Bloggen

Hvert år tager jeg turen til Sahva, hvor jeg sidder omgivet af rollatorer, ortopædisk korrekt fodtøj i pensionistbeige og receptionister, der taler for højt og kalder alle damer for Fru. Denne fornøjelige udflugt skyldes, at jeg er handikappet på fødderne. Min fod ligner noget, der er støbt omkring en tennisbold, og derfor skal jeg have speciallavede såler til mine sko. I trodsige anfald af forfængelighed, har jeg i perioder ladet som om, at det ikke er nødvendigt, men da jeg ikke har nogen trædeflade, der er værd at snakke om, betyder det, at jeg går som en, der ingen korsbånd har i knæene. Det er nogenlunde ligeså smertefuldt som det lyder.

Nu nærmer sig tiden, hvor jeg skal have et par nye såler. Jeg glemmer fra år til år, hvor besværligt det er. Først skal jeg have fat i kommunen, og når man tænker på, hvor relativ stor en institution det faktisk er, er de utrolig dygtige til at lege gemmeleg. I år har vi smidt to ekstra udfordringer ind: Jeg er flyttet (og er dermed overgået til ny visitator), og så var der noget med en sammenlægning. Jeg har idag brugt det meste af formiddagen på at jagte dem, både på nettet og i telefonen. Kl 11 overgav de sig endelig, og akkompagneret af sejrssange og bragende bifald over vedholdende indsats, fik jeg højtideligt overrakt et navn og et telefonnummer. Som kan benyttes mellem 8 og 9. Held og lykke med at komme igennem, når alle de andre der ringer, er ensomme pensionister…

Når jeg så har fået fat i visitator, som skal læse mine papirer for at være helt sikker på, at jeg ikke er sålepusher, der snyder systemet og videresælger til alle de kriminelle, der har fødder identiske med mine, får jeg tilsendt en skriftlig bevilling. Derefter skal jeg bestille tid i ravebunkeren Sahva. Vente 3 måneder. For så – og det er det værste. Det allerallerværste – at skulle derud, have sko og strømper af og befamles af ung læge med let svedige hænder, inden vi endelig når til finalen: Stille mig op i to skotøjsæsker med oasis. Et værdigt øjeblik.

Aversion på fri fod.

Mens vi venter på at høre, om min mand vinder en Oscar i nat, er her lidt rystende dokumentar fra lokalområdet. Nabo Med Indre Jyttes dekoration bliver aldrig sig selv igen. De to gerningsmænds identitet er redaktionen bekendt.

Jeg kan godt blive lidt ærgelig, når jeg opdager, at også jeg ligger under for psykologiske mekanismer så fortærskede, at de ligner klichéer. (Noget med, at jeg er alt for meget in sync til, at den slags banaliteter burde gælde for mig. Arrogant? Moi?) Nå, men altså, er blevet ramt af noget af det der klarsyn. Jeg har været vred i lang tid. Meget, meget vred. Og i går gik det så pludselig op for mig, at den eneste jeg straffer ved det, er mig selv. Det eneste, der kommer ud af det er, at jeg bruger endnu mere tid på noget, som jeg netop har hamret lågen i for og hoppet på i arrigskab for at holde ude, nede og væk.

Exit anger. Just like that. Føler mig nærmest lidt fåret nu. Jeg har set 40 selvhjælpsbøger og 17 Dr. Phil shows med netop det tema, og havde ærlig talt troet, at jeg havde en mere kompleks psyke end dét!

Kender I de mænd, der opfører sig som macho-idioter overfor personalet, når man er ude med dem, fordi de gerne vil imponere? For mit eget vedkommende er jeg kåret som Miss Skodjob 1995, 1999, 2000 og 2001, så det der med at forsøge at gøre indtryk på mig ved at være en røv overfor underbetalte SU-slaver? Know your crowd, man.

Jeg husker kun alt for tydeligt, hvordan det var. Nærige mennesker, der tror, at de kan købe hele verden for 8,25. Som kun kigger direkte på dig, hvis de vil brokke sig. Som bestiller junk food med otte forskellige begrænsninger, og derefter sender det retur, fordi det er for koldt/varmt/salt. Som tilsyneladende tror, at det er mig personligt, der har fejlkodet varerne i systemet, så de går ind til 95 øre mere end de står til i kataloget. Og mig, der sad på en tankstation i en kranvogn og læste Ekstra Bladet for at trække tiden ud og irritere dem, dengang de havde brug for autohjælp. Hvor meget service tror du, det udløser at råbe mig lige ind i hovedet med din dårlige ånde? Tror du – helt ærligt – at jeg vil betragte det som et stort tab, hvis du “kraftedeme aldrig handler her igen!”? Du skal ikke love den slags, hvis du ikke har tænkt dig at holde det.

Mulighederne for hævn varierer, men de er der. Nogensinde kommet hjem og undret dig over, at alle dine krydderboller/cornflakes pludselig er reduceret til støv? Spol tilbage. Lagde du dine varer pænt på båndet med stregkoden opad, eller væltede du bare bunden i vejret på vognen, så kassepigen nærmest druknede i mejseboller og makrelsalat? Man kan nå at mase sådan en pose ret eftertrykkeligt i den tid, det tager at scanne den. Og alle de der historier om, hvad de gør ved din mad i køkkenet? Well….

Så tag lige og vær sød ved personalet derude og tjenerne i særdeleshed. Specielt hvis jeg er med. Er nemlig ikke helt sikker på, at de skelner imellem din og min tallerken, når de kommer med næste ret.

Kan godt se på det hele, at jeg er nødt til at sende en ugle i forvejen, inden jeg bevæger mig ud i verden: Jeg er ikke vred på dig. Du behøver ikke panisk at ransage din hjerne for at komme i tanke om, hvad du har gjort, siden jeg stirrer så bryskt på dig. Dette er den eneste gang i dit liv, hvor du kan tage følgende udsagn for pålydende: Det er ikke dig – det er mig.

Jeg har farvet øjenbryn. Det har jeg sådan set gjort mange gange før – jeg plejer bare ikke at glemme farven, når jeg har smurt den på. Jeg ligner nu en vred udgave af Nasar Khader. (På en måde meget sjovt at se, hvordan han ville have set ud med mimik.) Jeg medgiver: Det var letsindigt at sætte sig med avisen og en kop kaffe, mens jeg ventede. Jeg blev bare så optaget af spørgsmålet om, hvad fanden der sker med de solarier?? Det giver da ingen mening! Med mindre, selvfølgelig, at Jørgen Poulsen forsøger at redde sin karriere og er endt som prospect for Kræftens Bekæmpelse.

Jeg finder det temmelig ironisk, at to af de største grupper, der nyder godt af velfærdssamfundet Danmark, er dem, som insisterer på at udhule det.

Det er som om, Danmark er forvandlet til en børnehave, hvor alle de voksne er gået hjem, og ungerne har levet af slik i en uge. På blå stue er de sure, fordi de har opdaget, at ytringsfriheden i det land, mange af dem har valgt som nyt hjemland, fordi man her må sige, hvad man tror på, uden at blive forfulgt og tortureret, ikke kun gælder, når man siger pæne ting, som alle er enige i. Det er svært at forstå, at ofre vælger at forvandle sig til bødler, og at de har lyst til at videreføre det system, som de selv er flygtet fra.

I Dk lever vi primært at vores knowhow. Det er med andre ord vores skolesystem, der er første skridt på vejen til at sikre en veluddannet befolkning, der gør et pixiland uden råstoffer i undergrunden rigt nok til at tage imod mennesker på flugt. Så det er naturligvis skolerne, de nu vælger at brænde af.

På rød stue mener de stadig helt alvorligt, at de har krav på et nyt legehus, som alle dem, der ikke bruger det, skal finansiere. På Forkælede Ungers hjemmeside kan man læse følgende:

Under forhandlingerne med kommunen, blev kravene tilpasset en smule og kravet om, at kommunen skulle betale driften blev droppet. Til gengæld blev det tilføjet, at huset skulle ligge på Nørrebro. Ligesom 1981 var det afgørende, at det er kommunen og ikke private investorer, der skal gøre et ungdomshus muligt.

Vi vil have et ungdomshus nu! Kommunen skal stille huset til rådighed. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et evt. overdragelsesbeløb må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

Jamen selvfølgelig skal I da have lov til at overtage et hus på Nørrebro for en krone. Det synes de andre beboere på Nørrebro – hvor gennemsnitsprisen for en 5 værelsesvilla er 5 millioner – sikkert er helt rimeligt. Og jeg tror da ikke, at det ansporer andre interessegrupper til at gribe til yderligheder, hvis de ser, at man kan skabe sig til et hus. (Omend jeg må sige, at jeg ikke er helt fri for at være nysgerrig efter at se, hvordan Forenede Skakspillere eller Dansk Squaredance Forening har tænkt sig at stresse politiet.) Regningen fra rydningen af Ungdomshuset lød allerede dengang på 72 millioner kroner til ekstra mandskab, oprydning osv. Det er temmelig mange arbejdstimer, målt i skattekroner. Men dem skal vi andre nok betale, så I har tid til at spille guitar og stå ved åen og råbe “Kapitalistsvin!” efter os, når vi går på arbejde. Det manglede da bare.

Andre menneskers biler, solarier (et oplagt terrormål. Infrastrukturen er lammet i ugevis) og containere. Jeg tror ikke, at der er nogen, der længere ved, hvem der brænder hvad af, og hvorfor. Tændstikkerne sidder løst på de unge fra hele den integrerede institution. Måske jeg skulle prøve at stille Nabo Med Indre Jyttes opgangsdekoration ned på vejen?

Det har ikke været nogen stor dag. Tværtimod. Nu er klokken 21, og jeg er er villig til at sælge ud af alt, hvad jeg tror på, hvis bare nogen lover mig, at det bliver bedre i morgen. Gud, kulhydrater, feng-sui, krystaller, nummerologi. Stik mig det hele. Bare det hjælper. Jeg vil give penge for at sove ordenligt igennem uden at blive forstyrret af ubudne gæster. Jeg er træt af at blive talt ned til, holdt hen og snigløbet af følelser, som ikke længere er velkomne her. Men kiosker og kirker er lukkede, jeg kan ikke overskue at ommøblere min stue, og de autonome har brugt alle stenene som kasteskyts. Det eneste, der er at gøre, er at ride stormen af. Heldig, at jeg er så god til at vente – og at skibet er ladet med vin.

“Du kender godt nok mange af de der mennesker, der er Hende På Siden eller utro!”, sagde en af mine kolleger, som læser med på bloggen, for nyligt. Det er rigtigt. Det gør jeg. Ikke fordi mine veninder er mere naive og friske end gennemsnittet, eller fordi mænd generelt pludselig har udviklet mere elastisk moral. Det er fordi, jeg færdes, hvor jeg gør. I et fitnesscenter er kønnene nogenlunde ligeligt repræsenteret. Folk løber rundt iført sved, nøgen hud og endorfiner. Det skal gå galt – og det gør det så.

Jeg har altid synes, at seriel utroskab er værre end et julefrokoststunt. Jeg bifalder ikke nogen af delene, men jeg synes, at bedraget er langt større, hvis det er velovervejet og planlagt, end hvis man snubler i misteltenen og lander på kopimaskinen. Når man sidder i sofaen med armen om kæresten og ved, at man har tænkt sig at være ham/hende utro om 2 uger, forstår jeg ikke, at samvittigheden ikke automatisk trækker i nødbremsen. Velovervejet at snyde et menneske, hvis eneste fejl er at have tillid til én, har altid i mine øjne stået højt placeret på listen over Utilgivelige Synder.
I dag sidder jeg så i en bus; på et tidspunkt holder vi for rødt, og jeg ser på fortovet en mand, der kommer gående, hånd i hånd, med sin kæreste. Hun ser glad ud og er i gang med at fortælle en historie, som han går og smågriner af. Jeg kender 3 af de piger, han har været hende utro med. Og, der i 11’eren, blev jeg pludselig både træt, trist og i tvivl: Er det mig, der har fået galt fat i, hvordan det hele hænger sammen? Er kærlighed bare et spørgsmål om at lukke øjnene? Er utroskab i virkeligheden bare sex, som intet har at gøre med, hvad man føler for kæresten? Kan man være glad og tilfreds i et forhold, selvom der er hemmeligheder og spøgelser? Hvis svaret er ja, hvad er det så i vejen med mig? For jeg kan ikke.

Jeg har altid syntes, at et godt forhold rummer muligheden for at sige alt. Hvis ikke man kan lægge hverdagens vagtsomhed fra sig derhjemme, er der jo ikke helle nogen steder. Det må bare være temmelig svært at slappe af, hvis man lever i to parallelle verdener, der eksploderer, hvis de kommer i berøring med hinanden, tænker jeg? Men måske er differentieret erotisk appetit ligeså naturlig og basal som sult og tørst, og måske skal man ikke klandres for at give efter for den. Ville jeg blive lykkeligere, hvis jeg kunne lære at se mennesket som en hedonistisk organisme, der bare søger, hvad det har behov for? Er samvittighed i virkeligheden bare for de svage og emotionelt nærige?

Jeg kan næsten ikke holde ud, hvis det er sådan, det er. Jeg tror ikke, at jeg kan finde ud af at følge de regler. Min troskab kan ikke spaltes. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke dele. Jeg har prøvet. Men måske er det ligesom at insistere på, at de andre børn ikke må lege med min bamse, når jeg er ude på legepladsen? Jeg bruger den jo ikke, når jeg gynger, og hvis de lægger den tilbage på plads, er det spørgsmålet, om jeg overhovedet opdager, at den har været væk.

For at være lidt på forkant med udviklingen, vil jeg bare lige sige, at hvis jeg næste mandag er forsvundet fra jordens overflade, er det fordi, jeg er stukket af med et cirkus. Har været til koncept-yoga idag, og skal på mavedans-workshop på søndag. Så så man lige mig forvandle mig til slangemenneske. Overraskede mig selv positivt til yoga ved at være smidigere end frygtet og i stand til at have bare tæer og være omgivet af andres uden af kaste op. (Selvom ham, der stod bagved mig, havde herreklamme negle. Lange. Krumme. Vil vædde med, at det siger ‘klik-klik-klik’, når han går på hårde underlag. Men var meget voksen og zen og tjekkede næsten ikke, om hans fødder rørte min måtte.)

Glæder mig til på søndag. Det er en hel ny verden! Bare jeg nu ikke får overtrådt nogle uskrevne regler, allerede inden jeg kommer igang. Bør man ringe og spørge, om man skal medbringe eget slør? Hvor mange palietter kan man slippe afsted med uden at virke billig? Og bør man finde en anden taske at pakke i end sponsortasken fra Jyllands Posten?