Modeugen er netop overstået. Jeg har fulgt den close up på nettet, nærlæst det etiske regelsæt *smiley-der-fnyser*, og tjekket både tv og blade. Det er mig en usigelig glæde at kunne meddele, at vi i år er sluppet af med det; Modefænomet, som ellers har belastet os alle i flere år: Stress.
Stress klæder ingen. Alligevel har vi alle revet den ned af hylderne i vildskab, overbeviste om at den tilførte os et strejf af VIP og high society. Jeg taler ikke om den type af stress, man får påtvunget udefra, som man bare må bide tænderne sammen og stå igennem. Jeg taler om den slags, vi selv opsøger, fordi den giver os fornemmelsen af at være uundværlige og afholdte.
Jeg har en perifær kollega, som jeg har samarbejdet med 5 gange over de sidste to år. Ud af de 5 gange, har hun 3 gange meldt fra i sidste øjeblik pga. stress – hvilket efterlader mig med føromtalte stresstype, som maler gode, hele tænder til benmel. Nu har jeg så lige modtaget en mail, hvori jeg bliver spurgt, om jeg vil indtræde i et udvalg, som mødes 8 gange årligt. Jeg takkede nej, men gæt, hvem der har sagt ja? Nemlig. Stressine. Som sidste gang, hun gik ned med stress ikke kunne mærke sine arme i to dage. Ajmen for fanden! Hvad er det, du ikke forstår? Eller prøver at bevise? Jeg har muligvis drivis, hvor andre har hjerter, men jeg har ikke længere medlidenhed med hende. Sig. Dog. Fra. Specielt når din egomassage ender med at skabe store problemer for folk omkring dig.
Ligeså slemt er det, når folk (alle de andre, naturligvis. Ikke mig.) påtager sig for mange aftaler. Ikke særlig hyggeligt at sætte en aften af og bruge tid og energi på at lave mad til en, der sprinter ind af døren, kører rundt i stolen og farer afsted igen efter to timer. Så sidder man dér med fornemmelsen af at være vinget af på to-do listen. Hvorfor vælger folk overhovedet at lave aftaler, hvis de ikke har ro i røven til at være tilstede, hvor de er? Dårlig samvittighed? For at kunne flashe travlt socialt liv på Facebook? Jeg forstår det ikke.
Hvis selvværdet efterhånden klamrer sig til et BMI på 18, og man igen og igen har behov for at drapere aftaler og forpligtelser omkring sig for at holde varmen og føle sig vigtig, så er tiden måske kommet til at tjekke kostplanen, rydde op i tøjskabet og smide de gamle klude ud. Afslappet Overblik is the new black.
Avforsatan. Godt du skrev det med BMI’et for ellers havde jeg dukket mig endnu. Faktisk er jeg lige nu glad for at jeg hyggede mig så gevaldigt i fredags at jeg faldt i søvn på din sofa. Rendyrket nærvær, der!