Bloggen

I dagens udgave af Urban, kan man læse historien om Peter, der tidligere tæskede sin kæreste. Han var ret grundig, og hun lever idag med braktud og nedsat hørelse som souvenir fra sin tid med ham. Peter har valgt at fortælle sin historie, fordi han har fået hjælp og idag kan få afløb ved at ‘at gå en tur på havnen’. Historien melder ikke noget om, hvor stor pågældende havn er, eller om den befinder sig i en anden by – må immervæk kræve mere end bare en 10 minutters slentretur at trampe vold af den kaliber ud af systemet. Jeg er absolut for, at der findes steder, hvor mænd som Peter kan få hjælp. Jeg bliver bare meget, meget træt, når jeg ser Peter udtale følgende:

“Det er svært at sige til nogen, at du har tævet din kæreste.”

Stakkels Peter. Helt, helt urimeligt, at man ikke bare omkostningsfrit kan banke sin kæreste handikappet. Det er naturligvis ham, det er synd for.

Jeg forstår ikke helt, hvor den er forsvundet hen, logikken. Når man handler på en given måde, påvirker det naturligvis andre menneskers opfattelse af dig. Min venindes utro flirt, som efterhånden har lagt ryg til en del eksmpler her på bloggen (og det, som er til at blive sindsyg over er, at jeg faktisk godt kan lide ham. Jeg kan bare ikke få hjernen omkring, hvordan en sympatisk fyr som ham kan lægge den opførsel for dagen?), er endnu et godt eksempel på, at “Hvis: A – Så: B”-logikken er afgået ved døden. Han har (som tidligere nævnt) opført sig som hendes kæreste i alles påsyn, de er ankommet som par til fester, og han kender så udemærket til alle rygterne. Alligevel er han pigesur over, at hun har fortalt andre om deres forhold.

En anden lille pige jeg kender, lider alle helvedes kvaler og har fået lykke udskrevet på recept, fordi det er så svært for hende, at ham, hun holder af, leger kæreste med hende, men er gift med en anden. Beklageligvis læser de sammen, og selv efter at han har været det tarveligste menneske i hele verden overfor hende, er hun så bange for at være illoyal, at hun holder på hans hemmelighed, selvom hun bogstavelig talt bliver syg af det. Han pisser hende op og ned af ryggen uden på noget tidspunkt at overveje, at det alene er hendes tavshed, der gør, at han stadig har en kone at komme hjem til. Hun har film- og billedmateriale nok til at sprænge hans ægteskab og liv, som han kender det, i stumper og stykker. Han er enten meget modig eller meget dum.

Heksen på kvisten oplevede for nyligt, at det ringede på døren kl 5.30. Udenfor stod Gammel Flamme med et frækt tilbud. Selvsamme Gamle Flamme, som tidligere har udtalt, at han følte sig forfulgt, fordi han fandt det påfaldende, at hun ofte var i byen, når han var. Jeg skal selvfølgelig ikke udelukke, at det var Stockholmsyndromet, der ledte ham til hendes dørtrin, men han så nu ikke specielt traumatiseret ud, da han gik. Når man i ramme alvor udtaler den slags, for derefter at komme snigende i nattens mulm og mørke, så må man forvente, at veninderne hører om det. Ikke desto mindre fornemmede vi, at Flammen efterfølgende ikke var helt tilfreds med, at historien om hans stunt undslap dobbeltsengen.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Hvad er det, de her drenge mener, pigerne skylder dem? De har ikke gjort noget som helst for at fortjene hverken venskab eller loyalitet. Deres arrogance og fornærmede attituder får det til at se ud som om, de mener, at pigerne er underlagt tavshedpligt. De opfører sig som om, at de ikke har del i situationen eller ansvar for egen adfærd. Som om det er pigernes udtalelser, der gør dem utro og utroværdige. Hvis man nu gerne vil have, at alle folk synes, at man er en super fin fyr, så kunne man – jeg tænker bare højt nu – måske prøve at opføre sig ordenligt? Jeg begriber ikke, hvordan man oprigtigt kan mene, at de mennesker, man har behandlet skidt, skylder én deres loyalitet. Er det bagsiden af medaljen, når man som generation har beskæftiget sig med psykologi og tekstanalyser fra 3. klasse? Er det fordi, vi tror, at hvis vi bare er ærlige om egne behov og tilbøjeligheder, så er det fribillet til at gøre, hvad der passer os, uden at andre mennesker kan tillade sig at have en holdning til det? “Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan vælge/det er svært at sige, at man tæver sin kæreste/du vidste fra starten, at jeg var gift og ikke ville gå fra hende.” Én ting er, at man gør, som man gør. Det er et valg, man træffer. Men at man samtidig insisterer på, at resten af verden skal synes, at det man gør, er i orden; det synes jeg godt nok er at stramme den. Al psykologi i verden ændrer ikke på det faktum, at i samspillet med andre mennesker, får du stadig, hvad du giver, og høster hvad du sår. Heldigvis.

Hvor har det været en fantasisk weekend. En af de weekender, hvor man er tæskefuld af overskud, når man hopper i kuverten søndag aften. Hvor jeg godt kan overskue, at det er mandag i morgen, at de næste 14 dage bliver hæsblæsende, og at jeg stadig har lunger som pensioneret storryger fra Asbestfabrikken. En af de weekender, hvor man ikke bare snakkede om Aros, men rent faktisk kom afsted. Hvor alting gik op i en højere enhed, og der var tid til alt det, som er blevet forsømt alt for længe; det, som jeg i hverdagen ikke opdager, at jeg savner, men som jeg bliver overvældet og taknemmelig over, når jeg får præsenteret. Life is good.

Det burde jo ikke være så svært. Man skal bare holde munden lukket, så er man home free. Beklageligvis kan det være nærmest fysisk umuligt. Hemmeligheder er noget sjovt noget. Alle elsker at høre dem, de fleste elsker at fortælle dem (hvis de er saftige nok), men ironisk nok har de kun værdi, så længe de er – netop – hemmelige. Når først alle kender historien, er der ikke noget sjovt ved at være en af de indviede mere.

Når vi fortæller hemmeligheder, gør vi det ofte for at placere os socialt i forhold til hinanden. Vi kan på den måde vise andre, at vi stoler nok på dem til at betro dem noget vigtigt, enten om os selv eller om nogen vi kender, og således indlemme dem i gruppen. Vi kan også bruge dem som statussymboler; til at signalerer ‘jeg tilhører inderkredsen’. Det er derfor også en vigtig forudsætning for en god hemmelighed, at den handler om fælles bekendte. Ikke særlig ophidsende eller cool at vide, at din venindes ukendte granfætter er kleptoman, vel?

Der er forskel på 1. og 2. hånds hemmeligheder. Hvis jeg fortæller min veninde noget fra mit liv, og beder hende holde det for sig selv, så bliver jeg vred, hvis hun fortæller det videre. Hvis jeg derimod fortæller hende en hemmelighed om en anden, som jeg selv har fået fortalt (og ikke af hovedpersonen), er det svært at blive sur over, at hun gør, hvad jeg selv lige har gjort.

Ligeledes er der forskel på, hvor hemmelig en hemmelighed er. Nogle hemmeligheder er offentlige, og alle fortæller dem glad og fro videre; det er gratis, for sladrehanken kunne være hvem som helst. Det eneste det kræver at få lov at fortælle dem er, at man starter med at sige: “Du må ikke sige det til nogen, men ..”. Man bliver ikke sur, når man finder ud af, at veninden har viderefortalt dem til kæresten – det var nærmest forventeligt.

Andre hemmeligheder er så hemmelige, at man ikke kunne drømme om at fortælle dem videre. Nogensinde. I nogle tilfælde fordi det ville ramme den person, de handler om så hårdt, at man ikke kan forsvare at bruge dem til at gøre sig interessant eller bonde med andre. I andre tilfælde fordi man selv har så meget investeret i hemmeligheden, at man ikke kan fortælle den uden selv at ryge med i faldet. Partners in crime.

I gråzonen finder man de ting, man selv bærer rundt på, men som man aldrig har fortalt til nogen. Er det en hemmelighed, hvis man er den eneste der ved det? Eller er det bare tavs viden? Måske det kræver flere indviede, hvis en oplysning skal klassificeres som ‘hemmelig’?

Der er intet der binder folk sammen som hemmeligheder. Som med tavshedspligt, der ikke ophører ved endt ansættelse, sættes man heller ikke fri af sit løfte om at holde på en hemmelighed, når man mister kontakten med folk. Det har jeg et rigtig godt eksempel på. Jeg har bare desværre lovet ikke at fortælle det til nogen.

Hvordan kan det være, at de spiller de samme dårlige sange i alle sportarenaer i hele verden, når der er scoret i håndbold? Life is life, I’m blue, Country roads, We will rock you og Put your hands up in the air, for bare at nævne en håndfuld. Er det en færdig cd, som Verdensforbundet i Håndbold (hvis et sådant findes?) sender på forhånd, når et land skal lægge hal til? En slags værtsgave, som de respektive lande så føler sig forpligtede til at spille? Gad vide, hvad de spillede før 1989 – udover håndbold altså.

Jeg elsker at blive inviteret til store fester. Jeg elsker at have en undskyldning for at trække i kjole og høje hæle, danse, drikke rødvin og mingle. Der må rigtig gerne være bands, navneskilte og folk, man ikke kender. Jo større jo bedre.

Nu er jeg så født ind i en relativ lille familie, hvor det ikke ville give meget mening at leje Turbinehallerne, når vi holder fest. Det er ok. Det kan sagtens være hyggeligt alligevel. Der findes bare en enkelt gren på familietræet, hvis invitationer får hjertet til at synke i livet på mig. Da de inviterede sidst forvandlede jeg mig til lille My, som med stram hestehale og armene over kors trodsigt messede ‘jeggiderikkejeggiderikkejegGIDERikke!!!’, da jeg snakkede med min mor. Desværre kunne jeg godt fornemme, at der ikke var noget at gøre. Tilsyneladende bliver man aldrig for gammel til at blive tvunget med til den slags, forpligtet af blodets bånd.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide den del af min familie. Slet ikke. De er nogle af de mest oprigtigt gode mennesker, jeg kender. De er bare så utrolig… alternative. Der bliver talt uhørt meget om det fælles tredje, man er ikke et rigtigt menneske, før man har været udstationeret som U-landsfrivillig mindst to gange, og til festerne kan man ikke tage den dybe indånding, man har så hårdt brug for, uden at risikere at inhalere en guitar.

Den seneste fest var ingen undtagelse. Modtog invitation og kunne se, at festen skulle afholdes i en spejderhytte. En spejderhytte. Lyder ikke umiddelbart som noget med sølvglimmer og cocktails, vel? Som nævnt forsøgte jeg at undslå mig. Tilbød endda frivilligt at give afkald på min arv. Den gik ikke. Endte med et kompromis, der hed, at jeg tog med, men at jeg (fandme bare under ingen omstændigheder, nogensinde, ever!) blev derude og sov.

Dagen oprandt, og jeg blev afhentet af forældre, der forsøgte at udstråle ‘det bliver da hyggeligt!’, og søster, som udstrålede ‘fat chance!’. Vi lagde civilisationen bag os, og endte ved faldefærdig trærønne, omgivet af store, fede grantræer. Selv min mor så på dette tidspunkt lidt betænkelig ud. Ind i hytten og rundt og give hånd til de andre gæster; primært mænd med sokker i sandalen, og kvinder med fletninger og flagrende gevandter i naturindfarvet hør. Efter hurtig rekognisering kunne jeg se, at min søster og jeg var blevet placeret ved børnebordet. Da klokken slog 12, og jeg til den ene side have hennafarvet efterskoleelev og til anden side lige så hennafarvet gymnasieelev, så jeg mig nødsaget til at skylle frokosten ned med gin og tonics.

Efter en lille time, var det blevet kedeligt for alle de små Emanuel’er og Clara’er, som efter bedste evne forsøgte at spalte hytten i atomer. (En af sidegevinsterne ved fri opdragelse er tilsyneladende ualmindeligt veludviklede lunger.) Havde på dette tidspunkt hørt så meget om kapitalisme og den 3. verden, at jeg nærmest havde mistet lysten til at leve. Sidst på eftermiddagen slog værten så på glasset og bekendtgjorde, at der var en lille ændring i dagens program. I stedet for den annoncerede pølsevogn, der skulle have forsynet os med natmad, skulle vi noget meget sjovere: Vi skulle lave hver vores lille sølvbakke med grøntsager, som vi selv hakkede og satte ind i det bål, børnebordet nu ville gå ud og samle brænde til. Det skal til min mors ros siges, at hun på dette tidspunkt bare rakte mig rødvinen uden yderligere kommentarer.

Næste familiefest bliver børnebryllup. Det skal heldigvis holdes et sted, hvor man hverken skal have duelighedstegn eller kunne binde råbåndsknob for at komme ind. Da den yngste deltager selv sidder viklet ind i tyl, kunne man også håbe, at det blev til en plads ved voksenbordet. Buffeten kræver ikke terrængående fodtøj at komme til, og man har stadig både øjenbryn og pandehår, når man tager hjem. Med mindre, selvfølgelig, at je..nogen forsøger at slukke en brændende borddekoration med et glas, som tilsyneladende indeholder vand, men som viser sig at indeholde vodka. Men det var en helt anden fest…

Er der blevet fjernet en klausul i markedsføringsloven? I givet fald insisterer jeg på at få den genindført. Jeg vil utrolig gerne være fri for at se billeder af betændte fodnegle og mænd i jakkesæt, der angiveligt lider af anal kløe. Jeg har intet behov for at følge glatte, androgyne forskere rundt i laboratorielignende lokaler, mens de snakker om ‘ildelugtende udflåd’. Jeg vil have det private rum tilbage! (-skrev hun på sin blog..)

Er der ikke også hemmeligheder om hinanden, som kønnene foretrækker ikke at blive indviede i? Eller afslørede i? Antydningens kunst, venner! Jeg mener… Er vi virkelig interesserede i, at mænd kan spørge detaljeret ind til missens dysfunktioner? Gider de vide det? Personligt gruer jeg for den dag, hvor en neutral speakerstemme og illustrativ grafik indvier mig i, hvilke gener varme og fugt kan påføre penisrod. Lyder som om en stor del af menneskeheden render rundt med toxisk affald mellem benene, og at sikker sex efterhånden kræver hvid, visirindlagt heldragt. Racen risikerer at uddø, hvis ikke de dæmmer lidt op for det der.

Jeg gætter på, at vi i fremtiden kommer til at se en del hængelåse på badeværelsesskabene rundt omkring i Danmark. Den overdrevne eksponering af sygdomme og de medicinske vidundere der fjerner dem gør, at alle ved, hvad du fejler, når de ser flasken, fordi reklamen har ætset navnet fast i hjernebarken.

Kan man tillade sig at bede sine gæster om at sidde på en gammel avis fremover?

Efter at have forsøgt at slippe udenom et par dage, har jeg nu bøjet mig for overmagten. Har været hos Stasi-læge, er med tysk grundighed blevet undersøgt, og har fået konstateret kold lungebetændelse og irriterede stemmelæber.

Som plaster på såret, svingede et par af alfaheksene forbi Blogsbjerg og hjalp mig med at sabotere forsøget på at holde vedvarende kæft. Vi fik lang tid til at gå med kollektiv undren over maskulin, usympatisk adfærd, vi lige har set udvist på klos hold. Frem af anekdotebogen voksede endnu en historie om endnu en fælles bekendt, der er sin kæreste utro, hver eneste gang, det kan lade sig gøre. Hun er gået fra og ham og kommet tilbage et utal af gange, fordi hun hver gang tror (håber, Red.), at han denne gang mener det, når han siger, at han aldrig gør det igen. Vi snakkede om, at ud over det ubegribelige i, at hun tror, han mener det 7. gang, så er det ufatteligt, at han gider have alt det bøvl ud af at være i et forhold, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for ham. “Jeg fatter ikke, at han ikke bare afslutter det én gang for alle!”, sagde cykelheksen.

Hvorfor gør han ikke det? Jeg tror, at vores manglende evne til at forstå skyldes, at vi analyserer ham ud fra vores egen reaktionsskabelon. Hvis vi knaldede udenom den ene gang efter den anden, ville det være fordi, vi ikke var tilfredse hvor vi var. For os ville den eneste logiske konsekvens være at afslutte, hvad der ikke fungerede, fordi vi gerne ville finde noget, der gjorde. Sådan tror jeg bare ikke, at mænd af hans slags tænker. Hvis jeg havde to forhold kørende samtidigt, så ville jeg synes, at begge var amputerede mutanter, masser af overflade og ingen dybde. For ham her tror jeg, at 2 gange 50 procent bliver til 120 procent. Han er tilfreds og det eneste, der kan bekymre ham en smule er, om han bliver opdaget.

Her tog vi en afstikker til et andet kapitel i bogen. En fælles veninden har i halvandet år haft affære med en fyr, der bor med sin kæreste. Det har kostet gråd og tænders gnidsel, fordi han har holdt hende hen i det uendelige, og hun har holdt for meget af ham. Nu har hun heldigvis fundet en ny, som behandler hende på en måde, der sætter den tidligere ungersvends egoistiske kurtiseren i skærende kontrast. Det sjove er, at hvor han tidligere, da de sås, udviste vovemod grænsende til det stupide, er han nu, hvor hun er væk, pludselig panisk ræd for at blive opdaget med tilbagevirkende kraft. Den eneste forklaring vi kunne nå frem til var, at det er fordi han hele tiden har kalkuleret med, at hvis kæresten opdagede hans utroskab og smed ham ud, så kunne han altid slæbe sin ynkelige røv over til min veninde. Nu er der lukket, og hvis kæresten sparker ham ud, er han stuck med sit eget selskab. Jeg kan ikke bebrejde ham, at han panikker.

Jeg tror, at en del af de kvinder, hvis kærester er utro, håber, at det bare er en fase, et spørgsmål om at elske ham nok eller true med at gå. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at der findes en gruppe af mænd, som aldrig vil kunne være tro. Hvis du vælger en model af den slags, skal du være af den overbevisning, at det er ok at dele ham, når bare han altid ender med at komme hjem til dig. Det skal du være klar til at leve med. Han kan og vil ikke laves om. Hvorfor skulle han? For ham er livet lige som det skal være.

Konklusionen på Blogsbjerg var, at man kun skal involvere sig med en mand fra sort stue, hvis man kan acceptere hans adfærd. Man kan ikke lave om på folks grundlæggende natur; det er spildte, gode kræfter at prøve. Man kan naturligvis altid prøve at finjustere. Bare man husker, at man ikke kan gøre en gris til en væddeløbshest; man kan højest gøre den til en hurtigere gris. Hvis det rækker, er der svin nok at tage af.

For nyligt tog jeg afsked med en mand, som i to år har vandret ind og ud af mit liv. Jeg har holdt uendelig meget af ham, strakt mig så langt, jeg kunne og længere, men hans løgne og fortielser reducerede i sidste ende de store ord og forsikringer til snuskede kopier af manuskripter, han allerede har læst højt for andre piger andre steder.

Da jeg erkendte, at det aldrig ville blive anderledes; at han aldrig bliver tilfreds, hvor han er, at han altid vil være rastløs og på flugt fra sig selv, og at han for evigt vil være på jagt efter det, der kan gøre ham til et helt og lykkeligt menneske, gav jeg op. Jeg tror egentlig godt, han ved, at det han leder efter, ikke skal findes ude men inde. Af grunde jeg hverken kender til eller forstår, vælger han bare at lade som om, han stadig tror, at det er derude et sted. At efterlade ham og gå min vej, er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Selvom det, vi har haft sammen, i perioder har været rodet og svært, har det også været både fantastisk og stort.

Fordi jeg mente at kende og forstå ham, har jeg ladet hans sind og tanker fungere som undskyldning for en adfærd, jeg aldrig havde troet, jeg ville acceptere fra nogen i mit liv. Jeg har taget ham i at lyve flere gange, end jeg har lyst til at indrømme, og de fleste gange har jeg ladet det passere. Jeg har lukket øjnene og undladt at spørge, når jeg på forhånd kendte svaret og på den måde selv været skyld i, at jeg endte, hvor jeg gjorde. Jeg troede, at vi lignede hinanden. Jeg troede, at jeg havde fundet en, hvis hjerne var indrettet som min; med skyggesider og krinkelkroge, som ikke kan forklares for folk, der ikke har dem. Jeg troede, jeg kendte ham.

Jeg tog fejl.

Idag har jeg fået en oplysning, der udhuler troværdigheden i alt, hvad han har sagt og gjort det sidste halve år. Idag har jeg omsider forstået omfanget af hans bedrag, og jeg er simpelthen så skuffet og vred, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg har selv valgt at lukke døren, så hvad han har gjort efter det, skylder han mig hverken forklaring på eller oplysning om. Men at han med kynisk overlæg holdte sin parallelverden kørende her, mens beslutninger blev truffet og planer blev lagt andetsteds – det havde jeg ikke set komme. Måske er det min straf for at gå rundt med naiviteten bundet så stramt om øjnene? Jeg synes godt nok, at virkeligheden skærer temmelig meget i både øjne og hjerte lige nu. Jeg har altid sagt, at jeg hellere vil tro på det bedste i folk, og tage de slag over snuden, der følger med, end at være kynisk og forvente det værste. Det er jeg ikke længere så sikker på. Der er i hvert fald akut brug for 7-800 kilometer gazebind, elastikplaster, og noget aflåst sideleje, indtil jeg får mit billede af ham, som jeg troede han var og realiteterne til at passe sammen igen.

Jeg føler, at jeg har mistet en ven idag. I virkeligheden har jeg nok bare mistet en illusion. Jeg føler mig dum, og min selvrespekt har midlertidigt vendt mig ryggen i vrede. Men jeg er fortrøstningsfuld. Skammen over, i al den tid, at have været så frygtindgydende naiv, er allerede ved at vige pladsen for en anden følelse: Lettelse. Thank GOD, at man ikke er hende!

Hvis der er noget, der kan redde en dårlig hårdag, er det en kompliment. Er man kommet hjemmefra som Den Fede Unge, kan en kompliment være det der gør, at at man kommer igennem dagen, uden at nogen behøver at dø. Man kan ikke sige noget dårligt om komplimenter, med mindre de viser sig at være Andre Følelser i forklædning. (Og så er de jo teknisk set ikke komplimenter.)

Jeg kender en pige, der river komplimenter af sig i vildskab. Hun roser sine omgivelser for alt. Talent og smag, tøjstil og frisurer, indsats og udseende. I starten synes jeg, at hun var enormt sød og betænksom, når hun glædestrålende udbrød: “Hvor ser du GODT ud!”, hver gang jeg mødte hende. Efterhånden som tiden gik, begyndte jeg dog at undre mig, eftersom hun altid komplimenterede mig, ligemeget om vi mødtes i byen med opsat hår og glimmer eller i centeret med morgenhår og klatmakeup. Lige så glad jeg bliver over en oprigtig ment kompliment – ligeså underligt tilpas bliver jeg, når jeg fornemmer, at den dækker over noget andet.

Jeg tror ikke, at hun har det særlig godt. Hun ser ikke sådan ud, i hvert fald. Måske håber hun at fjerne fokus fra sig selv ved straks at begynde tale om mig? Det bedste forsvar er som bekendt angreb. Er hun usikker? Håber hun, at hvis hun siger noget pænt om mig, så gengælder jeg tjenesten? Hvis det er tilfældet, forstår jeg det ikke. Ligesom kærlighedserklæringer synes jeg, at komplimenter skal gives spontant, når tanken tænkes eller følelsen blæser dig omkuld. Findes der noget så fladt som en kompliment, man selv har måtte fiske sig til? Har det nogen værdi, når store ord forlegent bliver copy-pastet af medlidenhed? Kan man stole på ros og kærlighedserklæringer, der starter med “Re:”?

Efterhånden har situationen udviklet sig sådan, at jeg er begyndt at undgå hende. (Det er heldigvis ikke så svært; vi ses ikke privat, men er bare bekendte, der færdes i de samme kredse.) Når jeg alligevel møder hende, skynder jeg mig videre, for jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal takle det. Virker tyndt og utroværdig at føre en samtale, hvor mit bidrag er “Tak, og i lige måde” – specielt fordi vi begge ved, at det sidste er løgn. Men hvad er alternativet? Tavshed? Så er samtalen nok relativt hurtigt overstået, og jeg behøver formentlig ikke forholde mig til, hvad jeg skal sige næste gang. Det virker bare unødvendig koldt, og hun ligner en, der allerede har opholdt sig subzero for længe og har forfrysninger helt ind i sjælen. Jeg vil ikke sparke til en, der ligger ned. Jeg kunne selvfølgelig fravige mit princip om aldrig at lyve *smiley-der-hoster*, og bare løgnrose retur? Eller måske jeg skulle stikke hende et gavekort til en frisør? Så kunne jeg komplimentere hende for hendes fede frisure – og mene det.