Bloggen

– dig, der har glemt at købe blomster…

– dig, der har fået nok…

– dig, der har hørt det hele før…

– og dig, der har det sådan her…

Happy Valentinesday:)

Må man anmode et udvalg om at sætte sig ned og udarbejde et lovforslag til definition af Det Gode Liv? Svært at styre imod noget, man ikke ved, hvad er. Eller hvor er. Og som skifter hele tiden. Svært at forstå, at noget, jeg opfatter som betændt og amputeret, er fint og nok for andre. Svært at agere rådgivende ingeniør på andres livsprojekter, når de bygger på en grund, der i mine øjne, er meget langt fra byggemoden.

Jeg er desværre ret tilbøjelig til at lægge min egen opfattelse af rigtig og forkert til grund for min fortolkning af verden omkring mig. Det resulterer i, at jeg jævnligt finder mig selv i måbende forbløffelse over de valg, der træffes af mennesker, jeg ellers opfatter som kløgtige og stærke. Når jeg tænker nærmere over det, ved jeg godt, at det ikke tilkommer mig at dømme, og det giver mig en dårlig smag i munden, når jeg tager mig selv i at gøre det. Jeg kender ikke deres historier. Jeg ved ikke, hvad livet har budt dem, eller hvad der for dem føles rigtigt. De har ikke bedt om min accept eller godkendelse, og vi skal ikke være enige om, hvad Det Gode Liv er. Jeg behøver ikke forstå dem eller deres valg – men jeg vil gøre forsøget alligevel.

Næste gang jeg læser om en kvinde, der får tæsk af kæresten, vil jeg forsøge at huske, at for nogen er det langt værre at være alene end at blive slået. Næste gang jeg hører om en kvinde, der véd, at kæresten er utro og stadig vælger at blive (tænkt eksempel, for faen! Læg mobilen og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade), vil jeg forsøge at huske, at for nogen er lykken at få præcis ham, pris underordnet. Næste gang jeg ser, hvad folk accepterer af tarvelig adfærd fra deres venner, vil jeg forsøge at huske, at der kan ligge tusind årsager til grund for det, og at vores grænser går forskellige steder.

Jeg har nok bare temmelig svært ved at forstå, at noget, der ville føles så forkert og gøre så ondt på mig, kan være det mindste af to onder for andre. Stakkels dem.

Modeugen er netop overstået. Jeg har fulgt den close up på nettet, nærlæst det etiske regelsæt *smiley-der-fnyser*, og tjekket både tv og blade. Det er mig en usigelig glæde at kunne meddele, at vi i år er sluppet af med det; Modefænomet, som ellers har belastet os alle i flere år: Stress.

Stress klæder ingen. Alligevel har vi alle revet den ned af hylderne i vildskab, overbeviste om at den tilførte os et strejf af VIP og high society. Jeg taler ikke om den type af stress, man får påtvunget udefra, som man bare må bide tænderne sammen og stå igennem. Jeg taler om den slags, vi selv opsøger, fordi den giver os fornemmelsen af at være uundværlige og afholdte.

Jeg har en perifær kollega, som jeg har samarbejdet med 5 gange over de sidste to år. Ud af de 5 gange, har hun 3 gange meldt fra i sidste øjeblik pga. stress – hvilket efterlader mig med føromtalte stresstype, som maler gode, hele tænder til benmel. Nu har jeg så lige modtaget en mail, hvori jeg bliver spurgt, om jeg vil indtræde i et udvalg, som mødes 8 gange årligt. Jeg takkede nej, men gæt, hvem der har sagt ja? Nemlig. Stressine. Som sidste gang, hun gik ned med stress ikke kunne mærke sine arme i to dage. Ajmen for fanden! Hvad er det, du ikke forstår? Eller prøver at bevise? Jeg har muligvis drivis, hvor andre har hjerter, men jeg har ikke længere medlidenhed med hende. Sig. Dog. Fra. Specielt når din egomassage ender med at skabe store problemer for folk omkring dig.

Ligeså slemt er det, når folk (alle de andre, naturligvis. Ikke mig.) påtager sig for mange aftaler. Ikke særlig hyggeligt at sætte en aften af og bruge tid og energi på at lave mad til en, der sprinter ind af døren, kører rundt i stolen og farer afsted igen efter to timer. Så sidder man dér med fornemmelsen af at være vinget af på to-do listen. Hvorfor vælger folk overhovedet at lave aftaler, hvis de ikke har ro i røven til at være tilstede, hvor de er? Dårlig samvittighed? For at kunne flashe travlt socialt liv på Facebook? Jeg forstår det ikke.

Hvis selvværdet efterhånden klamrer sig til et BMI på 18, og man igen og igen har behov for at drapere aftaler og forpligtelser omkring sig for at holde varmen og føle sig vigtig, så er tiden måske kommet til at tjekke kostplanen, rydde op i tøjskabet og smide de gamle klude ud. Afslappet Overblik is the new black.

I Form. Woman. Guns & Ammo. Det lader til at alle blade har stof til max ti numre, hvorefter de starter forfra, men for afvekslingens skyld tager det modsatte standpunkt. Du må ikke træne på tom mave => du taber dig hurtigere, hvis du ikke spiser morgenmad inden træning. Sort får dig til at se tynd ud => Hvidt slanker. Derudover byder bladene på læserhistorier, som altid handler om folk, der enten bliver meget fulde og pinlige eller taget i at dyrke sex (og som jeg tror, at redaktionen selv finder på), horoskoper, brevkasser, hvor folk stiller spørgsmål som ‘hvorfor svarer min kæreste ikke på mine sms’er?’ og tests, hvor man ved hjælp af 10 spørgsmål med svarmuligheder udtænkt af De Unge Mødre kan afgøre, om man er jaloux/perfektionist/en sexbombe (det er ikke noget, jeg finder på). Under resultatet kunne man måske, som læserservice, afslutningsvis tilføje: ‘Nem at narre’.

I det seneste nummer af Woman kan man teste, om man er misundelig på sine veninder. Testen er latterlig, men emnet er interessant. At være misundelig på sine veninder er hæsligt. Det udløser følelsen af at være det mindste, mest urummelige og tarvelige menneske i verden. Lige meget, hvor meget man skælder ud på sig selv og skrubber løs på samvittigheden, går følelsen ikke væk.

Man er sjældent misundelig, når alting er fest og farver i eget liv. Det Grønne Monster flytter som regel ind, når veninden har succes på et område, hvor man selv føler sig som en eklantant fiasko. Dobbelt op på elendigheden. Udover at være ussel, mister man et sted at gå hen med de ting, der driller. Det er svært at lægge paraderne og erkende sit nederlag overfor én, som er fedtet ind i lykke og held. Og det er ligeså slemt at sidde på den anden side af bordet. Man kender sine veninder. Man ved godt, når man har noget, de savner. Man har lyst til at sige undskyld, men ved samtidig godt, at det bare gør ondt værre. Ligemeget hvor varsomt man forsøger at liste rundt i butikken, ender man med at rage stolthed eller ære på gulvet.

Hvordan er man lykkelig sammen med en veninde, som spiser Fontex med mælk på til morgenmad? Hvordan under man veninden det job, man gerne selv ville have haft? Hvordan fælder, bagbinder og henretter man Konkurrence og Sammenligning i sine venskaber? Måske Guns & Ammo har en brevkasse, jeg kan skrive og spørge.

Det er utroligt, hvor langt man vil strække sig for at undgå at sige undskyld. Det er ellers min erfaring, at det er den letteste afværgning af potentielle konflikter. Der findes ikke noget, der punkterer andre menneskers vrede som: “Du har ret. Undskyld.” Den virker også på mig. Selvom jeg på forhånd har arbejdet mig helt op i det lilla felt, bliver jeg tam og medgørlig igen, når det går op for mig, at jeg ikke skal forsvare, forklare og retfærdiggøre min vrede over modpartens mangelfulde indsats.

Det virker derimod ret modsat, når folk forsøger at sno sig udenom. Da jeg for nyligt skulle lave et kursus, blev jeg ringet op af kursuslederen, aftenen inden jeg skulle afsted. De ting, jeg havde bedt om at have til rådighed på kurset, havde hun ikke sørget for at skaffe. Hun snakkede i 5 minutter. Jeg tog tid. Så ond er jeg. Samfulde fem minutter gik med at snakke sig i en kæmpebue udenom ordet ‘undskyld’. Nu var det ikke sådan, at jeg forventede, at hun skulle komme kravlende på mave og albuer gennem ild og aske, mens hun hulkede sin undskyldning frem, men da det er hendes primære jobfunktion at skaffe de redskaber, der skal bruges, ville det have været fint, om hun trods alt havde kunne klemme et lille “det er jeg ked af” ud.

Jeg synes, at det viser troværdighed og integritet, når man står ved, at man godt ved, hvad der forventes af én i en given situation. Hvorfor er det så, at man somme tider vælger at gøre andres irritation langtidsholdbar ved at rode febrilsk og forgæves i skuffen med Forklaringer?

Jeg trænger frygteligt til en ny mobil. Min Nokia er så ramponeret, at den alene holdes sammen af viljestyrke. Den er halvandet år gammel, hvilket vel svarer til 95 år, hvis man omregner til menneskeår. Displayet er underlig skævt, 9-tasten fungerer kun, hvis man virkelig trykker til, og når man skriver på den, klikker tasterne så højt, at folk vender sig om på gaden.

Men den er min. Den har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Den er blevet tabt, har været udsat for alkohol og regnvejr, har tålt tekstmæssige temperaturforskelle, der strækker sig fra subzero til 100+, er blevet væk, er blevet fundet og har kun én gang sendt en rigtig besked til seriøst forkert modtager (traumetraumetraume).

De sidste par måneder, har jeg brugt penge, som om jeg har dem. Det ville ikke gøre nogen forskel, om jeg smed en ny mobil oven i de røde tal på bundlinien. Det der stopper mig, er – udover nostalgi – at jeg ikke magter at sætte mig ind i alle de tekniske detaljer, det kræver at købe en ny. Hvad skal den kunne? Hvilket abonnement skal jeg vælge? Mærke? Skal den have kamera? Og er der i så fald et eller andet med opløsningen, man skal vide noget om? Blablabla. Jeg vil gerne bare klippe til den scene, hvor heltinden på magisk vis er blevet udstyret med ny, übercool mobil, der virker. Jeg har ikke glemt, hvor olmt min arbejdsmobil og jeg stirrede på hinanden de første 3 uger af vores tvangsægteskab, og jeg føler ingen trang til at gentage succesen.

Jeg er teknologisk analfabet. Hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke engang, hvor mange af funktionerne, der hænger sammen med abonnementstypen, og hvor mange, der er en del af selve mobilen. Og lige nu sidder jeg og tænker, at jeg egentlig ikke engang ved, præcist hvor dumt jeg spørger? (Hvor flov bør jeg være?) I første omgang kunne jeg starte med at tage stilling til, om jeg fortsat skal udfordre mig selv ved at have en Sony Ericsson som arbejdsmobil og en Nokia som privat telefon. Det er lidt som at løse den svære sudoku når man, lige efter at have brugt den ene, skal skifte og bruge den anden.

Hvad siger du? Hvilket mærke ville du købe? Sæt dit kryds ude til højre. Jeg lægger afstemningen til grund for, hvilken mobil jeg vælger…

Jeg har danset mavedans. Jeg ved det, jeg ved det; Den ligger lige for. Har man sagt Østens Mystik, må man også sige Linda, og i nogle kredse går jeg under alias’et Scheherazade. Ikke desto mindre har jeg aldrig fået testet mine evner i retning af mavedans, men i weekenden fik jeg lov at prøve.

Kom ind i lokale, hvor en lille, temmelig kraftig pige stod, iført noget, der mest af alt mindede om bodypaint tilsat palietter. Kæmpe manke af gnistrende sort hår, kohloptegnede øjne og bare tæer. Hun hed Kitty og talte meget fynsk.

Til min gru startede hun med at bede os om at smide sko og strømper. Jeg hader bare tæer. Ikke bare ‘bryder mig ikke om’. Hader. Gud opfandt strømper og sko, fordi han godt kunne se, at denne del af den menneskelige anatomi er så klam og behæftet med fejl, at den skal pakkes dobbelt væk.

Nå. Blottede og angste stod vi så dér, og så startede festen ellers. Det er sværere at tegne sommerfugle og ottetaller med hofterne, end man lige skulle tro, men det hjælper meget, hvis man er smidig. Jeg er nogenlunde ligeså smidig som en lygtepæl, men er til gengæld så hypermobil, at jeg nærmest kan lave 90 graders vinkler i knæ og albuer i begge retninger, så jeg snød. Kunne godt se på det hele, at det ville være en temmelig god ide, at jeg snart supplerer min træning med noget, der indebærer blødere bevægelser, og gør mig mindre stiv. Jeg egner mig bare hverken til yoga (er så u-zen, at jeg ville forstyrre energierne i lokalet for resten holdet) eller salsa (kan ikke lade mig føre af halvanden meter høj mand i hæle. Ville stivne af frygt for, at han pludselig hev guldfarvet mikrofon i pistolfacon op af linning på den høje buks og brød ud i “You sexy motherf**ker!”).

Jeg vil gå til det. Jeg vil være smidig. Jeg vil kunne bevæge min krop som Kitty. Jeg vil også have palietter! Er der mon et introkursus, hvor man kan lære at slappe af med bare tæer?

Jeg troede, at faren var drevet over. Lige siden d. 01. januar, har jeg husket at tænde lys i opgangen, når jeg kommer hjem, så jeg ikke risikerer at snuble i kæmpefastelavnsris, udstationeret af Nabo Med Indre Jytte. Overraskende nok fik vi lov at slippe. Var lige begyndt at slappe af. Letsindigt og tankeløst af mig, indser jeg nu. Der er jo kun 7 uger til påske.

På min færd igennem Århus, sker det jævnligt, at jeg kommer forbi Restaurant MellemRum. Er jeg den eneste, der ikke fatter idéen med det navn overhovedet?? Plejer man ikke at navngive sit spisested med noget, der indikerer, hvad man som gæst kan forvente at få serveret? China = Friturestegt mad og nudler, Alanya = .. hvad man end spiser i Tyrkiet, Landbo/Marguritten = Sild, kogte kartofler og fløderand. Mellemrum = … ? Mellem…mad?

‘Mellem’ er da det mest fesne ord. Hvem har lyst til at være ‘mellem’nogetsomhelst? Alle ord, der starter med ‘mellem’ sucks. Mellemfornøjet (= stadig utilfreds, men man kan ikke brokke sig mere uden at komme til at virke barnlig). Mellemlanding (=venteventeventevente). Mellemtid (=Træt? Synd. Der er LANG vej igen!). Mellemblond (=politisk korrekt måde at sige ‘leverpostejfarvet’ på). Mellemregning (= ondt i maven, fordi man allerede har brugt alt, alt for mange penge, og stadig mangler at købe halvdelen). Mellemmand (= jeg ville gerne have været ham, der bestemte, men jobbet gik til nar i habit).

Wikipedia definerer ‘mellemrum’ som: “Et tegn, der alene ses som pladsen mellem andre, mere betydningsfulde tegn.” (Og for at komme kommentaren om, at de andre bogstaver ikke ville være noget uden mellemrummet i forkøbet, vil jeg bare lige sige, atdeterjegikkeenigi.)

Nå. Men udover at jeg har svært ved at forstå, hvad ejerne forsøger at signalere med navnet, har de også valgt et logo, som jeg måske nok synes, at de skulle have overvejet en ekstra gang. På alle ruder står har de valgt at skrive ‘mel-lem’ og så ‘rum’ lodret imellem de to ord:

Hvid skrift til ‘mel-lem’ og grøn til ‘rum’. Når man klæber dét op på et vindue, så det står mod mørk baggrund, ser det ud som om der står:

Forestil dig følgende situation: Du står og tolker foran en større forsamling, og det går hurtigt. Midt i det hele får du, med sædvanlig ynde, revet den forreste del af dit magnetiske navneskilt af med ærmet, så det ryger hen af gulvet. På første række sidder en gentleman, som hjælpsomt samler skiltet op og giver dig det. I mellemtiden har bagerste del af magneten desværre valgt at glide ned i din bh. Hvad gør du:

A) Stikker hele hånden ned igennem halsåbningen af din trøje og roder rundt i undertøjet i alles påsyn?
B) Lader som ingenting og tolker videre med deformt metalbryst?
C) Går på fagforeningen og kræver at få genindført navneskilte med sikkerhedsnåle?