Bloggen

I går aftes slog det mig, hvor heldigt det er, at overskud går på omgang. Fra tid til anden ryger vi alle i gulvet, og uanset hvor på Av For Fanden-skalen vi befinder os, er det en kæmpehjælp at vide, at nogen i flokken har overblik og ekstra kræfter, der kan lånes ud, når vi selv knap kan overskue at trække vejret.

Når man er den, der er i knæ, har man brug for en hjælpende hånd og beviset på, at det bliver bedre igen på et tidspunkt. Men også den, som har det godt, henter noget i relationen; For det første er det stort at finde ud af, at du er så vigtigt for et andet menneske, at vedkommende vender sig imod dig, når han/hun har det svært. For det andet stilles du overfor et spejl, som hjælper dig til at se, hvor langt du er nået, men også hvad du skal passe på, hvis du gerne vil blive ved med at have det godt. Det er rart at vide, at vi ikke allesammen behøver begå alle fejlene for at blive klogere på livet.

For tiden er det mig, der er ovenpå. Jeg har overskud til at lægge mærke til, at fuglene synger i vilden sky, mens de som små, fede fjerkugler hvirvles igennem luften i stormen. Jeg har fejret sommerens komme med årets første is, og selvom jeg nærmest skulle pakkes ind i folie for at genvinde normal kropstemperatur, da jeg var færdig, gjorde det mig helt overstadig. Ting falder på plads og lykkes, jeg kan trække vejret frit igen og det’ den dejligste morgen i 100 år – og jeg lever! Det er ikke sket af sig selv eller fra den ene dag til den anden. Men det er sket, og det er det vigtigste.

Jeg har overskud nu, og jeg vil gerne hjælpe dig, for jeg ved, at du hænger i neglene. Jeg vil gerne give bare lidt af det tilbage, som du gav, da det var vinter her og frosten havde bidt sig fast.

Jeg kan ikke tvinge dig til at give slip, men jeg kan love at gribe dig, når du gør. Jeg kan ikke fjerne smerten, men jeg kan fjerne fokus for en stund, så du kan samle kræfter, inden næste slag skal stå. Jeg kan ikke tage tævene for dig, men kan jeg stå ved din side, klar med både is og plaster, hvis du giver mig lov. And you will let me. For selvom du føler, at du tager imod uden at kunne give, så giver du mig det vigtigste af alt: Visheden om, at vi aldrig står alene.

Havde ubehagelig oplevelse grænsende til det traumatiske forleden. Jeg skal certificeres til at undervise i ny koncepttime, og for at blive det, skal man sende en videooptagelse af sig selv, hvor man underviser, til udvalg i Sverige. Må man selv vælge sit outfit, så man kan tage noget på, som man føler sig tilpas i, når man skal opføre sig helt, helt naturligt foran (hvad der føles som) massiv mur af telelinser? Nej. “Stramtsiddende tøj. Vi skal kunne se din teknik.” Det er jo rimeligt nok, objektiv set. Jeg vil virkelig bare så utrolig gerne være fri. Aber nein. Frem med bøtte og pensel, trylle-trylle-trylle: Instruktør i bodypaint.

Når man gør noget mange gange, omgivet af mennesker, der gør det samme, glemmer man, hvordan man ser ud udefra. Har set eksempler på instruktører, der blødte igennem deres hvide bukser/tabte trusseindlæg/hvis bukser sprækkede lige midt på røven og/eller faldt, mens de underviste. Ethvert normalt menneske ville blive lammet af skam over pludselig at spille hovedrollen i Alle Mareridts Moder – men når man er meget vant til at være på, glemmer man på en eller anden måde, at folk kan se én.

Jeg tænker heller ikke længere over, hvor klamt det egentlig er, hvis jeg drøner hjem efter træning, og lige svinger forbi Føtex. Det er først, hvis jeg (ved forfærdelig uheld), får øje på mig selv i spejlet, at det går op for mig, at andre mennesker i Føtex, har rent, tørt tøj på, velfriseret hår, og øjenmake up, der rent faktisk sidder om øjnene. Jeg kommer jo lige fra et sted, hvor alle er ligeså uglede som mig.

Men: Tilbage til horrorfilm. Da man skal udfylde skema med spørgsmål som: “Demonstrerede jeg perfekt teknik?” (Mindre kan ikke gøre det i Sverige) “Var jeg et forbillede?” (Altid) “Er jeg filmet i perfekt 45 graders vinkel?” (To sek. Hvor er mit penalhus? Skal lige finde min vinkelmåler), er man tvunget til at se filmen igennem selv.

……

60 minutter med tæer så krumme, at jeg stadig har mærker fra neglene i hælene. 60 minutter, hvor amazonlignende kæmpestewardesse med mandearme siger pinlige ting med stemme, der lyder som Janice (Oh. My. God!) fra Venner. Skal:

– have bestilt noget af det der anorexi i en fart!
– plus nye lydfiler til stemmebåndene.
– sende en skriftlig undskyldning til dem, der skal se båndet igennem.
– huske at vedlægge frankeret svarkuvert, så jeg kan få båndet retur til destruktion.

Så er man hjemme igen efter teknikworkshop i mavedans, som blev afviklet i skøjtehallen. (Intet emmer nemlig mere af sensualitet og østens mystik end is i en offentlig betonhal.) Vi havde snakket lidt om, hvad for noget tøj, vi skulle stille i, men problemet løste sig selv, da jeg om lørdagen underviser fra 12-13, og workshoppen startede kl 13. Derfor: Træningstøj.

Kom blæsende ind af døren 13.10, og kunne med det samme se, at vi var ualmindelig sløjt kørende, dresswise. De andre var tøj- og hårmæssigt tydeligt inspirerede af The Kelly Family, og havde derudover alle sammen en fiks lille paliet/guldmønt-ting bundet om livet. Der stod vi så, med stramme hestehaler, Nike og Peak Performance. Skyndte os at vise vores gode vilje ved straks at smide både sko og strømper. Fik et lånesjal hver, og således afklædte og palietekviperede, var vi klar til start.

“Hvor længe har I danset mavedans? Ok, slet ikke? Andre typer af dans? Nej? Nå, men I prøver bare at hænge på.” Og det gjorde vi så. Jeg vil sige det sådan: Det var godt, vi var to. Meget, meget svært at tage konceptet alvorligt, når man hele tiden bliver viklet ind i sine egne arme, ikke kan få sine knæ (for fanden i satan, hvor svært kan det VÆRE?!!?) til at stå stille, når man laver ottetaller med hoften, og hver gang, man skal afslutte en bevægelse i den øverste del af brystet, kommer til at lave et *fnys!*, fordi man skal spænde de øverste mavemuskler hårdt og pludseligt.

“Prøv at holde øje med jer selv i spejlet. Lækre, flydende bevægelser.” Hvor? Når jeg kiggede i spejlet, så jeg 2 x lykrabeklædt hestehale med viskestykke om røven, og ansigtet fuldstændig krøllet sammen i koncentration. Men skægt; det var det! Og vi bidrog jo også til den gode stemning ved at få de andre til at se sindsygt øvede ud.

Næste gang vi skal svinge hofterne (og ikke knæene…), bliver forhåbentlig til sommer, hvor man kan komme på en uges intensiv dansetræningslejr. Hvis det bliver til noget, skal jeg ud og have mit eget sjal. Pink, tænker jeg. Med masser af guldmønter, som laver helt fantastisk lyd, når man laver en shimmy. Ja ja. Er skam ved at være nede med fagsproget. Tror sgu, at jeg er gået hen og blevet vild med dans.

I al den tid, jeg har været voksen på den måde, der virkelig tæller, har jeg ville være tolk. Af mange forskellige årsager, som nogen af jer kender, og andre er ligeglade med, er jeg i løbet af det sidste halve år alligevel begyndt at overveje, om jeg skulle noget andet. Selvom min uddannelse som udgangspunkt er ret målrettet, er det alligevel lykkes mig at finde et par jobs, som jeg tror, at jeg både er kvalificeret til og interesseret i at bestride.

I sidste uge søgte jeg et vikariat, som faldt ind under netop denne kategori. Ansøgningsfristen udløb og – intet. Da jeg, dagen før samtalerne skulle finde sted, stadig intet havde hørt, ringede jeg ned for at høre, hvorfor de havde valgt at gå uden om mig. Jeg var meget u-bitchy og assertiv. Sagde bare, at det i forhold til mine kommende ansøgninger kunne hjælpe mig, hvis de kunne begrunde deres afslag. Den venlige dame forklarede, at afslaget alene skyldtes antallet af ansøgninger, og ikke manglende kvalifikationer hos mig.

En time senere modtog jeg en mail. De ville godt se mig til samtale alligevel.

De ansatte mig igår.

Ajmenforsatan! Nu er min mail død. Fra den ene dag til den anden. Er der ikke nok nogen af jer derude, der har et bud på, hvad der er galt?

Jeg har gmail. Når jeg logger ind, får jeg en fane, hvor der står “gmail – indbakke (4)” øverst, herunder bare en tom, hvid side, hvor der står “indlæser…” Derefter sker der ikke mere.

Jeg kan godt logge på bloggen, som også kører over google. Der er ikke problemer med andet ift mit internet. Programmet henter mine mails på serveren, da tallet i parentes ændrer sig. Jeg kan godt logge på min konto via min mobil, så problemet er tilsyneladende forbundet med min computer.

Jeg har prøvet at slå firewall’en og phishingfilteret fra, jeg har prøvet at sænke niveauet på mine sikkerhedsinstillinger, jeg har tømt min browser for lagrede cookies osv, jeg har logget helt ud, genstartet computeren, lukket den og fulgt opskriften på googles eget helpcenter. Det hjælper overhovedet ikke.

Google har ikke en supportlinie. Jeg er ved at løbe tør for idéer. Er efterhånden så desperat, at jeg overvejer at ringe til Fullrate. Hvem fanden skal jeg ellers ringe til? Ghostbusters?

Det offentlige rum er blevet et uhøfligt og støjende sted, synes jeg. Jeg er ligeglad med, hvordan folk opfører sig og taler til hinanden derhjemme, men kunne vi ikke aftale at udvise et minimum af civiliseret adfærd, når vi er udenfor de fire vægge?

Er ord som ‘tak’ er åbenbart på vej ud af det danske sprog. “Værsgo.” “-.” (Ordet du leder efter er ‘tak’, Arroganza.) Eller: “Vil du have mælk i din kaffe?” “Ja.” Det er da et halvt svar. Det hedder sgu da “Ja tak”, gør det ikke? Eller er det old school sprogbrug?

I trafikken har polititet tilsyneladende valgt at ansætte midaldrende, opelkørende mænd som vikarer. Lange, vrede dyt betyder noget i retning af: ‘Jeg så godt, at du cyklede over for rødt, og det må du ikke!!! Det bliver sagt!!’ Jeg opfatter færdselsloven som vejledende, og noget, man kan bruge som inspiration, hvis ikke man selv har idéer til, hvordan man kan køre. Disse nidkære mænd, med “Hjemmeværnet”-stickers på bagsmækken, benytter enhver lejlighed til at dytte af os andre, når de mener, at vi bryder loven: Jeg vil aldrig holde op med at fryde mig, hvis jeg en dag ser politiet vinke en af dem ind til siden og stikke vedkommende en bøde for ulovlig brug af horn.

Endelig kan jeg også godt undvære brug af lyden ‘halllåååå!’, når nogen gerne vil påkalde sig min opmærksomhed. Ligner jeg en telefon? Nej? Så find et andet udtryk, reptilhjerne!

Jeg har sadlet hesten, og er reddet ud på mit eget lille korstog. (Hvem er det, der bliver ved med at stå og råbe: “Få en hobby!”?? Det er altså rimelig forstyrrende, når man prøver at skrive!) Når jeg står et sted, hvor folk bliver spurgt om noget, og de bare svarer “ja”, så hvisler jeg “Tak!”, hvorefter jeg lader som ingenting. Smiler sødt til dem, når de kigger sig forvirret rundt. Hjernevask af verden, du. En person af gangen. Når folk dytter af mig, vinker jeg glad tilbage. Hvis nogen hvæser af mig på gaden, ønsker jeg dem venligt en fortsat god dag. Der er ikke noget, der gør så ondt på underskud, som overskud.

Hvis det lykkes mig at få genoprettet den gode tone derude, så ved jeg, at I husker at sige ‘tak’. Ikke?

Hvert år tager jeg turen til Sahva, hvor jeg sidder omgivet af rollatorer, ortopædisk korrekt fodtøj i pensionistbeige og receptionister, der taler for højt og kalder alle damer for Fru. Denne fornøjelige udflugt skyldes, at jeg er handikappet på fødderne. Min fod ligner noget, der er støbt omkring en tennisbold, og derfor skal jeg have speciallavede såler til mine sko. I trodsige anfald af forfængelighed, har jeg i perioder ladet som om, at det ikke er nødvendigt, men da jeg ikke har nogen trædeflade, der er værd at snakke om, betyder det, at jeg går som en, der ingen korsbånd har i knæene. Det er nogenlunde ligeså smertefuldt som det lyder.

Nu nærmer sig tiden, hvor jeg skal have et par nye såler. Jeg glemmer fra år til år, hvor besværligt det er. Først skal jeg have fat i kommunen, og når man tænker på, hvor relativ stor en institution det faktisk er, er de utrolig dygtige til at lege gemmeleg. I år har vi smidt to ekstra udfordringer ind: Jeg er flyttet (og er dermed overgået til ny visitator), og så var der noget med en sammenlægning. Jeg har idag brugt det meste af formiddagen på at jagte dem, både på nettet og i telefonen. Kl 11 overgav de sig endelig, og akkompagneret af sejrssange og bragende bifald over vedholdende indsats, fik jeg højtideligt overrakt et navn og et telefonnummer. Som kan benyttes mellem 8 og 9. Held og lykke med at komme igennem, når alle de andre der ringer, er ensomme pensionister…

Når jeg så har fået fat i visitator, som skal læse mine papirer for at være helt sikker på, at jeg ikke er sålepusher, der snyder systemet og videresælger til alle de kriminelle, der har fødder identiske med mine, får jeg tilsendt en skriftlig bevilling. Derefter skal jeg bestille tid i ravebunkeren Sahva. Vente 3 måneder. For så – og det er det værste. Det allerallerværste – at skulle derud, have sko og strømper af og befamles af ung læge med let svedige hænder, inden vi endelig når til finalen: Stille mig op i to skotøjsæsker med oasis. Et værdigt øjeblik.

Aversion på fri fod.

Mens vi venter på at høre, om min mand vinder en Oscar i nat, er her lidt rystende dokumentar fra lokalområdet. Nabo Med Indre Jyttes dekoration bliver aldrig sig selv igen. De to gerningsmænds identitet er redaktionen bekendt.

Jeg kan godt blive lidt ærgelig, når jeg opdager, at også jeg ligger under for psykologiske mekanismer så fortærskede, at de ligner klichéer. (Noget med, at jeg er alt for meget in sync til, at den slags banaliteter burde gælde for mig. Arrogant? Moi?) Nå, men altså, er blevet ramt af noget af det der klarsyn. Jeg har været vred i lang tid. Meget, meget vred. Og i går gik det så pludselig op for mig, at den eneste jeg straffer ved det, er mig selv. Det eneste, der kommer ud af det er, at jeg bruger endnu mere tid på noget, som jeg netop har hamret lågen i for og hoppet på i arrigskab for at holde ude, nede og væk.

Exit anger. Just like that. Føler mig nærmest lidt fåret nu. Jeg har set 40 selvhjælpsbøger og 17 Dr. Phil shows med netop det tema, og havde ærlig talt troet, at jeg havde en mere kompleks psyke end dét!