Det er utroligt, hvor langt man vil strække sig for at undgå at sige undskyld. Det er ellers min erfaring, at det er den letteste afværgning af potentielle konflikter. Der findes ikke noget, der punkterer andre menneskers vrede som: “Du har ret. Undskyld.” Den virker også på mig. Selvom jeg på forhånd har arbejdet mig helt op i det lilla felt, bliver jeg tam og medgørlig igen, når det går op for mig, at jeg ikke skal forsvare, forklare og retfærdiggøre min vrede over modpartens mangelfulde indsats.
Det virker derimod ret modsat, når folk forsøger at sno sig udenom. Da jeg for nyligt skulle lave et kursus, blev jeg ringet op af kursuslederen, aftenen inden jeg skulle afsted. De ting, jeg havde bedt om at have til rådighed på kurset, havde hun ikke sørget for at skaffe. Hun snakkede i 5 minutter. Jeg tog tid. Så ond er jeg. Samfulde fem minutter gik med at snakke sig i en kæmpebue udenom ordet ‘undskyld’. Nu var det ikke sådan, at jeg forventede, at hun skulle komme kravlende på mave og albuer gennem ild og aske, mens hun hulkede sin undskyldning frem, men da det er hendes primære jobfunktion at skaffe de redskaber, der skal bruges, ville det have været fint, om hun trods alt havde kunne klemme et lille “det er jeg ked af” ud.
Jeg synes, at det viser troværdighed og integritet, når man står ved, at man godt ved, hvad der forventes af én i en given situation. Hvorfor er det så, at man somme tider vælger at gøre andres irritation langtidsholdbar ved at rode febrilsk og forgæves i skuffen med Forklaringer?
Published by