv to. Syd for grænsen raidede vi Fleggaard for Pepsi Max og slik (havde fået liste med fra nye job. Har – til 4 mennesker – købt for 650 kr. slik. I Tyskland. Hvor kiloprisen på slik svarer til timelønen for kinesisk børnearbejder. Gad vide, hvordan fanden jeg får det slæbt med på mandag??), hvorefter vi kørte en tur til…Fl.. til…H.. til en tysk by af en slags, hvor vi gik på jagt efter mad. Efter en times tid måtte vi opgive. Tilsyneladende lever de af kage og is, hvilket får mig til at spekulere på, hvor energien til den så berømte tyske grundighed kommer fra? Anyway, tilbage til bilen, og da vi kørte den dydige Just Say No to Haribo stil, var lavt-blodsukker-stemningen til at tage og føle på.

Afsted mod rasteplads i håb om, at vi der ville kunne finde noget, der gav bare et minimum af mæthedsfornemmelse, og som stadig tillod fri passage i kransårene. McD? Nej tak. (Glorie skinnede nu så kraftigt, at Sundhedsstyrelsen ville have advaret imod at kigge direkte på den). Efter yderligere 10 km, var vi ved at være dér, at ‘enten spiser vi det næste sted, eller også må nogen dø og ofre deres legeme til gruppens overlevelse í bedste ‘Vi Lever’-stil’. Og endelig tonede et spisested frem i horisonten. Bil ind, folk ud, Go!Go!Go!

Salatbar? Ikke ilde. Før man kiggede ned. Salat og revne gulerødder fra mandag sidste uge, lå og forsøgte febrilsk at arrangere sig i ordet ‘undskyld’. En lang række af billeder, som fik mig til at tænke på samtlige sportshalscafeterier, jeg nogensinde har besøgt, fremviste billeder af 24 udgaver af klam ædelse med fritter on the side. Dagens menu var Herregårdsbøf med brun sauce og syltede pærer til dessert. I kølemontren lå færdige sandwiches, hvor salaten pakkede sig ømt og beskyttende om det misfarvede kød, og hvor brødet mindede mistænkeligt om tvebakker. Efter at have stirret fortabt på udbuddet i en time, mens jeg overvejede, præcist hvor svært det kan være at fange en fugl med de bare næver og æde den, endte jeg med at bestille en fransk hotdog. En. Fransk. Hotdog. Forulempet på den første af De 3 Sandheder Om Kvinder.

(Hvis man har glemt dem, er de som følger:
1. Vi kan ikke lide franske hotdogs. Føj. Vi kan bedst lide grønne æbler.
2. Vi klør kun steder, hvor man kan være bekendt at klø igen,
fx. albuer og ankler.
3. Vi bruger kun toilettet til at nifle.)

Mens vi nedsvælgede vores affaldsprodukter, kunne vi på ophængt fladskærm nyde slideshow med billeder af deres forskellige retter. Særlig den brune løgsuppe med brødskiven i vakte begejstring.

Det MÅ kunne gøres bedre!!

I min familie gør vi tingene ordenligt. Når man har modtaget invitation til sin bedstefars 80 års fødselsdag, og sendt bekræftende svar retur, modtager man besked om, at svar er modtaget. På mail. Med animeret papegøje, der spiller bongotrommer.

Fandme skidt at blive sat IT-mæssigt til vægs af sin bedstefar!

Jeg har nu været på min nye arbejdsplads i en måned, og er ved at have lært huset og arbejdsgangene at kende. Jeg begynder stille og roligt at finde ud af, hvem af mine kolleger, jeg gerne vil holde kaffepause med, og hvem der får et “jeg skal lige være færdig med det her, så…” Jeg kan godt mærke på mig selv, at jeg er ansat i et vikariat. Jeg er påfaldende uinteresseret i at bonde med kollegerne, og det betyder ikke så meget for mig, hvis der er nogen, der (helt, helt utænkeligt) ikke kan lide mig. Jeg kommer, gør mit arbejde og går hjem – og det passer mig glimerende.

Denne socialt tilbagelænede holdning til trods, er en af mine nye kolleger stadig i overhængende fare for at miste livet. Lad os kalde hende Else. Else har et par børn, som begge er ældre end mig. Else har for nyligt haft 25 års jubilæum. Else mener, at hun er den eneste, der tager sit ansvar alvorligt og forvalter sit job med rettidig omhu. Jeg bekæmper dagligt en voldsom trang til at kvæle hende.

Den første uge, jeg var ansat, så Else det som sin hellige pligt at patruljere omkring mit skrivebord og med autoritativ røst proklamere, at : “Det er vigtigt, at du er meget omhyggelig!” På 6. dagen kom jeg til at hvæse: “Det er simpelthen så irriterende, at du bliver ved med at komme og sige det der! Jeg kommer lige fra et job, hvor jeg blandt mange andre ting, har tolket for folk på onkologisk afdeling, så jeg TROR godt, at jeg forstår konceptet ansvar!!!” Det gav et par tiltrængte dages ro.

Men som bekendt varer intet evigt. Desværre. Jeg sidder på 3. sal, hvor solen skinner ind af skråvinduerne, og der altid er dejlig varmt. Derfor sad jeg idag og arbejde i t-shirt, bare tæer og med vinduet åbent, da hun kom forbi.

– “Nåh… Det er nok blevet sommer her hos dig, hva?”
(I bebrejdende du-laver-garanteret-ikke-noget tonefald.)
– “Det er altid sommer, der hvor jeg er, Else”
(I stramt få-dig-nu-for-fanden-en-hobby-din-emsige-kælling tonefald)
– “Du har vel husket, at lukke for varmen?”

Kommer I og besøger mig i fængslet?