Heksen, lykken og medlidenheden.

Må man anmode et udvalg om at sætte sig ned og udarbejde et lovforslag til definition af Det Gode Liv? Svært at styre imod noget, man ikke ved, hvad er. Eller hvor er. Og som skifter hele tiden. Svært at forstå, at noget, jeg opfatter som betændt og amputeret, er fint og nok for andre. Svært at agere rådgivende ingeniør på andres livsprojekter, når de bygger på en grund, der i mine øjne, er meget langt fra byggemoden.

Jeg er desværre ret tilbøjelig til at lægge min egen opfattelse af rigtig og forkert til grund for min fortolkning af verden omkring mig. Det resulterer i, at jeg jævnligt finder mig selv i måbende forbløffelse over de valg, der træffes af mennesker, jeg ellers opfatter som kløgtige og stærke. Når jeg tænker nærmere over det, ved jeg godt, at det ikke tilkommer mig at dømme, og det giver mig en dårlig smag i munden, når jeg tager mig selv i at gøre det. Jeg kender ikke deres historier. Jeg ved ikke, hvad livet har budt dem, eller hvad der for dem føles rigtigt. De har ikke bedt om min accept eller godkendelse, og vi skal ikke være enige om, hvad Det Gode Liv er. Jeg behøver ikke forstå dem eller deres valg – men jeg vil gøre forsøget alligevel.

Næste gang jeg læser om en kvinde, der får tæsk af kæresten, vil jeg forsøge at huske, at for nogen er det langt værre at være alene end at blive slået. Næste gang jeg hører om en kvinde, der véd, at kæresten er utro og stadig vælger at blive (tænkt eksempel, for faen! Læg mobilen og bak langsomt. Så er der ingen, der kommer til skade), vil jeg forsøge at huske, at for nogen er lykken at få præcis ham, pris underordnet. Næste gang jeg ser, hvad folk accepterer af tarvelig adfærd fra deres venner, vil jeg forsøge at huske, at der kan ligge tusind årsager til grund for det, og at vores grænser går forskellige steder.

Jeg har nok bare temmelig svært ved at forstå, at noget, der ville føles så forkert og gøre så ondt på mig, kan være det mindste af to onder for andre. Stakkels dem.