Velbekomme.

Går du med en lille iværksætter i maven? Er du klar til at springe ud som selvstændig, men helt ideforladt, når du forsøger at finde ud af som hvad? Blogsbjerg iler til undsætning: Rastepladserne langs det danske vejnet formelig skriger af mangel på anstændige spisesteder. Der må være et marked for mad lavet af rigtige råvarer og ikke bare suspekte, frosne præfabrikata fra Polen, som kun må tilberedes i friture.

Var i Tyskland igår. Havde taget tidlig fri og trillede fra Århus halv to. Syd for grænsen raidede vi Fleggaard for Pepsi Max og slik (havde fået liste med fra nye job. Har – til 4 mennesker – købt for 650 kr. slik. I Tyskland. Hvor kiloprisen på slik svarer til timelønen for kinesisk børnearbejder. Gad vide, hvordan fanden jeg får det slæbt med på mandag??), hvorefter vi kørte en tur til…Fl.. til…H.. til en tysk by af en slags, hvor vi gik på jagt efter mad. Efter en times tid måtte vi opgive. Tilsyneladende lever de af kage og is, hvilket får mig til at spekulere på, hvor energien til den så berømte tyske grundighed kommer fra? Anyway, tilbage til bilen, og da vi kørte den dydige Just Say No to Haribo stil, var lavt-blodsukker-stemningen til at tage og føle på.

Afsted mod rasteplads i håb om, at vi der ville kunne finde noget, der gav bare et minimum af mæthedsfornemmelse, og som stadig tillod fri passage i kransårene. McD? Nej tak. (Glorie skinnede nu så kraftigt, at Sundhedsstyrelsen ville have advaret imod at kigge direkte på den). Efter yderligere 10 km, var vi ved at være dér, at ‘enten spiser vi det næste sted, eller også må nogen dø og ofre deres legeme til gruppens overlevelse í bedste ‘Vi Lever’-stil’. Og endelig tonede et spisested frem i horisonten. Bil ind, folk ud, Go!Go!Go!

Salatbar? Ikke ilde. Før man kiggede ned. Salat og revne gulerødder fra mandag sidste uge, lå og forsøgte febrilsk at arrangere sig i ordet ‘undskyld’. En lang række af billeder, som fik mig til at tænke på samtlige sportshalscafeterier, jeg nogensinde har besøgt, fremviste billeder af 24 udgaver af klam ædelse med fritter on the side. Dagens menu var Herregårdsbøf med brun sauce og syltede pærer til dessert. I kølemontren lå færdige sandwiches, hvor salaten pakkede sig ømt og beskyttende om det misfarvede kød, og hvor brødet mindede mistænkeligt om tvebakker. Efter at have stirret fortabt på udbuddet i en time, mens jeg overvejede, præcist hvor svært det kan være at fange en fugl med de bare næver og æde den, endte jeg med at bestille en fransk hotdog. En. Fransk. Hotdog. Forulempet på den første af De 3 Sandheder Om Kvinder.

(Hvis man har glemt dem, er de som følger:
1. Vi kan ikke lide franske hotdogs. Føj. Vi kan bedst lide grønne æbler.
2. Vi klør kun steder, hvor man kan være bekendt at klø igen,
fx. albuer og ankler.
3. Vi bruger kun toilettet til at nifle.)

Mens vi nedsvælgede vores affaldsprodukter, kunne vi på ophængt fladskærm nyde slideshow med billeder af deres forskellige retter. Særlig den brune løgsuppe med brødskiven i vakte begejstring.

Det MÅ kunne gøres bedre!!