Bloggen

Lige nu er der et par af veninderne, der står i krise, stress og frustrationer til øverste halshvirvel. Det er svært, når nogen man holder af, har det skidt, og man ikke kan gøre ret meget for at hjælpe. Ikke mindst fordi ens eget liv hensynsløst kører videre uden at sætte farten ned. Selvom vi alle hylder idéen om at smide, hvad vi har i hænderne for at hjælpe, så ved vi også, at det kun er ladesiggørligt for en kort bemærkning. Beklageligvis er det de færreste forundt at få så korte kriser, at det akutte beredskab rækker. De fleste af os skal bruge lang tid på at slikke sår, når vi er blevet gået fra. Det tager tid at genvinde troen på sig selv og sit værd, når man er blevet fyret. Kroniske sygdomsforløb og behandlinger holder ikke op med at kræve kræfter, når de mister deres nyheds- og chokværdi for omverdenen.

Når der er gået noget tid, tror jeg desværre bare, at de fleste af os bliver taget til fange af vores eget liv og dets udfordringer. Det er en svær balancegang. Det er vigtigt, at vi ved, at vi har et bagland, når vi mister fodfæstet, men samtidig tror jeg, at vi ofte er bange for at bruge det, fordi vi ikke vil være til besvær. Baglandet udgøres samtidig af rigtige mennesker med rigtige liv og rigtige problemer, hvilket rejser spørgsmålet om, hvad man gør, når en nær ven er i krise, men ressourcerne samtidig er knappe i egen afdeling? Hjælper man sin næste på bekostning af sig selv? Du kan dårligt bede folk sætte deres krise på pause, til du er klar til at træde hjælpende til. For mig har det været svært at acceptere de gange, jeg har haft det rigtig skidt, og et menneske tæt på, ikke har hjulpet. Også selvom jeg er helt på det rene med, at det udelukkende har været på grund af omstændigheder; ikke manglende vilje. Det er bare så svært at forstå logik med hjertet.

En stor udfordring ved at hjælpe mennesker i knæ er, at de sjældent kan fortælle, hvad de har brug for. Særligt hvis vi er ude i et af de forløb, der strækker sig over tid, er det svært, hvad man skal blive ved med at sige. Hver eneste gang, man gentager sig selv, øger man sin følelse af afmagt over ikke at kunne hjælpe. Nogle forfalder til overdrevet optimisme. Her må jeg være fortaler for de fugle, der har midlertidigt lammede næb: Det er pisseirriterende. Min depression forsvinder ikke, fordi du så en krokus i morges. Jeg VED godt, at det nok skal gå, og at jeg finder et nyt job/en ny kæreste, men ligenu er jeg forfærdelig ked af det, og det eneste du opnår med kunstige smil og henvisninger til vejret er, at jeg oveni at være sort på indersiden også føler, at jeg belaster min omverden med mit manglende overskud. Den store finaler er, når jeg ender med at blive vred på mig selv over, at jeg bliver gal på dig, når du prøver at hjælpe.

Mand. Somme tider er livet virkelig en gåtur på glasskår.

Jeg har fået:
Nøgler. Risky business. Husker med al uønskelig tydelighed, da jeg måtte fortælle rektor, at det lørdag nat var lykkes mig at smide nøglerne til hele Esbjerg Musikkonservatorium væk.

Mit eget skrivebord, med skuffer i og alt muligt. Virker nok ikke som noget særligt for de læsere, der i årevis har siddet parkeret ved et sådant. For mig, der i 6½ år har slæbt rundt på alting, er det ret fantastisk at kunne deponere håndcreme, mentholatum, läkerol (yeah right…) osv. på et sted, som er mit.

Et stempel. ‘Afvist’. MuHAHAHAHA!!!

Jeg formåede:
At møde til tiden.

At være iført pæn personlighed hele dagen.

At undlade at nynne “My bonnie lies over the ocean” da min kontorroomie præsenterede sig. Og ja. Det hedder hun.

Ikke at se alt for irriteret ud, da en ældre kollega for 5. gang gik forbi mit bord og (uopfordret) gentog, hvor vigtigt det var, at jeg dobbelttjekkede dokumenterne. (I havde vel for fanden ikke ansat mig, hvis I mente jeg var idiot!)

At undlade at fnise over, at utrolig sød kollega med asiatisk baggrund, blev ved med at bede mig finde oplysninger, som stod “allertilsidst”.

At blive gode venner med pedellerne. Altafgørende. Glem at fedte for chefen. Hvis pedellerne synes, at du er en møgkost, bliver dit liv helvede på jord. Du kommer til at sidde på kontorstole med manglende hjul ved fastlåste hæve/sænke borde. Du får den dårligste telefon, og INTET kan lade sig gøre på denne side af jul, når du ringer til dem. Hvis du derimod er i kridthuset, behøver du aldrig mere bære noget tungt selv, dine pærer er skiftede, nærmest inden de når at springe, alle de fede office supplies lander på mirakuløs vis i dine skuffer, og de dækker dig ind, hvis du kommer for sent eller ved et uheld får startet alarmen.

Hun betragtede dagens værk og hun så, at det var godt.

Jeg kan godt lide at bo i lejlighed. Jeg savner min egen have, men ellers passer det mig fint at bo i noget relativt centralt af overskuelig størrelse. For det meste har jeg heller ikke noget imod, at jeg kan høre, at der bor folk omkring mig. Der hvor jeg bor nu, har jeg f.eks. en nabo (ikke jytte. Tror ikke, at hun sådan er til musikalske udskejelser. Eller udskejelser af nogen slags, faktisk.), som har utrolig god musiksmag. Det er nærmest hyggeligt, når han holder fest, for så kan jeg gå herinde med næbbet i rødvin og synge med.

Men jeg har en overbo, jeg godt vil af med. Han er sidst i 30’erne, sådan lidt glat i det og kunne godt være venindes irriterende storebror. Denne opgang er lige lydt nok til, at vi begge kan være her. Nu er jeg 3 lørdage vågnet til lyden af ham, der har … ‘kvalitetstid’.. med sig selv. Jeg får ganske ufrivilligt lov til at følge hele forløbet, fra selve håndarbejdet (nogle små tarvelige grynt), over toppen (en form for hvin), til de bare tæers dappen fra soveværelse til badeværelse, hvor han først med stor iver forsøger at afmontere toiletrullen (svært at hive papir af med én hånd) og derefter tænder (betænkelig kort tid) for vandet.

Der er grænser for, hvor meget jeg gider vide om andre mennesker. Og hvor meget jeg gider, at de ved om mig. Men vi er enige om, at lydbølger kun forplanter sig nedefter. Ikke?

Igår var jeg til afskedstamtam med mit job, og det var hyggeligt – indtil jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var der. Så blev det pludselig rigtig mærkeligt. Føltes meget, meget forkert at sidde omgivet af de mennesker, jeg indtil nu har betragtet som mine sisters in arms, og pludselig erkende, at det er jeg ikke længere en del af flokken. I hvert fald ikke på sammen måde, som jeg har har været hidtil. Selvom jeg forsøgte at huske, at jeg fra nu af kan gå i både prikker og tern, kender mine arbejdstider og gerne må svare, hvis folk spørger mig om noget, nåede jeg at tænke: “Shit, jeg håber, at jeg gør det rigtige!” mange gange.

Til sidst kunne jeg godt mærke, at jeg bare trak tiden for at udskyde det uundgåelige. Det værste ved nye begyndelser er de afslutniger, der nødvendigvis må følge med, og uanset hvor meget jeg glæder mig til at tage hul på noget nyt, så har jeg gruet for dagen, hvor jeg skulle kaste et sidste blik på mit liv, som jeg kender det og lukke døren bag mig. Og det var nogenlunde ligeså slemt, som jeg havde frygtet. Hjalp ikke, da nogle af dem, jeg kommer til at savne allermest (og som jeg vil tænke på hver gang jeg ser en dymo eller en Baresso..) fik tårer i øjnene. Prøv at gætte om det smitter?

Forlod café med tårer i øjnene og fornemmelse af at rulleteksterne kørte over skærmen; vemodig men alligevel fuld af håb for fremtiden. Lige til Hollywood. (Øjeblikkets højtidelighed blev dog temmelig forstyrret af mental scratchlyd, da jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at betale min regning og måtte løbe tilbage med blafrende, røde ører.)

Om der kommer en 2’er, er endnu uvist, men for nu sender vi pakker vi scenen ned, sender crewet hjem og slukker lyset.

“Mit Liv Som Tolk, First Blood”

That’s a wrap.

Efter at have tilbragt en nat i helvede, er jeg klar til at opgive prøveidentitet som narkoman. Er ved at være resistent overfor superpiller (bortset fra komalignende sovevaner), og igår glemte jeg så, at jeg spiser dem, og drak et halvt glas rødvin. Skal lige love for, at jeg kom i tanke om det. Har været Christiane F hele natten. Svedte så meget, at det løb, rystede over hele kroppen, og måtte kravle – siger og skriver k-r-a-v-l-e – ud på toilettet, når kvalmen blev for slem, fordi mine ben ikke kunne bære mig. Værdigt. I morgen er det slut.

(Eller det er det i hvert fald liiigeså snart, jeg får bestilt en tid hos lægen, så jeg kan få røntgenfotograferet de skide ribben.)

Igår cyklede jeg forbi en byggeplads, hvor der på stilladset var hængt en kæmpereklame for et bedemandsfirma. Lidt efter passerede jeg en reklamesøjle med kampagneplakat for organdonation. Jeg ved ikke lige, hvor vild jeg er med al den påmindelse om, at vi kun er her på tålt ophold? På den ene side, er det jo fint nok at være bevidst om, at jeg ikke ved, hvor mange korn jeg har i timeglasset. En dag brugt, er en dag, der ikke kommer igen. På den anden side kan man risikere at glemme at nyde turen, hvis man kun fokuserer på, hvornår den slutter.

Mine forældre har alle dage være meget straight forward, også med de store ting. Tror jeg var 15 år, da de hen over frikadellerne helt, helt afslappet nævnte, at hvis de blev slået ihjel, havde de begge sagt ja til, at alle deres organer måtte bruges til donation. Om min søster og jeg havde taget stilling? Det rystede mig i min grundvold at finde ud af, at de på et tidspunkt regner med at tjekke ud, og jeg bliver stadig så panisk ved tanken om, at de engang (om MANGE MANGE år!) har tænkt sig at efterlade os her, at mit mentale HFI-relæ slår fra. Til gengæld har jeg fået et ret afslappet forhold til mine organer og deres videre skæbne, i tilfælde af at mit nummer bliver udtrukket. Lægerne må afmontere alle de reservedele, de kan bruge. Men en ting er at have taget stilling. Noget helt andet er reelt at tro på, at det bliver aktuelt.

Måske jeg skulle komme over min forfængelighed og købe en cykelhjelm?

Beklager, hvis der er lidt stille på bloggen i disse dage. Ville ønske, at jeg kunne give fortravlet jet-set liv skylden. Desværre. Der er tale om det absolut modsatte. Har tilsyneladende nået en alder, hvor fysiske skavanker med indædt beslutsomhed modsætter sig bedring. Den fibersprængning, jeg fik i ryggen i sidste uge, prøver nu at erobre nyt land. Smerten forsøger således nu at snige sig ubemærket rundt om min torso for at indtage området omkring mine nederste ribben. Heldigvis udskrev den gavmilde medicinske guest-star rigeligt med piller, men da der er tale om et pænt stærkt morfinlignende præparat, har det den bivirkning, at hjernen føles nogenlunde lige så skarp som en gennemsavlet bomuldssok. Og så er jeg traaaaaat. Har den sidste uge sovet mellem 10 og 14 timer i døgnet. Levner desværre ikke meget tid til job, træning og blog. På opturssiden er der heller ikke mange vågne timer tilbage at pive i.

Engang imellem tror jeg, at jeg er dømt til et liv i ensomhed. Tilsyneladende er jeg ude af stand til at finde ro. Mit problem er, at jeg desværre har fået installeret 2. hand personlighed fra tidligere multiple personality disorder patient. Min ene personlighed vil have en mand med overblik, orden på liv og økonomi, med sommerhus og planer for fremtiden – med andre ord: En voksen. Den anden bliver tiltrukket af alt med “bad idea!” tatoveret i panden.

Jeg kan sagtens se potentialet i Den Voksne. Jeg gider ikke være mor for mine kærester, og der er ingen tvivl om, at hvis jeg leder efter en at dele resten af livet med, så er det på denne hylde, jeg skal finde bogen. Drengene i sort tilbyder på den anden side et (ind imellem tiltrængt) break fra orden, overblik og indre organisatan. Det er også hos dem, vi har de lange nætter, hvor ordene aldrig bliver for store, og udsigt og indsigt flyder sammen.

Problemet er bare, at jeg altid mangler noget. Når jeg teamer op med en voksen, bliver jeg enten en overversion af mig selv, så alting bliver så beige og ordenligt at jeg til sidst har lyst til at skrige, eller også forvandler jeg mig til en uregerlig teenager, der betragter alle grænser som invitationer til oprør. Når jeg får plads på sort stue, går der lige præcis to måneder, hvorefter jeg begynder at få spat af, at der aldrig er handling bag ordene, at alting sejler og at denne type mænd hele tiden er på vej.

For vild til de pæne og for pæn til de vilde. Hvordan bliver man lykkelig, når man altid kun er halvvejs tilfreds?

Vatikanet har for nyligt offentliggjort De 7 Dødssynder, version 2.0. Ud over de oprindelige 7 (hovmod, griskhed, utugt, vrede, grådighed, misundelse og dovenskab), indløser man nu også billet til Det Varme Tivoli, hvis man beskæftiger sig med 1) Genetisk modificering 2) Medicinske eksperimenter på mennesker og 3) Miljøforurening. Derudover er det nu også strafbart at 4) Forårsage sociale uretmæssigheder, 5) Forårsage fattigdom 6) Blive overdrevent rig 7) Tage narkotika.

Umiddelbart ser det ud til, at Helvede får brug for temmelig mange dørmænd – der bliver crowded. Synes, at de skyder med spredehagl, de hellige drenge. Hvis man lister de 2 x 7 synder op, findes der ikke ét eneste menneske på denne jord, der kan undsige sig, gør der? (Man kan jo lige teste sig selv og se, hvor mange af de 14 punkter man kan vinge af i “har været/gjort.” Jeg prøvede. Gider ikke rigtigt snakke om resultatet.) Det til trods, synes jeg stadig, at der mangler 3 på listen:

1) Nærighed.
Bare ikke i orden. Overhovedet. Jeg vil ikke betale for dig, så du kan tage på skiferie. Ud over at være voldsomt irriterende, har denne synd også den ekstra hage, at den smitter: Når jeg er sammen med et nærigt menneske, begynder jeg selv at regne på, hvem af os, der har betalt hvor meget for hvad, fordi jeg ikke vil tørres. Sådan gider jeg ikke være!

2) Selvmedlidenhed/klynk.
“Jeg må gøre, hvad jeg vil, når jeg vil, og jeg behøver ikke anstrenge mig spor for at hjælpe andre, for det er synd for mig.” For det første er det afsindig irriterende at høre på. For det andet er det bare en utrolig lusket måde, at prøve at køre på frihjul i forhold til ansvar og forventninger på.

3) Løgn.
Behøver vel nærmest ikke yderligere forklaring? Når man vælger en handling, vælger man også konsekvensen af sin handling. Rystende dårlig stil at at hustle sig til sjov og ballade, men samtidig at forsøge at løbe fra regningen.

Jeg vil skynde mig at sige, at jeg er åben for forhandling: Jeg er villig til at give afkald på 3 af de nuværende 14 for at få mine egne forslag på listen. Jeg vil undlade at skrive, hvilke 3 jeg foreslår fjernet. Har jo lige skrevet, at man ikke må lyve.

Der er noget suspekt over folk, der stadig indrykker kontaktannoncer i aviser. Er der i virkeligheden ikke kun tale om folk, der ikke kan oprette profiler på nettet, fordi de bliver overvåget af bagmands- og/eller sædelighedspolitiet? I denne uges udgave af Århus Onsdag er der i hvert fald materiale nok til at bakke mistanken op.

“Elskerinde søges. Sød, pæn og kærlig mand, 44, søger moden, gerne frodig (!) kvinde til et erotisk/seksuelt bekendtskab (hvad fanden er forskellen??). Vi mødes i pæne, lyse og trygge rammer (lyder som en mellemting mellem beskrivelse af privathospital og salgsopstilling fra en ejendomsmægler), diskretion og renlighed en selvfølge.” Her begynder man så småt at se et billede for sig af overpertentlig, bakterieforskrækket fyr i brune skjorter, der bor i Mors kælder. Hvor man så kan ende sine dage på et stykke sterilt plastik, mens han lægger sig selv i blød i hospitalssprit.

“Baressocafé ved banegården fredag d. 7/3 kl. 9.15 -9.50. (Har du ikke et arbejde, du skal passe?) Sad ved siden af dig. Du talte i telefon to gange og nævnte navnet Patrik. Du lagde dine aviser ind under min avis. Vil gerne mødes igen forat se, om det kunne blive til mere. (Kan i hvert fald dårligt blive til mindre.)“ Hurtig håndsoprækning: Hvor mange ville svare på den? Så har han siddet der og lyttet på stalkermåden, mens han har følt sig lagt an på, fordi man har flyttet hans avis. Han er jo syg! Ved bare, at han er sådan en, der stirrer. Heeeeeelt uden at blinke. Ad.

“Min kone og jeg søger hermed pige, der har interesse i at møde sød, kærlig, mørk, muskuløs, flot, brun mand på 28 år fra Nigeria med henblik på et kærligt, seriøst forhold (min kones bror). Skriv så vi kan hjælpe jer til en dejlig fremtid. Familien Black and White.” Hvor mange mænd omtaler deres svoger som ‘flot, kærlig og muskusløs’? Ville nok lige sove med et øje åbent der, hvis jeg var konen… Hele det der trafficking set-up er da også totalt suspekt. Endelig synes jeg, at det siger lidt om, på hvilket plan man skal udholde underholdning til familiefesterne, at de omtaler sig selv som ‘familien Black and White.’ (Ville man ikke som mand føle sig noget mere potent, hvis de gik under aliaset Black and Decker?) Hvis man ryger på den, og man skal ned og besøge ham, synes jeg måske lige, at man skal poste et lille brev til Forsvundne Danskere, hvori man vedlægger sin rejseplan. Just in case.

En ting er, at disse mennesker findes derude. Men jeg synes næsten, at det er mere uhyggeligt at tænke på, at der er nogen, der svarer på annoncerne.

Nå. Vil smutte. Skal lige i postkassen.