Jeg kan godt lide at bo i lejlighed. Jeg savner min egen have, men ellers passer det mig fint at bo i noget relativt centralt af overskuelig størrelse. For det meste har jeg heller ikke noget imod, at jeg kan høre, at der bor folk omkring mig. Der hvor jeg bor nu, har jeg f.eks. en nabo (ikke jytte. Tror ikke, at hun sådan er til musikalske udskejelser. Eller udskejelser af nogen slags, faktisk.), som har utrolig god musiksmag. Det er nærmest hyggeligt, når han holder fest, for så kan jeg gå herinde med næbbet i rødvin og synge med.
Men jeg har en overbo, jeg godt vil af med. Han er sidst i 30’erne, sådan lidt glat i det og kunne godt være venindes irriterende storebror. Denne opgang er lige lydt nok til, at vi begge kan være her. Nu er jeg 3 lørdage vågnet til lyden af ham, der har … ‘kvalitetstid’.. med sig selv. Jeg får ganske ufrivilligt lov til at følge hele forløbet, fra selve håndarbejdet (nogle små tarvelige grynt), over toppen (en form for hvin), til de bare tæers dappen fra soveværelse til badeværelse, hvor han først med stor iver forsøger at afmontere toiletrullen (svært at hive papir af med én hånd) og derefter tænder (betænkelig kort tid) for vandet.
Der er grænser for, hvor meget jeg gider vide om andre mennesker. Og hvor meget jeg gider, at de ved om mig. Men vi er enige om, at lydbølger kun forplanter sig nedefter. Ikke?
Published by