The building is leaving Elvis.
Jeg har været min lejlighed utro. Ikke bare har jeg været ude og se, hvad der ellers er derude – jeg har fundet en ny, som jeg flytter i om en måned. Det har stået på i 2 måneder. Jeg har formået at holde det hemmeligt, men i sidste uge var jeg nede i den nye lejlighed, og lugten må have siddet i mit hår, da jeg kom hjem. Sandheden er ude og på en måde et jeg lettet. Det har været svært ikke at komme til at tale over sig. At huske at gemme IKEA kataloget. At planlægge flytning fra mobiltelefon, stående i snuskede gyder. Jeg har løjet. Jo, jeg har. Jeg påstod, at flyttemappen bare var en, jeg holdte for en ven. Jeg har svigtet den lejlighed, som har lagt vægge til mig i 7 år.
Men jeg synes ikke, at skylden er min alene. Da jeg mødte min lejlighed, synes jeg, at det var chamerende, at den lå på toppen af en bakke. Jeg sagde til mig selv, at det var den udsigt, jeg altid havde ledt efter. Men når hverdagen sætter ind, så bliver det surt slid at skulle slæbe nettoposerne op af Randersvej, og aldrig blive mødt på halvvejen. I starten gjorde den noget ud af sig selv. Nu er væggene nussede, gulvet trænger til en afhøvling og det knirker ad helvede til overalt. Kan man gøre for, at man bliver fristet af nye, hvide vægge og et pandekagelignende lokalområde?
Det bliver grimt herfra. Den sidste måned bliver lang. Jeg er omgivet af isnende forsmåethed. Om natten kan man høre rummene mumle: “Efter alt, hvad jeg har gjort for dig!” Og nu er den gået ind i hævnfasen. Pærerne springer hurtigere, end jeg kan nå at skifte dem. Jeg har hældt 200 liter afløbsrens i min stoppede køkkenvask. Uden resultat. I går morges døde min ene persienne i soveværelset. Meget lyst. Føles lidt som at sove på operationsbord. (Skulle man gribe til Gellerupmodellen og knalde et lagen op?). Jeg tror, at vi begge glæder os til den dag, hvor jeg lukker døren bag mig for sidste gang, så vi kan komme videre. Jeg håber bare, at vi stadig kan være venner.
Da ikke mig?!
Jeg er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver en liiiille smule stødt, når jeg opdager, at regler også gælder for mig. Og jeg taler om alle typer af regler. Regler for god opførsel, adgangsbetingelser, adfærd=konsekvens, færdselsloven, you name it. Når jeg f.eks. vågner med tømmermænd, så er elendigheden altid blandet med en lille smule vantro: Bliver jeg OGSÅ dårlig af at nedsvælge 2 liter hospitalssprit?! Hvad mener du med at JEG ikke må cykle på strøget?! Ja, ja. Jeg ved godt, at man skal være medlem for at komme ind. Men kan jeg ikke bare lige få lov i aften? Udsolgt?? Du må da have bare lige en tilbage? Eller kunne skaffe en? Listen er uendelig.
Det værste er, når jeg kommer bagpå migselv. Når jeg bliver meget stresset eller ked af det, er min umiddelbare reaktion at blive arrig og sammenbidt. Den reaktion, som jeg ville forvente hos andre i samme situation, tror jeg, at jeg får lov at slippe for. Det har resulteret i nogle lidt uheldige episoder, hvor jeg er begyndt at spontantude i meget upraktiske situationer. Skræmte engang livet af en bankdame, som stillede helt almindeligt spørgsmål, og pludselig stod ansigt til ansigt med Tsunami.. Har tudet på Mørkets Fyrste -som skal roses for at tage det i stiv arm – på venindes mor osv. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Min uforbeholdte undskyldning.
Jeg er desværre ikke hævet over at blive voldsomt irriteret på andre, som udviser samme “Regler? Ikke mig”-adfærd. De skal komme til tiden, fatte, at de ikke må snakke i mobiltelefon her, og i det hele taget bare rette ind. Men hvorfor føler jeg mig så som Undtagelsen? Jeg er nået frem til, at det er fordi, jeg kender mine egne bevæggrunde og motiver. Jeg ved, hvorfor jeg skal skynde mig så meget, at det er NØDVENDIGT, at jeg cykler på strøget. At jeg har lovet at sørge for noget, så det må ikke være udsolgt, please! Jeg har STYR på det, blev der sagt, så det kan ikke hjælpe at begynde at hyle(…!). Hver gang jeg sender en regel hjem og skamme sig, er det fordi, det stiller mig i dårligt lys, hvis jeg skal følge den. Med indsigt følger ansvar, så nu er udfordringen så at huske, at mine problemer er de vigtigste, fordi de er mine – og sådan har vi det alle sammen. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Jeg lover at prøve!
Kærlighed – et grundstof.
Somme tider laver min hjerne en kobling imellem to begreber, der som udgangspunktet ikke har det fjerneste med hinanden at gøre. Det seneste skud på stammen er Kærlighed vs Uran.
Hvis ikke min hukommelse bedrager mig, så består uran af to isotoper, 235 og 238. 235’eren er den del, som alle vil have. Som får kraftværket til at gløde og udløser ødelæggelserne, når bomben falder. Procentvis er sammensætningen således, at 238-isotopet udgør 99% af uran, og 235 kun 1%. Ikke ulig kærlighed, vel? At procentdelen af det virkelig værdifulde er så lav, gør den endnu mere kostbar og eftertragtet. Det afhænger af hænderne, det falder i, om det giver energi og varme eller død og ødelæggelse.
Sker uheldet eller falder bomben, så tager det uendelig lang tid før strålingen i jorden er faldet så meget, at man igen kan bygge noget op. Selv når de synlige skader er udbedret, kan der være eftervirkninger, som man ikke havde forudset. Urimeligt nok er det sjældent den, som har forårsaget skaden, der skal leve i ruinerne.
Når først hjernen er sporet ind, så er symbolikken næsten så tyk, at man kan gå på den, ikke? Jeg håber bare, at der er sket noget på området, siden jeg gik i skole. Min geigertæller tikker sindsygt højt og jeg har ikke lyst til at sidde i tom saltmine i U-land. Iført beton.
En lemmings bekendelser.
Da jeg var barn, havde jeg to sovedyr. Det ene var en bamse i et utrolig fjendtligt, kradsende materiale, som ikke hed noget. Det andet var en hund, som hed Lemming, uden F, der boede i skuffen under min junoseng sammen med min dyne. Den har fået en plads i dagens tekst, fordi det er gået op for mig, at den er smittet af på mig. Navnet er sevet ind i min personlighed efter de mange nætter under min tynde, blege børnearm.
Lemmingen er som bekendt det vimre dyr, der ganske uden at stille spørgsmålstegn ved det overordnede mål, kaster sig frygtløs ud over kanten af meget høj klippe, fuld af blind tillid til, at andre har tænkt planen igennem. Det er mig. Primært i forbindelse med IT og elektronik. Jeg opdager altid først, at ting som computere, digitalkameraer, Ipod’s osv er kommet for at blive, når ALLE omkring mig har anskaffet sig en af slagsen. Om jeg skal have nyt styresystem? Det ved jeg da ikke?? Skal man det? Er det besværligt? Hvis ja: Er det vigtigt? Hvad har I? Jeg lider af en sjælden udgave af synsforstyrrelsen Usher. Mine blinde pletter er primært placeret der, hvor artikler og annoncer om den slags nyheder er trykt.
Efterhånden breder smitten sig til nye områder. Folk, som jeg ellers mener har nogenlunde samme afslappede forhold til livet som mig selv, har sat sig ind i pensionsregler og skattefradrag. Jeg begynder at svede! Hvorfor fik jeg ikke den mail, hvor der stod, at det nu pludselig var noget, vi gjorde?? Jeg troede, vi havde en aftale…
Jeg har valgt at tilskrive denne karakterbrist min meget tillidsfulde natur. Jeg stoler blindt på, at Nogen (Banken. Skat. Staten. De Voksne) har min ryg. Og at alle elektroniske dimser, jeg erhverver er idiot-testede og -sikrede. Jeg knalder dem i kontakten, taster i vildskab og har ikke tålmodighed til at tjekke, hvad jeg får af fejlmeldinger, advarsler osv. (I min familie er det ellers comme il faut at L-Æ-S-E brugsanvisningen. Fra ende til anden. Det gen springer tilsyneladende somme tider et led over). Men det gør faktisk ikke så meget. For jeg VED, at går noget galt, så er der selvfølgelig nogen, der har tænkt på det i forvejen. Som kommer og løser det for mig. Ellers ville jeg da have hørt om det. Ikke?
Amen.
Those who love us, love us.
Those who don’t: May God turn their hearts.
If he can’t, may he turn their feet,
so we will know them
by their limping.
Jeg vil ik’ i seng nu!
KenderIdetnårmankommertilatdrikkeformegetkaffe? Ved godt, at det kan backfire, når man som DAMPbarn lægger sig selv i blød i den sorte nektar, men min kop har sin egen vilje. Og da jeg samtidig har termomund, kan jeg nedsvælge adskillige liter på bekymrende kort tid. Det udløser fornemmelse af at være den eneste i rummet, der er sat på fast forward. Min mund kan ikke nå at sige alt det, som min hjerne tænker (thank God!), jeg kan skrive i samme hast som The Bionic Woman (Sky Channel – remember?), og kan følge med i tre serier og en film samtidig. Forudsætter selvfølgelig at eventuelle gæster er tilsvarende koffeininficerede. Ellers risikerer man tæsk med fjernbetjeningen – hvis de da kan nå at erobre den, når man kommer fræsende forbi på væggen. Til gengæld synes jeg lige, at jeg så ryggen af Ole Lukøje, som arrigt hvæsede noget om fagforeningen og arbejdsforhold, inden han knaldede døren i efter sig. Man kan ikke være venner med alle.
PS: Har fået det nye katalog fra H&M. Det bliver et langt efterår. 70’erne møder Björk. Sløjfer, fake silke, muddernuancer og høj talje. Hvad fanden skal vi andre gå i?? Os, som ikke har karismatisk kunstnerpersonlighed og en ø, vi kan give skylden. Nægter at melde mig ind i NoaNoa segmentet. Er ikke SÅ gammel. Endnu. Selvom jeg tilsyneladende har nået den alder, hvor børn i refleksbukser lægger an på mig i byen, fordi de gerne vil prøve en ældre kvinde. Hvis nogen møder min bortløbne værdighed, så send den venligst hjem. Jeg lover ikke at skælde ud.
Den selvracistiske måge.
Har lige set Apocalypto. En udemærket film; specielt hvis man forstår at værdsætte mænd i g-streng, der jager hinanden i skoven. Længe. Anyway, denne blog er jo ikke tænkt som anmeldersite. Men: Filmen indeholder en scene, hvor de tilfangetagne stakler bliver malet blå, så man har styr på, hvem det er, der skal ofres til solguden. Det fik mig til at tænke på et bånd, jeg havde som barn. “Mågeknud”. Plottet var en måge, Knud, som gerne ville være blå. Hver dag fløj han hen til sine venner Rita Rød, Rita Gul og Rita Grøn – gæt selv – og satte sig, mens han snakkede om, hvor gerne han ville være blå. I slutningen af båndet falder han ned i en spand med blå maling og dør. Vi kan hermed konkludere, at der siden min barndom er sket meget med to ting: 1) Børnepsykologi. Jeg vil tro, at man idag får et gratis ophold på Guantanamo for at lave sådan et bånd. 2) Måger. No way in hell ville der idag findes en lysboks, der var robust nok til at de F16-måger kunne sidde der. Først alle amerikanere. Så de danske børn og unge. Og nu mågerne. Livet er fedt. Babababaaa. I’m lovin’ it!
Heksen, Alderen og Utroskabet.
Der er enormt mange mennesker, som tilsyneladende har lagt de bedste år bag sig i en alder af 30. Som ofte snakker om, hvor nemt alting var, da man var yngre. Til det er der kun at sige, at de enten er vokset op i ualmindelig isoleret landsby på Fyn eller at hukommelsen bedrager dem. Som 14-årig kunne det udløse livstruende krise, hvis man kom til at købe sko, som andre allerede havde (=efteraber), eller hvis man købte nogen, som ikke var mage til dem, de andre havde (=kikset). Man bøvlede med udfordringer som, hvordan man fik lusket sin blå Mikado ud, uden at forældrene opdagede det. Hvordan man klædte en krop på, der (jeg SVÆRGER!) var anderledes for hver uge der gik. Men der var sgu også ting, der var lettere. Ikke meget ansvar, vel? Man kunne gøre stort set som man ville, og hvis noget gik galt, så hentede man en voksen.
Nu er man så uforvarende endt på den anden side af bordet. Hvor der er røvfuld til dig, hvis du træder ved siden af, og hvor man godt ved, at vi har noget ansvar for hinanden. For nu ER vi de voksne. Så det projekt er vi ligesom nødt til at stå sammen om. Det har sine fordele. Og overraskelser. Det er ikke mange uger siden, at jeg tilfældigvis befandt mig i nærheden af en trampolin, hvor et barn faldt og slog sig. (Og nej. Ikke fordi jeg hoppede med.) Jeg kunne godt fornemme, at der var lagt op til, at jeg skulle gøre noget, eftersom jeg var den eneste, der var over 1 meter høj. Ledte febrilsk efter det-skal-nok-gå-mimikken, fandt brugbart alternativ og sagde med min venligste jeg-er-ikke-en-slem-pædofil-stemme: “Skal jeg puste?” Det skulle jeg. Og det hjalp. Udelukkende fordi jeg var En Voksen.
En anden fordel er, at angsten for at dumme sig fortager sig med alderen. (Eller siger op? Meget hårdt og vedvarende arbejde, nemlig..) Fik f.eks. på spinningtime opfordret til, at folk kom og kørte med den efterfølgende dag, når de var færdige med at se dagens etape af løgnsoap’en Tour de France. Hvortil spinkel cykelrytter, med (overraskende) kraftig stemme siger: “Der er hviledag”. Ooog rundbold, ooog langbold ooog ishockeybold. I know.
Med alderen finder man også ud af, at ting, som virker meget simple, i virkeligheden er komplekse og fulde at nuancer. Jeg troede engang, at utroskab var utroskab. Man havde sin kæreste, og var man sammen med en anden, så var der rødt kort. I takt med at erfaringen og oplevelserne (1. såvel som 2. hånds) hober sig op, melder spørgsmålene og forvirringen sig. Hvornår er man i nyt forhold, så man skal holde op med at tabe tøjet, når ekskæresten ringer på? Efter 1. date? Når man har kysset? Haft sex? Eller hvad? Hvorfor er det værre, at en mand er utro, når han er gift, end når han “bare” bor med kæresten? Er det fordi garantien er udløbet, og hun ikke har mulighed for at returnere ham? Stiger foragten for en utro mand i takt med, at han bliver ældre? I så fald hvorfor? Og hvorfor er det sådan, at når en mand har været utro længe nok, så begynder man at synes, at kæresten selv er lidt ude om det? At hun selv stiltiende giver ham lov, fordi hun MÅ vide det? At det bare er fordi hun er en sølle stakkel uden selvtillid, at hun bliver hos ham? I Den Rimelige Verden faldt hans aktie jo bare i værdi, og man ringede til hende og spurgte, om hun skulle have hjælp til at slæbe hans lort ned på græsset. Alt sammen meget, meget forvirrende.
Til gengæld ved jeg godt, hvorfor alle kvinder (jo, drenge. Alle. Jeg har ringet rundt og spurgt.) er enige om, at en fyr, der er sin gravide kæreste utro; han skal have armene revet af og bindes til en stol i et lokale, hvor Johnson kører på anlæget på repeat. Når man bliver enige om at skulle have børn, så skrives en kontrakt. “Jeg lægger krop til, med alle de ulemper det indebærer. Du er sød ved ved mig OG OPFØRER DIG FOR HELVEDE ORDENLIGT, NÅR DET ER DIN SKYLD, AT JEG LIGNER EN HVAL, ER TRÆT OG OM LØRDAGEN ER REDUCERET TIL CHAUFFØR!” Når han så går ud og er utro, så er det kontraktbrud overfor en part, der ikke bare kan sige: “Nå, fuck det. Og dig. Jeg flytter, tuder og kommer videre.” Konsensus i Panelet af X-kromosomer: Ikke i orden! Det må være det sidste sted, hvor søstersolidariteten holdes i hævd.
Spørgsmål og svar. Rigtigt og forkert. Alt det, som ligger imellem. Jeg tror, at de nemmeste mennesker at være sammen med, er dem, som selv har trådt ved siden af. Vi ved, hvor fandens glatte stenene på vejen er. Hvor lidt der skal til for at ende i grøften. Og hvor meget det betyder, når dem derinde i sikkerhed stopper op, giver dig en hånd og trækker dig tilbage.
Tour-sur.
<a href=”https://www.bloglovin.com/blog/19198741/?claim=x33ggadeqdd”>Follow my blog with Bloglovin</a>
Det bedste eksempel på, at man ikke behøver at vide noget særligt om en sport for at gå op i den, er mig (brøndbyfans?). Tour de France. Der er noget med nogen kategori alt-muligt stigninger. Trøjer i forskellige farver. Aerodynamiske hjelme. Forskellige hold, der vistnok mest er sponsoreret af banker og forsikringsselskaber. Så langt så godt – og resten er vel egentlig bare detaljer. Men selvom jeg kun har fat i de mest overordnede overskrifter, så er jeg tilbundsgående sur over, at de har trukket Rasmussen ud. Hvad er det?! Ja, der er nogle detaljer om geografi (jeg er med dig, Michael. Jeg kan heller ikke kende forskel). Nogle mystiske skotøjsæsker. (Selvsamme konstruktion, som bombeholdet blev tilkaldt for at destruere i El-giganten i Århus. Som ved den lejlighed viste sig at indeholde sugerør. Jeg siger det bare..) Og han havde glemt at sige til mor, hvor han var. Men prøliåhørher! Han har testet rent 14 gange, og stadig vundet. Det er fandme snyd!! Jeg har slukket tv’et. Jeg boycotter dem. Og ikke på den tyske “aj-ik-alligevel”-måde. Som i “SLUT!!”. Kom hjem, Michael. Jeg hepper på dig!
Nu med blog.
Kan fornemme på det hele, at man bør have sig en blog. Er de sidste par uger blevet tæppebombet med links fra venner og bekendte. Og da jeg ikke har selvtillid til at hæve mig over den slags, skynder jeg mig at oprette en. Er lidt spændt på, om det er noget man kommer til at bruge, men det vil vise sig. Har forsøgt at læse, hvordan man lægger billede på. Opgav. Utrolig mange computertermer, der linie for linie får mig til at føle mig mere og mere blond. Så hvis billede savnes, så er det bare ærgeligt. Ligner alligevel også øgle på Treo på de fleste..