Min første arbejdsdag – i punktform:

Jeg har fået:
Nøgler. Risky business. Husker med al uønskelig tydelighed, da jeg måtte fortælle rektor, at det lørdag nat var lykkes mig at smide nøglerne til hele Esbjerg Musikkonservatorium væk.

Mit eget skrivebord, med skuffer i og alt muligt. Virker nok ikke som noget særligt for de læsere, der i årevis har siddet parkeret ved et sådant. For mig, der i 6½ år har slæbt rundt på alting, er det ret fantastisk at kunne deponere håndcreme, mentholatum, läkerol (yeah right…) osv. på et sted, som er mit.

Et stempel. ‘Afvist’. MuHAHAHAHA!!!

Jeg formåede:
At møde til tiden.

At være iført pæn personlighed hele dagen.

At undlade at nynne “My bonnie lies over the ocean” da min kontorroomie præsenterede sig. Og ja. Det hedder hun.

Ikke at se alt for irriteret ud, da en ældre kollega for 5. gang gik forbi mit bord og (uopfordret) gentog, hvor vigtigt det var, at jeg dobbelttjekkede dokumenterne. (I havde vel for fanden ikke ansat mig, hvis I mente jeg var idiot!)

At undlade at fnise over, at utrolig sød kollega med asiatisk baggrund, blev ved med at bede mig finde oplysninger, som stod “allertilsidst”.

At blive gode venner med pedellerne. Altafgørende. Glem at fedte for chefen. Hvis pedellerne synes, at du er en møgkost, bliver dit liv helvede på jord. Du kommer til at sidde på kontorstole med manglende hjul ved fastlåste hæve/sænke borde. Du får den dårligste telefon, og INTET kan lade sig gøre på denne side af jul, når du ringer til dem. Hvis du derimod er i kridthuset, behøver du aldrig mere bære noget tungt selv, dine pærer er skiftede, nærmest inden de når at springe, alle de fede office supplies lander på mirakuløs vis i dine skuffer, og de dækker dig ind, hvis du kommer for sent eller ved et uheld får startet alarmen.

Hun betragtede dagens værk og hun så, at det var godt.