Bloggen

Jeg er enten for tyndhudet, stiller for høje krav til mine omgivelser eller lukker de forkerte mennesker for tæt på. Uanset om det er en af de tre eller en kombination, er det et problem, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse.

Jeg er ikke et privat menneske. Jeg lukker mange ind i zonen, der ligger lige rundt om den inderste kerne. Til gengæld er det meget få forundt at få adgang til kammeret, hvor kontrolpanelet og alle de farlige knapper sidder: Dem, det gør rigtig ondt, når der bliver trykket på, og som udløser reaktioner, der ikke er til pæn brug. Det er mit eget ansvar kun at cleare de personer, jeg mener kan være til stede i rummet uden at pille, og som ikke kommer til at trykke på knapperne ved et uheld, fordi de ikke ser sig for. Og det er her, jeg tror, at jeg har brug for hjælp. Jeg synes, at der er udrykning og aktiverede sprinklere med en lige rigelig høj frekvens hos mig, men jeg kan ikke gennemskue, hvor bristen i min screening befinder sig.

Når alarmen går, ville jeg ønske, at jeg kunne blive vred, for det er en følelse med fremdrift og energi i, men jeg bliver desværre bare utrolig ked af det. Jeg bliver stille, introvert og vil have det til at gå væk. Jeg kan slet ikke overskue, at noget stort er slået i stykker, når jeg ikke ved, hvordan jeg skal reparere det.

Uheldigvis bliver den store knap i midten ofte hamret i bund, lige inden jeg skal begå mig i det offentlige rum. Således har jeg smilet mig igennem en barnedåb, hvor jeg med 30 minutters mellemrum måtte gå på toilettet og tude. Jeg har tolket en hel formiddag, hvor jeg skiftevis tolkede 15 min, og hylede 15 minutter, når jeg sad med ryggen til brugerne og min co-tolk var på. Jeg har brugt en sommer i Frankrig på at gå med store solbriller og give saltvand skyld for øjne, der ville have gjort Post Danmark misundelig. Og jeg har forsøgt at græde på den usynlige måde i et stopfyldt tog (en teknik, som jeg – efter mine medpassageres ansigtsudtryk at dømme – lige mangler at finpudse lidt).

Jeg ved ikke, hvordan man fortsat omgåes mennesker, der uden at spørge og for egen vindings skyld, har taget og ofret noget, der var mit. Jeg ved ikke, hvordan man giver slip, når man opdager, at ham man gav sin kærlighed og sit venskab, tog hvad han kunne bruge og smed resten væk. Jeg ved ikke hvordan man går tilbage, når man finder ud af, at dem, man har åbnet sin dør på vid gab for, kun har lindet på et vindue til gengæld.

Måske jeg bare skal tørre øjnene og se at blive voksen.

I al den tid jeg kan huske, har mine veninder og jeg været opmærksomme på, hvad vi spiser. Lysten til sukker er vores værste forbandelse, og den forsøges til enhver tid bekæmpet med enten viljestyrke eller (hvis udsolgt) indædt raseri. Sometimes you win, sometimes you loose, og sker det, at der ryger 500 g. raffineret sukker i skakten, så bekender man sine synder i håb om at trække andre med sig i faldet; Trods alt hyggeligere at opholde sig i Selvhadshelvede, når vi er flere dernede. Når sukkerrushet har peaket, gør man bod iført spandex og dårlig samvittighed, til den værste skam har fortaget sig. (Siger ikke, at det ikke er en lille smule sygt. Siger bare, at sådan er det. Don’t hate the player – hate the game.)

Derfor er det en meget, meget mærkelig oplevelse pludselig at være omgivet af mennesker, der kører hvidt brød ind 5 gange om dagen, spiser kage HELE tiden og – og her rammer vi min fatteevnes grænse – drikker ALMINDELIG cola! Ikke zero. Ikke light. Ikke max. Cola. Med 200 sukkerknalde pr dl. Det mest utrolige er, at de ikke ser ud til at skænke det en tanke. Hvordan fanden gør de?! Føler mig som indremissionsk gammeljomfru fanget i horehus, omgivet af synd og moralsk forfald. Føler mig en lille smule snavset, faktisk.

Spørgsmålet er, om følelsen skal spises eller trænes væk?

På mit nye job er vi så heldige, at vi har mulighed for at få gratis massage (i arbejdstiden) en gang om ugen. Forleden lå jeg så der med hovedet i hullet, og glædede mig til at skulle prøve massage med sugekopper. I baggrunden spillede obligatorisk regnskovscd, med fuglefløjt og vandfaldslyde, og jeg satte mentalt en 5’er på, at det ville tage max 4 minutter for mig at falde i søvn.

Men nej. Havde godt nok tænkt, at de fugle fandendansme fløjtede igennem, men var blevet enig med mig selv om, at massør nok var lidt sløjt hørende. Om det også var tilfældet, glemte jeg at tjekke, men det viste sig, at regnskoven var skruet op på 12 for at overdøve lydene fra retssalen ved siden af. Selvom jeg virkelig prøvede at lade være med at lytte (eller….), kunne jeg ikke undgå at overhøre en halv times meget følelsesladet retsag. En mand stod til at miste samkvem med sin datter, udelukkende pga. en påstand (som ingen viste hensyn nok til eventuelle lyttere til at gentage, tsk!), som moderen til barnet havde fremsat. Det var hjerteskærende. Hvis han ender med at miste forældremyndigheden, håber jeg, at nogen en dag vil fortælle hans datter, hvor meget han kæmpede.

Mens jeg lå der og blev masseret med noget, der mindede om en støvsugerslange, kunne jeg høre, hvordan manden først blev belært at kvindelig advokat, for derefter – af kvindlig dommer – at få at vide, at han ikke kunne få lov at se sin datter, før denne var blevet tilset af psykolog. Han blev ved med at sige, at det var fuldstændig urimeligt, at han, pga et dårligt forhold til barnets mor, mistede retten til at se sin datter, og at hans straffeattest var ren. Det gjorde ikke rigtigt indtryk på amazonerne.

Jeg synes, at det er godt, at nogen derude forsøger at hjælpe vores børn, når vi bliver så viklede ind i vrede og gensidige beskyldninger, at vi ikke længere selv formår det. Børn skal ikke gå for lud og koldt vand eller udsættes for overgreb, fordi der pludselig ikke er en ekstra voksen i vagttårnet til at holde øje. Men måske kan man hale børn igennem så mange undersøgelser, og omgøre så mange beslutninger, at omskifteligheden alene skader barnet? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en håndfuld fædre, der vil gøre alt for deres børn – men som uheldigvis er kommet til at lave dem på møg-øgler, der benytter enhver lejlighed til at sanktionere mændenes adfærd gennem afkommet? Fælles for de mænd jeg kender er, at de alle lever stabile liv, har orden i økonomien og vil give deres højre arm for en ekstra time med mini. Ikke desto mindre er de tvunget til at hoppe og springe som psykopatkællingerne befaler. De er helt på det rene med, at en tur i statsamtet sjældent falder ud til fars fordel, og at kvinden til enhver tid kan sætte dødsstødet ind ved at plante mistanken om overgreb. Det virker utrolig forkert, når kærlighed tvinger gode, stærke mænd til at æde deres værdighed, skefuld for skefund, fordi de er bange for at miste retten til at være sammen med det barn, de immervæk har 50% af aktierne i.

Så i stedet for at slappe af og nyde det, lå jeg der, og blev utrolig trist ved tanken om, hvor mange børn der, med fuldt overlæg, berøves kærlighed, fordi forældrene ikke formår at sætte sig over eget behov for hævn. Det kan vi – som er De Voksne – ikke være bekendt.

Da jeg læste til tolk, havde vi en lærer, der spillede meget teater. Når hun skulle forklare os, hvordan vi kunne udtrykke følelser på andres vegne ved trække på egne erfaringer, men uden at overdrive, sagde hun, at det krævede, at vi kunne skelne imellem det personlige og det private rum. Hun har sikkert sagt tusind andre ting, men den éne kommentar har brændt sig fast, og jeg tænker ofte på den; ikke bare i jobsammenhæng, men også privat.

Der er ikke meget, der kan gøre mig så utilpas, som når folk, jeg knap nok kender, uopfordret hælder meget intime detaljer om deres liv ud over mig. Den fremmede borddame, der virker så nem at tale med, indtil man opdager, at hun er en af dem, der alt, alt for tidligt fortæller om sin depression/spiseforstyrelse/underlivsinfektion. Taxachaufføren (!), som (utroligt) uopfordret fortæller, at han er ved at uddanne sig til healer, og at ham og hans 12 år yngre kæreste er i fertilitetsbehandling, fordi hans sædkvalitet er i bund. For meget, for hurtigt og for privat.

En ordenlig samtale kræver, at man følges. Man kan sagtens udveksle dybt personlige ting med mennesker, man ikke kender: Det kræver bare, at rammerne er sat til det, og at det på forhånd er aftalt, at det er det, der skal ske. Ville f.eks. blive nogle utrolig lange møder i AA, hvis 12 mennesker skulle igennem hele bondingprocessen, inden de kunne tale om, at de begyndte at drikke som 12-årige, fordi de fik tæsk derhjemme. Men hvis alle er enige om samtalens betingelser, er vi jo også tilbage ved, at man lukker op i samme tempo. Man er forberedt på, hvad man skal høre, og man har sin egen historie klar. I den situation ville det formentlig udløse ubehag, hvis én person insisterede på at tale om opskrifter og tv-udsendelser.

Jeg oplever, at grænsen mellem det private og det personlige også eksisterer herude i cyberspace. Når man blogger, finder man hurtigt andre sider, man læser med på, og her synes jeg, at det har stor betydning, hvad bloggens form lægger op til. En blog om et seriøst emne virker rigtig og gør klogere, fordi man ved, hvad man klikker ind til, og derfor åbner sind og side samtidig. En blog, der skal underholde, skal være personlig nok til at jeg føler genkendelse, men det gør mig underligt til mode, hvis den pludselig bliver alt for privat. Jeg har det som om, jeg snager i folks dagbøger, og jeg føler mig forpligtet til at forholde mig til fremmede mennesker og reagere, hvis sjæle bliver vendt på vrangen. Man går ikke forbi en drunknende, hverken her eller i det virkelige liv.

Der er ingen regler for, hvad man må skrive på en blog eller sige til et andet menneske. For åbent til én, er tilpas for en anden. Der er hverken læse- eller lyttetvang. Men derfor skader det vel næppe at overveje, om man kan åbne sig tilstrækkeligt til at underholde andre uden at ende med at udlevere sig selv.

“Jeg tror, at du trænger til at finde mere ro i dig selv”, sagde venindes fyr, som ikke har behov for at sætte definition på sine relationer, og som derfor ikke vil gå under betegnelsen ‘kæreste’, til hende. Han er meget zen, og bruger mange timer dagligt på at dyrke føromtalte indre ro. Ironisk nok, er det altid er dem, der bruger tid på at lytte til sig selv, der ikke kan høre andre. Der, i stilheden, finder de ikke bare svarene på, hvad der er rigtig for dem selv, men også for alle andre. Og netop de mennesker, som holder på deres ret til at have og dyrke deres egen sandhed, har ofte meget svært ved at acceptere, at andre gør det samme.
Tilsyneladende har vi vedtaget, at Det Rigtige er at dyrke yoga, spise økologisk slowfood og drikke grøn the. Hvis jeg godt kan lide at blive blæst igennem på en spinningtime, købe en latte to go på – Gud forbyde det – minimælk og ikke soyamælk, og køre hjem til socialt samvær og vingummier, er jeg overfladisk og hul. Jeg er et får, der trænger til at blive guidet, mere end jeg er et menneske med andre værdier.
Jeg bliver svært mistænksom, når folk hævder at have fundet Den Eneste Sandhed. Jeg bliver decideret utilpas af at være i rum med disse apostle, hvis de optræder i flok, hvor én leder hævder at sidde inde med alle svarene, og resten af flokken er mennesker, som frivilligt har givet afkald på hjernen, og leaset den ud. Af de mange -ismer, der findes, synes jeg, at fanatismen er den værste. Når man holder op med at undre sig og sætte spørgsmålstegn ved, hvad man bliver præsenteret for, bliver man lejesoldat for en sag, man ikke længere forholder sig til. Når man sætter sin egen skepsis og sunde fornuft ud af spil, sætter man samtidig sin moral og egen afvejning af rigtig og forkert på pause, og selvom jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om ét eneste eksempel på, at det er gået godt.
Jeg kan ikke forstå, at man kan hævde at sidde inde med Sandheden – mest for jeg ikke forstår, at nogen hopper på den. Jeg fatter ikke, at ingen råber: “Men han har jo ingen tøj på?!” Det er som om disse mennesker bare er på jagt efter en sag med dertilhørende retningslinier og holdninger, de kan hægte livet op på, så de selv er fri for at forholde sig til det. Om sagen er Indre Mission, buddhisme, pyramidespil eller Al-Qaeda lader til at være underordnet.
Forskellen på at være moden til en spændetrøje eller at blive hyldet som profet består i antallet af mennesker, man kan nå at overbevise om sin virkelighed. Når illusionen først er sat op, behøver den ikke anden næring, end at fårene stiller på marken hver eneste dag og holder liv i hysteriet. Det skræmmer mig af helvede til.

Nå, hurtig håndsoprækning: Hvor mange fik tårer i øjnene, da lille Jørn (aj, men bare navnet, for fanden altså!) sad og så sine grotesk inkompetente forældre forvandle fin, lille dreng til kontaktangst menneske med autisme og DAMP? Blev særlig svært at se noget for saltvand, da sølle undskyldning af en far skrider og smækker med døren, og Jørn spørger: “Hvorfor går han fra mig?”

Hvor er det forfærdelig, at der findes en virkelighed derude, som kan omsættes til sådan et program.

Gode råd til, hvordan man får alvorlige tømmermænd til at ligne forårsforkølelse, modtages med glæde og taknemmelighed.

Somme tider kan det være en udfordring at blogge, fordi man er bange for uforvarende at komme til at træde nogen over tæerne. Hver gang jeg har skrevet et indlæg af de mere kantede, vågner jeg til mobil fuld af “Erdetmig?Deterikkemigvel?Hvisdetermigskaldusigedet” beskeder.

Og det er svært. For selvfølgelig handler mine indlæg om nogen, og selvfølgelig er der altid en triggerhandling, der gør, at et indlæg bliver til. Men der er ingen af mine indlæg, der ikke har en rem af huden. Når jeg skriver, at jeg ikke kan lide pyl, er det ligeså meget hos mig selv, jeg finder det frastødende, som hos andre. Mine indlæg er ofte overvejelser, jeg gør mig om, hvordan jeg kan udvikle mig som menneske, og prøve at undgå af falde i nogen af de mange fælder, der er derude, som kan sluge livet – og glæden ved det – i en enkelt mundfuld.

Og netop livsglæden var faktisk, hvad jeg havde tænkt mig at blogge om idag, indtil jeg pludselig blev bange for at sparke til nogen, der i forvejen ligger ned. De sidste mange dage, har jeg haft folk omkring mig, som har været gode steder i livet, og været glade. Da jeg også i tiden har svært ved at få armene ned, har det været en fantastisk oplevelse, for der kommer nogle store samtaler ud af det, når alle implicerede parter har det godt.

Jeg tror, at kvinder i særdeleshed er slemme til at få skabt en kultur, hvor vi på skift fortæller om det, der ikke går. De fleste af os bearbejder problemer gennem munden, og derfor er det meget naturligt, at den negative samtalespiral opstår. Det levner bare ikke megen plads til at have det godt. Ofte tror jeg, at det er os selv, der lægger en dæmper på begejstringen, fordi vi er bange for at fremstå som afstumpede egoister uden empati. Jeg tror faktisk ikke helt, vi ved, hvad vi skal stille op, når én i klanen pludselig melder ud, at: “Jeg har det godt!” Vores redskaber til at vise, at vi holder af hinanden på forsvinder, når vi ikke kan ae på hår og holde i hånd. Og hvad skal vi snakke om? Bare heppe, mens den heldige remser op, hvad der går godt, eller hvad?

Den sidste tid må jeg med skam melde, at mit sociale behov har været for nedadgående. De gange, jeg har været sammen med folk, der også har været glade, har det været selvforstærkende i en grad, der nærmest synes overnaturlig, og jeg har ofte siddet tilbage med en blanding af ydmyghed og ekstatisk taknemmelighed over, at alting går så godt. Det føles fantastisk, men samtidig også uendelig skrøbeligt. Derfor kan jeg mærke, at hvor jeg før havde behov for ligesindede at bytte problemer med, har jeg nu behov for ro. Jeg er bange for, at for meget drama og for mange problemer, æder mit overskud og min livsglæde, og derfor bliver jeg pludselig utrolig opmærksom på, hvad jeg omgiver mig med.

Det strider bare imod alt, hvad jeg tror på, hvis livsglæde er noget, jeg skal holde for mig selv. Det er min klippefaste overbevisning, at overskud smitter, at optimisme er ringe i vandet og at kærlighed er en af de få gaver, der belønner giveren mindst ligeså meget som modtageren. Det ville gøre mit liv fattigere, hvis jeg ikke fik lov at deltage i mine venners liv, både når det er let og når det er svært. Det ville forkrøble min glæde, hvis ikke jeg kunne dele den med mine nærmeste. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan man skaber plads til at fortælle om egen glæde uden at forklejne andres sorger.