Bloggen

Så er den nye ansættelseskontrakt underskrevet og sendt afsted. Det bliver godt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg det sidste år har haft fornemmelsen af at leve i en blender. Den konstante fornemmelse af ikke at slå til, hverken professionelt eller privat, fordi man, uanset hvor stærkt man løber, ikke med 4 forskellige jobs kan være nogen af stederne 100%, den allestedsnærværende trussel om at blive stemt af øen ved næste ø-råd, en økonomi der – alle anstrengelser til trods – bliver mere og mere ramponeret; alt sammen fordi jeg ikke har ville slippe på det fag, jeg føler mig hjemme i.

Men nu hvor beslutningen om at skifte gear, tempo og faglig identitet er truffet, kan jeg mærke, at jeg glæder mig. Om det er den rigtige beslutning, må tiden vise. Det har kostet mange, lange og våde overvejelser at nå hertil, men dommen er afsagt, og jeg er rolig. For nu.

Restskat: 12.024 kr. Grrr!! Men hvis jeg “indbetaler kr. 11.238 senest d. 01.07.08”, kan jeg spare kr. 786,oo. I er så sjove. Hvis jeg havde 11.238 kr, ville jeg sgu da være ligeglad med at spare 786 kr! Tyvagtige narrøve! Nogen, der mangler en nyre? En lunge? Anyone?

Er det ikke fantastisk, at der kan blive ved med at findes mennesker, der ganske gratis vil give os andre mulighed for at føle os som potentielle medlemmer af Mensa? Som, ligegyldigt hvor langt nede man er i sit eget liv, giver én mulighed for at tænke: “..men i det mindste er jeg ikke [indsæt selv navn, Red]!” På tv-siden har vi alle de herlige realityshows; veritable festorgier i dumhed og horrible udsagn, men skulle man have lyst til lidt afveksling, har vi jo heldigvis netaviserne.

Idag kan man på politiken.dk læse følgende overskrift:

“Spitzer besøgte luksusluder otte gange. Den demokratiske guvernør Eliot Spitzer, der er blevet afsløret i en sexskandale, har været stamgæst hos den prostituerede ‘Kristen’.”

Hvor ER det fantastisk!! Tænk, at der stadig findes politikere, som tror, at de kan slippe afsted med det. Tænk, at have knoklet livet af sig for at nå dertil i politik, for så at smide det hele væk på noget så idiotisk. “Der er nok ingen, der kan have interesse i at grave snavs frem om mig. Og den slags er jo aldrig blevet opdaget før.” Hvad har han forestillet sig?!

En anden historie fra avisen fortæller om så massiv stupiditet, at man nærmest ikke kan ironisere over det:

”Fanger forgiftede vogtere med kage. Fire fængselsbetjente i Nyborg er på hospitalet med forgiftning efter at have spist fangernes kage. Fangerne er indsatte på den særlige afdeling i Nyborg Statsfængsel, som rummer fængslets ’negativt stærkt styrende indsatte’, som det hedder i fængselssproget. Der er tale om medlemmer af indvandrerbander som Black Copras og Den Internationale Klub, som begge gør det i organiseret narkokriminalitet, vold og trusler, bl.a. inddrivelse af dummebøder.Come on! Det lyder jo for fanden som en historie fra Andeby! “Aj, kage? Lækkert! Hvor er I nogle søde drenge.”De fire betjente får hårdt brug for noget Kåre Sand produceret tv, hvis de skal føle sig gennemsnitsbegavede igen. Men der skulle også være nok at vælge imellem. Personligt kan jeg ikke finde ud af, om jeg glæder mig mest til at se 21-årige ‘Kristen’ i De Unge Mødre, eller specialudgaven af Singleliv med Spitzer i hovedrollen.

I aften kommer min veninde og hendes fantastiske kæreste til kaffe. Det bliver skrækkeligt: Der er tale om afskedskaffe. Den veninde, jeg har kendt i allerlængst tid, som jeg har boet med i 4 år, og som kender mig bedre end nogen anden, flytter til verdens ende. (Aka: Holstebro.)

Kan man ikke anke den slags beslutninger? Jeg går ikke af med hende. Hun er den, jeg ringer til om natten, hvis det er rigtig, rigtig slemt. Hun ved, hvorfor det er skidesjovt, når jeg siger Prinsesse Torben. Hun kender min familie og alle historierne. Vi har så meget fælles fortid fra tiden på kutteren. Hun kender mine små særheder, og jeg kender hendes. Jeg ved, at hun vender toiletrullen, så papiret falder indad. Hun kan ikke parkere en bil, om så hendes liv afhang af det. Hendes tømmermænd så frygtindgydende, at man kun kan se til i fascineret rædsel. Jeg må godt grine ved tanken om Anders med ruskindsjakken med frynserne på ærmerne, fordi hun til gengæld kan trække historien om en gift præstesøn med cykelhjelm frem. Jeg ved, at hun ikke kan hvile på sit ene knæ, fordi hun væltede på motorcykel, da hun var på jordomrejse. Hun kan svare på alle de brune spørgsmål i TP. Hun er et af de bedste, klogeste og mest empatiske mennesker, jeg kender.

Nu flytter hun. Desværre kan jeg ikke engang opføre dramatisk opsætning af DetKanDuIkkeVæreBekendt, for jeg forstår så udemærket hendes valg. Jeg kommer bare til at savne hende frygteligt. Men jeg må jo bare prøve at huske, at der kører tog. Hun har bil. Vi er på msn. Hvis jeg siger det højt tilstrækkelig mange gange, ender det måske med at hjælpe.

En æra er slut. En del af mig flytter også. Bliver bare drønhyggeligt, når vi skal sidde der og synkrontude i kaffen. Snøft.

Det der kvindelige karaktertræk, som gør, at vi vil have lov at gøre, hvad der passer os, men samtidig gerne vil være gode venner med alle, ikk? Det er jeg rigtig træt af! Jeg mener ikke, at vi altid skal være søde og venlige, og holde døren for de andre, mens vi bare selv hænger der, på det efterhånden så slidte kors, men jeg gider ikke den falske ‘aj, det må du altså også bare undskylde!‘, når vi med fuldt overlæg vælger at gå efter noget på bekostning af andre.

I starten af februar snakkede jeg med en perifær kollega. Vi snakkede jobs, og jeg fortalte om et, jeg havde søgt, som jeg håbede rigtig meget på at få. Jeg var så heldig at blive kaldt til samtale. Dagen inden modtog jeg følgende sms:

“Hej Linda. Jeg vil lige fortælle dig, at jeg også har søgt stillingen. Det var egentlig ikke min plan, men da jeg surfede rundt på nettet, faldt jeg over stillingen og synes, at den lød vildt spændende. Er ved at søge væk fra […] og sendte en ansøgning i sidste øjeblik. Skal til samtale, så det kan jo være, at vi ses dernede. Håber, at det er ok med dig, at jeg også har søgt stillingen. Vi ses. Knus”

Om det er ok med mig? Tja, synes ikke, at det er supergod stil, men jeg kan jo dårligt forbyde dig at søge en ledig stilling. Jeg gider bare ikke have sms’er om det. Jeg synes, at det er at stramme den lige rigeligt, at jeg nærmest forventes at ønske dig held og lykke med at forsøge at få fingrene i mit job. Søg. Tag til samtale. Men lad være med at gøre noget, som du egentlig godt ved er lidt ufint i kanten, og derefter bede mig sige god for det.

Der er intet i vejen med at være ambitiøs. Somme tider ved man godt, når man gør noget, at det måske ikke er den noble ting at gøre – men hvis man vil det nok, må man gøre det alligevel. Vi er alle ansvarlige for eget liv og egen lykke. Gå efter det! Men vær mand nok til at tage de konsekvenser, der følger med.

Jeg har det som om, jeg har fået prygl med en rusten rive idag. Forsøgte igår at skælde ud på den kropslige, tavse måde, samtidig med at jeg trænede pump: Meget dårlig ide. Ikke ret gennemtænkt at kaste rundt med vægtskiver, når man er helt stiv af arrigskab og med ryggen forsøger at signalere: “Imbecile SPASSERidiot!!”

Som trofaste læsere ved, har jeg tilbragt weekenden i Esbjerg, da Fru Søster skulle giftes lørdag. Søndag var der planlagt workshop i de forskellige koncepttimer, jeg underviser i, her i Århus. Nu er jeg jo certificeret organisatan, så da jeg for en måned siden fik workshopdato, ringede jeg til esbjergensisk kollega for at høre, om han også skulle til Smilets By d. 9.? Det skulle han. Kunne jeg køre med? Det kunne jeg. Ja, for ellers skal jeg have meldt mig fra workshop, da jeg ikke kan være tilbage i Århus kl. 10 uden bil. Kein problem. Vi kører ved 8-tiden. Glimrende! Lad os snakkes ved, når vi nærmer os.

I fredags sendte jeg sms. Hvor og hvornår? Intet svar. Ok… Prøver bare at ringe lørdag, så. Skal huskehuskehuske at ringe. Alt for tidligt, hvis jeg skal have fat i ham søndag morgen.

Lørdag kl 13: “Du har ringet til … Læg en besked.” Fint nok. Hvor og hvornår. Lørdag kl 18 kan det behage ham at skrive tilbage. Om jeg kan være i centrum kl 12? Det kan jeg sådan set godt. Så skal vi bare køre utrolig stærkt, hvis vi skal være i Århus kl 10. “Er det ikke først kl 14? Nå, men så er jeg ikke sikker på, at jeg tager derop til den første workshop. Tænker lige og vender tilbage.” Kl 23.30: “Hej Linda. Jeg springer den første workshop over. Skal arbejde tudetudetude lang dag.”

Skulle nogen planlægge togtur i nærmeste fremtid, kan jeg oplyse, at det ikke er nødvendigt med pladsbillet lidt over syv søndag morgen.

10.15: Århus. Sprintegennembanegårdkastesiginditaxa-moviestyle. 10.22: Enter omklædt Linda, bleg, stresset og let rystende af tømmermænd. Efter teorioplæg, træning og to oversiddertimer ankommer møgrøven fra Esbjerg, og stiller sig lige bag mig. Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at vende mig om og kvæle ham. Men var sgu så irriteret, at jeg var nødt til at have lidt afløb for det, så valgte at udstråle NAR!!NAR!!NAR!! under hele timen, mens jeg samtidig forsøgte at demonstrere min foragt for ham ved at kyle flere kilo på stangen end ham. Det virkede som en god idé i situationen. Er gået helt over nu. Måtte nærmest vælte min forpinte krop ud over kanten af sengen i morges, som de der svømmere uden arme og ben. Bevæger mig som robot. Har skrevet dette indlæg ved at pirke i tastatur med mundholdt kuglepen.

Et eller andet sted i det her ligger der en morale begravet. Beklageligvis finder jeg aldrig ud af, hvad den går ud på: Er ALT for øm til at grave den frem.

Så fik vi søsteren gift, og det var en fin, fin dag. Jeg landede fredag, hvor bryllupet skulle stå lørdag, og jeg må sige, at der er en grund til, at man varmer op, inden man spiller kamp. Jeg røg direkte fra bænken til banen, uden at have luntet mig varm på sidelinien først. Burde måske have fornemmet, hvor det bar hen, da min far i bilen mumlede noget om, at man ‘skulle tro, at det var et royalt bryllup, der skulle afvikles’, men det var først, da en fejlplaceret håndmixer i køkkenet truede med at udvikle sig til et voldeligt optrin, at jeg forstod, at min vigtigste opgave, var ikke at gå i vejen for Klanens Kvinder.

Lørdag oprandt, og i stormvejr og solskin sagde min søster ja. Da vi kom ud af retsbygningen, var hele torvet befolket af mini’er fra hendes børnehave, der kippede med flag og råbte hurra, (vi var kun et overvægtigt barn, der går på røven, mens det stammer: “Øh øh, glædelig JUL!” fra at være med i Askepot), pædagoger, forældre, venner osv osv. Blev helt rørt. Vidste bare, at hun var verdens sejeste pædagog. Resten af dagen gik med taler, Asti og hygge.

Så nu er min søster nogens kone. Og Claus er min søsters mand. Det skulle undre mig meget, om ikke snart jeg skal være nogens moster…

Dagen, hvor jeg:

– grundet kombination af utrolig ineffektiv øjenmakeupfjerner og særdeles effektiv bejdse, som gør håret ret stridt, stod op som Mike Tramp.

– måske derfor kørte rock & roll stilen resten af dagen: Har bestilt tid til ny tattoo og forsøgt at tage livet af spinninghold med Metallica.- afslog invitation til at komme til Tyskland og undervise. (Var det dumt? Var det i virkeligheden skæbnens forsøg på at føre mig sammen med Joachim B?)- var ude og spise. Kom hjem. Og lige som jeg satte nøglen i døren kom i tanke om, at jeg var skredet uden at betale. Stilfuldt.- ligenu står og forsøger at overskue at pakke, så jeg kan komme hjem og få min søster gift.

God weekend derude. Jeg hilser på kutteren.

Der er sket noget forfærdeligt. Paradis is har åbnet en filial i min baghave. Why? Det går jo ikke, for fanden! Som at sætte samfundstjenesteidømt narkoman til at afsone timerne på et apotek og efterlade ham uden opsyn.

Jeg prøver at styre mig, det gør jeg virkelig, men det er en slags sygdom. Jeg cykler stille og roligt op af Bruunsgade og messer mit mantra ‘jegskalikkehaveisnujegskalikkehaveisnu’. Føler mit stålsat. Viljefast. Målrettet. Jeg når lige at konstatere, at jeg cykler forbi Jægergårdsgade – derefter: Blackout. Når jeg kommer til mig selv igen, står jeg og låser min cykel op med mystisk, hvid pose hængende på styret.

Katastofen breder sig med lynets hast til flere områder af mit liv. For det første koster 800 gram is det samme, som Danida kan indlægge vand i 4 afrikanske landsbyer for. Bank not pleased. For det andet risikerer jeg at komme til at ligne et badedyr, som nogen har pustet liiiige hårdt nok op. Potentielt farligt på stranden til sommer. For det tredje er butikken nabo til sommerfling. Helt, helt uoverskueligt at skulle møde ham så ofte. Og bare for at mane teorien om, at jeg har paranoia i jorden: Butikken åbnede 1. marts, og det er allerede sket. Stod og var ved at låse cykel op, da jeg hørte: “Go røv i de sko!” bag mig. (Nåede faktisk at tænke: “Ja, og det må du hellere nyde, for det er sgu snart slut!”) Forsøgte ved tankens kraft at forvandle kummefryserlignende isboks til økologisk honningmelon. Gik dårligt. Måtte nøjes med at glæde mig over mit nyt hår og den i situationen indlagte flugtmulighed: “Jeg bliver nødt til at køre – isen smelter.”

Nå. Vil smutte. Kan lige nå at straffe en kugle Tiramisu, inden jeg skal på arbejde.

Her følger en (s)and historie fra Politiken.dk igår:

“Massevoldtægt er et fast element i ændernes parringsritual, men når vi fodrer de liderlige gråænder, øger vi riskoen for druknedød blandt hunænder.

Det mener Jan Pedersen, naturmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening. Han fortæller, at der i andemiljøer ofte er overvægt af hanner, og i parringsperioden er det ikke unormalt, at en hun med korte mellemrum skal lægge krop til op til 7 hanænders parringsdrift. Hannerne bider sig fast i nakken på hunnerne, og de kan ofte ende med hovedet under vand.

Men når ænderne bliver fede, kan det få fatale konsekvenser for hunænderne. »Den hæftige fodring med hvidt brød, som man typisk oplever i byområderne, kan føre til overvægt blandt ænderne. De tunge hanænder kan øge risikoen for, at hunnerne bliver holdt under vandet så længe, at de drukner«, siger Jan Pedersen, der før har hørt om hunænder, der døde under parringsakten. Dyrenes Beskyttelse opfordrer danskerne til helt at stoppe med at fodre naturens fugle.”

Argumtationsmæssigt set er det jo en ren foræring. Folkene fra Sundhedsstyrelsen kunne vel næppe have fået bedre ammunition mellem hænderne, når de skal forsøge at forklare danske mænd, hvorfor de skal holde igen med det hvide brød? Måske der kunne laves noget joint venture-PR mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Dyrenes Beskyttelse: