– men det er jeg ikke, og det bliver jeg aldrig. Med mindre, selvfølgelig, at jeg får guld tilført udefra på Lotto- eller Fru Direktør Linda Mc-Kinney Møller-måden. Jeg er helt på det rene med, at de valg, som kunne have gjort mig velhavende, skulle være truffet for længe siden; nemlig dengang, hvor jeg havde travlt med at redde hvalerne fra udryddelse, og min mor havde travlt med at redde mig fra Tvind.
I min omgangskreds, er der flere, der tjener ret godt. Da jeg jo for ganske nyligt har været jobsøgende, har jeg diskuteret løn med mange af dem. En del af de jobs man kan søge i dag, er temmelig elastiske i betegnelsen, hvilket gør det svært at slå dem efter i lønstatistikken. Måske er det derfor, at vi i dag bruger vores venners indtægter som målestok for, hvad vi føler, vi selv burde have i løn.
Problemet er bare, at hvis jeg udelukkende fokuserer på alder og segmentfarve, når jeg skal vurdere, hvad jeg er værd i kroner og ører, så glemmer jeg at tage højde for en masse ret væsentlige forhold. Jeg ville gerne tjene 7.000 mere i måneden, ligesom nogle af vennerne gør. Men jeg føler ingen trang til at piske Danmark rundt i tide og utide. Jeg ville blive rasende frustreret over at skulle smide, hvad jeg havde i hænderne og stille pronto!, hvis min telefon ringede mandag kl. 21.00. Jeg ville få spat af at skulle forsvare mig selv og mine dispositioner 5 gange om dagen, hver eneste dag, 7 dage om ugen. Jeg ville mistrives med at knokle livet af mig og leve på et socialt eksistensminimum og forventet efterbevilling, fordi der måske er guld for enden af regnbuen.
For mig er Det Gode Liv, at min fritid er min. At jeg kan lave aftaler – og holde dem. At jeg ikke altid skal være iført lanse og rustning, når jeg ridder ind på borgen, men godt tør stille i bomuld og tynd hud uden at frygte knive i ryggen. Dermed ikke være sagt, at jeg vil arbejde for en krone i timen og et klap i røven. Men jeg er meget bevidst om, hvad jeg giver afkald på, når jeg vurderer, om jeg f.eks. vil afholde et kursus. Det er min tid – og dermed en bid af mit liv – jeg sælger, og det skal være dét værd.
At finde et job, der passer til ens personlighed, kan ikke gøres op i penge. Hvis det skal give mening at sammenligne løn, skal man også sammenligne ambitioner og livsværdier. Selvfølgelig skal den veninde, der har lagt 50 timer i ugen på sit job i 3 år, have mere i løn end mig. Selvfølgelig skal det udløse ekstra, at hun skal sove med mobilen i hånden. Så inden du får stress over, at dine tidligere holdkammerater tjener mere end dig, så husk at nærlæse deres jobbeskrivelser. Måske de har valgt at sælge noget, som du ikke går af med?
Jeg satser på Tina Mc-Kinney Møller-måden. Jo jo, det ER da set før!
Det er i hvert fald HELT sikkert at jeg nægter at sælge min fritid og mine venner for et par ekstra tusinde løn-kroner, blot for at få råd til en større lejlighed – som jeg så kan sætte mig hjem i sent om aftenen HELT alene… Hell no!