Bloggen

Jeg troede, at faren var drevet over. Lige siden d. 01. januar, har jeg husket at tænde lys i opgangen, når jeg kommer hjem, så jeg ikke risikerer at snuble i kæmpefastelavnsris, udstationeret af Nabo Med Indre Jytte. Overraskende nok fik vi lov at slippe. Var lige begyndt at slappe af. Letsindigt og tankeløst af mig, indser jeg nu. Der er jo kun 7 uger til påske.

På min færd igennem Århus, sker det jævnligt, at jeg kommer forbi Restaurant MellemRum. Er jeg den eneste, der ikke fatter idéen med det navn overhovedet?? Plejer man ikke at navngive sit spisested med noget, der indikerer, hvad man som gæst kan forvente at få serveret? China = Friturestegt mad og nudler, Alanya = .. hvad man end spiser i Tyrkiet, Landbo/Marguritten = Sild, kogte kartofler og fløderand. Mellemrum = … ? Mellem…mad?

‘Mellem’ er da det mest fesne ord. Hvem har lyst til at være ‘mellem’nogetsomhelst? Alle ord, der starter med ‘mellem’ sucks. Mellemfornøjet (= stadig utilfreds, men man kan ikke brokke sig mere uden at komme til at virke barnlig). Mellemlanding (=venteventeventevente). Mellemtid (=Træt? Synd. Der er LANG vej igen!). Mellemblond (=politisk korrekt måde at sige ‘leverpostejfarvet’ på). Mellemregning (= ondt i maven, fordi man allerede har brugt alt, alt for mange penge, og stadig mangler at købe halvdelen). Mellemmand (= jeg ville gerne have været ham, der bestemte, men jobbet gik til nar i habit).

Wikipedia definerer ‘mellemrum’ som: “Et tegn, der alene ses som pladsen mellem andre, mere betydningsfulde tegn.” (Og for at komme kommentaren om, at de andre bogstaver ikke ville være noget uden mellemrummet i forkøbet, vil jeg bare lige sige, atdeterjegikkeenigi.)

Nå. Men udover at jeg har svært ved at forstå, hvad ejerne forsøger at signalere med navnet, har de også valgt et logo, som jeg måske nok synes, at de skulle have overvejet en ekstra gang. På alle ruder står har de valgt at skrive ‘mel-lem’ og så ‘rum’ lodret imellem de to ord:

Hvid skrift til ‘mel-lem’ og grøn til ‘rum’. Når man klæber dét op på et vindue, så det står mod mørk baggrund, ser det ud som om der står:

Forestil dig følgende situation: Du står og tolker foran en større forsamling, og det går hurtigt. Midt i det hele får du, med sædvanlig ynde, revet den forreste del af dit magnetiske navneskilt af med ærmet, så det ryger hen af gulvet. På første række sidder en gentleman, som hjælpsomt samler skiltet op og giver dig det. I mellemtiden har bagerste del af magneten desværre valgt at glide ned i din bh. Hvad gør du:

A) Stikker hele hånden ned igennem halsåbningen af din trøje og roder rundt i undertøjet i alles påsyn?
B) Lader som ingenting og tolker videre med deformt metalbryst?
C) Går på fagforeningen og kræver at få genindført navneskilte med sikkerhedsnåle?

Når jeg bliver meget træt, bliver jeg irritabel på den hysteriske, uklædelige måde. Idag er jeg så træt, at jeg nærmest kan optræde med det. Det gør ikke gode ting for mit blodtryk. Da jeg var i bad på mit hotelværelse, afmonterede jeg nærmest bruseforhænget i raseri over, at det laver det der klææææææb-nummer. Det er pisseulækkert!! Alle mulige har stået der med deres blege, nøgne kroppe og er blevet klæbet på af selvsamme forhæng, som angriber mig nu på ‘Bare-sov-videre-skat’-måden! Føj! (Kan nogen med minimalt kendskab til fysikkens love i øvrigt forklare, hvorfor det sker? Er det noget varme/kulde noget? Noget med statisk elektricitet? Og hvorfor er det værre på hoteller, færger og i Horsens?) I toget blev jeg først indebrændt over, at folk skal slæbe deres fucking ski og ferieoverskud med i et tog (“Mit snowboard og mine 5 kæmpetasker med fluffy skitøj fylder nok ikke mere, end at det liiige kan stå her.” Begræns jer eller TAG BILEN!!) Derefter kom jeg helt til at svede af arrigskab over hende, jeg sad overfor. En kvinde, på min egen alder, der kunne få indtagelsen af en 7-11 chokoladebolle til at tage 25 minutter ved at pille den i 4 millioner stykker (‘jeg er bare sådan en lidt SATC-agtig Carrie type, der nipper feminint til min mad’), hvorefter hun brugte 10 – ti – minutter på at s-u-t-t-e ALLE fingre rene for chokolade. *Brøler-fra-Råd-&-Dåd-reklame-ikon.* Det var kun lige, at jeg kunne bekæmpe min trang til at sparke tænderne ind i kæften på hende. Held og lykke med at fingernippe til frugtmos og yoghurt, kælling! Endelig har jeg præsteret at ødelægge min taske, fordi lynlåsen bandt. Manualen foreskriver, at man roligt prøver at nørkle den fri. Ikke rigtigt, vel? ToTALT dårligt syet på, den yderlomme!

Tror, at jeg bidrager til verdensfreden og går i seng.

Ind imellem føles mit hoved som en tom bygning med knuste ruder og grafitti på væggene. Alle lamper er smadrede, strømmen er røget og det eneste, der rører sig, er rotterne i krogene. Mine tanker er tilfældige fragmenter, som intet har at gøre med mine gerninger og gøremål. På sådanne dage bliver jeg nærmest overrasket, når det lykkes mig at nå fra morgen til aften uden at komme alvorligt til skade eller blamere mig selv. (På den anden side ville jeg have kunne tage bussen nøgen, med håndklædeturban om håret, uden at opdage det…) Idag har været netop sådan en dag, og min hjerne har processueret følgende Nobelpris-kim:

* Er vi holdt op med at bruge ordet ‘nas’? Vil gerne vide det, for jeg bruger det stadig. Hvis vi er, vil jeg godt have en hjælpende hånd og trækkes med ind i 2008.

* Det kan da ikke passe, at jeg bliver ved med at være så tørstig?!? Er sygeligt. Hvad hedder den der psykiske sygdom, hvor patienterne drikker alt i flydende form, fra Vesterhav til toiletvand, egentlig?

* Kan folk, der går i for korte bukser, ikke selv se det? Eller er de ligeglade? Hvilket får mig til at spekulere på, om al mad smager af det samme for alle? Hvorfor er der nogen, der kan lide lam ( – virkelig; hvorfor??), og nogen der ikke kan? Er vores smagsløg indrettet forskelligt, så lam smager grimt i munden på os, der ikke kan lide det, og godt hos dem, der kan? Eller smager det ens, og så er det individuelt, hvad vi kategoriserer som lækkert og frastødende? Hvis det er det sidste, så forstår jeg det ikke.

* Kan vi ikke snart lade Ny Alliance være i fred? Virker unødvendig ondt at blive ved med at lave meningsmålinger på et parti, der minder om en politisk udgave af Britney Spears.

Somme tider kan fristelsen til at trække stikket og lave en “Run, Forrest! Run!!” være nærmest uimodståelig. Når hverdagene flyder sammen til Kronisk Mandag, når man forgæves bliver ved med forsøge at løse de samme problemer igen og igen, når ingen gider opfinde limen, der kan klæbe hjertet sammen, når overblikket svigter eller når man tilsyneladende ikke kan gøre noget rigtigt mere, virker jobs som appelsinplukker i Spanien eller pyramidepedel i Ægypten som reele og rigtige bud på En Bedre Fremtid.

Ville være herligt, hvis det var så nemt. Pas + udland + tid = Nyt og bedre liv. Lige nu ser jeg desværre bare flere eksempler på, at Livet/Karma/Gud/Moderskibet vil tvinge os til at lære noget, før vi får lov at rykke videre til næste felt.

Min veninde gik i 2 år rundt og messede: “Flytflytflytflyt”, hver gang hun så eks’en, som bor i samme opgang som hende. Vi var enige om, at hun først rigtigt ville komme videre, når hun ikke fik ham stukket op i snuden 5 gange dagligt, og det ville jo klart være lettest, hvis han bare flyttede. No such luck. Til sidst opgav hun håbet, fik arbejdet sig igennem sine frustrationer og lagt mentalgips på hjertet. Idag har hun det fantastisk – og nu skal han flytte…

Min anden veninde og hendes kæreste har ikke haft det godt i lang tid. Misforståelser, tillidsbrud og gentagne tilfælde af utroskab, (seneste tur begået af ham, mens hun var højgravid) resulterede i, at hun pakkede sine ting, og flyttede hjem til sine forældre. En måned senere flyttede hun tilbage. Hun har det forfærdeligt. Hun stoler ikke på ham, hvilket man dårligt kan bebrejde hende, men derfra hvor jeg står, ser det ud som om, at hun hellere vil hælde sit liv ud i afløbet, end at træffe den nødvendige beslutning. Valget er naturligvis hendes eget, og hun står på ingen måde til regnskab over for os andre – men hun er min veninde, jeg vil gerne se hende glad – og hun er bundulykkelig. Jeg kan nærmest se De Højere Magter stå lænet op af væggen med armene over kors og hævede øjenbryn. “Har du lært det nu? Nej? Så får du en tur mere.”

Det er fandens, så lang tid det kan tage at lære at forstå sin situation godt nok til at tage ansvar for den. Hvilket får mig til at tænke på et citat, jeg så et sted:

I mine voksenår har jeg fået mig en tandlæge, som er så begejstret for mine tænder, at hun de første par gange, jeg var på briksen, kaldte på sin klinikassistent, så han også fik mulighed for at beundre kunstværket. Jeg ved ikke helt, hvad der er så fantastisk ved mit tandsæt, men de lovpriser skoletandplejen i Esbjerg, så man nærmest skulle tro, at det var en guddommelig instans. (Selv husker jeg det mest som et sted, hvor man skulle være MEGET stille, hvis man sagde “av!” – ellers fik man skæld ud, fordi man skræmte de andre børn i venteværelset. Jeg kan også huske de små bægere i forskellige farver, vi fik, når vi skulle skylle munden med flour, de røde sladretabletter, vi skulle spise efterfølgende (som smagte en lille smule af lakrids), fornemmelsen af at kraniet krympede to numre, når bøjlen blev strammet, og endelig hvordan jeg flere gange gik lige direkte ind i væggen, når de havde overdoseret lattergassen.)

Undtaget det årlige tandtjek, hvor jeg ligger og forsøger ikke at have spyt på tænderne, tænker jeg sjældent på min tid i børnetandplejen, men forleden befandt jeg mig hos en skoletandlæge og det var som at være 9 år igen. Jeg kan oplyse, at det er unødvendigt at konservere en børnetandpleje i Den Gamle By: Om 200 vil den stadig se ud som den gjorde for 22 år siden.

Der vil stadig være de samme, gamle plakater fra Sundhedsstyrelsen, både den, hvor man kan se, hvor mange sukkerknalder der er i en cola, og den, hvor mad med ben løber om kap; hvor æblet, mælken og rugbrødsskiven vinder i overlegen stil, mens kagen, colaen og lakridsen kommer humpende bagerst med stok og sidestik. Der vil stadig være gamle reoler med gamle blade, bamser, som ingen gider lege med, og ansatte, der omtaler de tilstedeværende forældre i 3. person: “Du skal være ekstra grundig, når du børster de nye kindtænder, og det vil mor garanteret gerne hjælpe dig med.” Lur mig om ikke også, man stadig kan finde den samme, gamle køleskabsboks, som indeholder de samme klistermærker, som man må få, når man er færdig.

Gad vide, om Lisbeth egentlig stadig er tandlæge på min gamle skole? Om børnene stadig forsøger at trække vejret gennem munden, fordi hun har nikokaffeånde? Og hvornår man i stedet for klinikassistenter begynder at ansætte kustoder?

I mit forhold til andre mennesker, har jeg altid lidt af skizofreni. Den ene side af mig elsker selskab. Den anden har voldsomt behov for at være alene. Det er relativt let at løse, hvis jeg er alene, og pludselig får lyst til være social. Det er straks sværere, hvis jeg er sammen med nogen, og pludselig får akut behov for at være lone wolf. Jeg bliver en dum og tarvelig kælling. Rastløs, pirrelig, ikke mentalt tilstede, og hvis mine tanker var tekstede, ville jeg kunne se frem til at tilbringe resten af mit liv i yderst fortjent ensomhed. Samtidig har mit overjeg travlt med at skælde ud, fordi jeg ikke bare kan hygge mig, men absolut skal ødelægge alting med min selvdestruktive, socialt deforme personlighed. (Mit overjeg er ikke specielt venligt eller forstående anlagt.)
Sideløbende med disse muntre tanker, bliver jeg ramt af jante. ‘Hvem fanden siger, at vedkommende ikke sider og tænker præcis det samme om dig? Folk sidder jo ikke bare her og venter på, at det behager dig at drysse selskabsstøv på dem, vel?!.’ Jeg godt ved, at det ikke er dem. Det er mig, den er gal med. Hvis jeg til sidst undskylder mig og tage flugten, ender jeg tit med at tage fornemmelsen med hjem. Meget svært at koncentrere sig om at noget som helst, når mentalkanalen kører et indslag med titlen: “Du fortjener at rådne op i ensomhed, din utaknemmelige kost!”
Hvis man kan gradbøje elendighed, så er det værste, når behovet for Lebensraum opstår, når jeg er sammen med nogen, jeg ikke kender så godt. Hvis jeg befinder mig hos dem, kan jeg selvfølgelig relativt nemt trykke på escape. Det er mere kompliceret, hvis de er hos mig. Trangen til ro og rum kan ramme som et lyn fra en klar himmel, og den har ikke det fjerneste at gøre med personen, jeg er sammen med. Det er bare ikke så nemt at forklare folk, jeg ikke kender. Hvis jeg bliver overmandet af fornemmelsen, forsøger jeg først at ignorere den, derefter at tankeoverføre ‘gåhjemgåhjemgåhjem’, men det er sket mere end en gang, at jeg til sidst er blevet så desperat, at jeg har kigget på folk og sagt “Du skal gå hjem nu.” Jeg forstår så absolut dem, der fandt det lige besværligt nok. Er faktisk mere imponeret over dem, der tog udfordringen op.
På den måde kan man fremtrylle issues, hvis man synes, at man har det for nemt. Tænk, hvis jeg en dag får et virkeligt problem.

* Tænk, at Kasper Hvidt formår at være lækker iført træningstøj, model sparkedragt, med rib i både ben og ærmer.

* Lars Krogh Jeppesen. Bliv nu klippet, for fanden, dreng!

* Det gælder også dig, Balic.

* Det virker letsindigt, når en træner, der lige har scoret to minutter, forfølger dommeren og hiver ham i trøjen…

* Fryd! Ud med dig, din nar!

* Hvor er Security, når vi gerne vil have båret hystaden helt ud af hallen?!

* Nej! Lasse, op igen! Så hjælp ham dog, en eller anden!

* Altså, ser Boldsens læge ikke håndbold? Har man set andre end full blown alkoholikere med den ansigtskulør? (Må lige have en alvorlig snak med ham, når jeg drømmer om ham næste gang.)

* KomnukomnukomNU!!!

* JJJJJJJJJJJAAAAAAAAAAHHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

* Smilede Ulrik Wilbek lige??

* Jeg sagde det jo, Lars. Du er nærmest pænere med den der glimmerparyk.

* Puha! Sveder helt! Må vist hellere have en stak nervepiller klar på foderbrætet til OL.