Hvis der er noget, der kan redde en dårlig hårdag, er det en kompliment. Er man kommet hjemmefra som Den Fede Unge, kan en kompliment være det der gør, at at man kommer igennem dagen, uden at nogen behøver at dø. Man kan ikke sige noget dårligt om komplimenter, med mindre de viser sig at være Andre Følelser i forklædning. (Og så er de jo teknisk set ikke komplimenter.)
Jeg kender en pige, der river komplimenter af sig i vildskab. Hun roser sine omgivelser for alt. Talent og smag, tøjstil og frisurer, indsats og udseende. I starten synes jeg, at hun var enormt sød og betænksom, når hun glædestrålende udbrød: “Hvor ser du GODT ud!”, hver gang jeg mødte hende. Efterhånden som tiden gik, begyndte jeg dog at undre mig, eftersom hun altid komplimenterede mig, ligemeget om vi mødtes i byen med opsat hår og glimmer eller i centeret med morgenhår og klatmakeup. Lige så glad jeg bliver over en oprigtig ment kompliment – ligeså underligt tilpas bliver jeg, når jeg fornemmer, at den dækker over noget andet.
Jeg tror ikke, at hun har det særlig godt. Hun ser ikke sådan ud, i hvert fald. Måske håber hun at fjerne fokus fra sig selv ved straks at begynde tale om mig? Det bedste forsvar er som bekendt angreb. Er hun usikker? Håber hun, at hvis hun siger noget pænt om mig, så gengælder jeg tjenesten? Hvis det er tilfældet, forstår jeg det ikke. Ligesom kærlighedserklæringer synes jeg, at komplimenter skal gives spontant, når tanken tænkes eller følelsen blæser dig omkuld. Findes der noget så fladt som en kompliment, man selv har måtte fiske sig til? Har det nogen værdi, når store ord forlegent bliver copy-pastet af medlidenhed? Kan man stole på ros og kærlighedserklæringer, der starter med “Re:”?
Efterhånden har situationen udviklet sig sådan, at jeg er begyndt at undgå hende. (Det er heldigvis ikke så svært; vi ses ikke privat, men er bare bekendte, der færdes i de samme kredse.) Når jeg alligevel møder hende, skynder jeg mig videre, for jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal takle det. Virker tyndt og utroværdig at føre en samtale, hvor mit bidrag er “Tak, og i lige måde” – specielt fordi vi begge ved, at det sidste er løgn. Men hvad er alternativet? Tavshed? Så er samtalen nok relativt hurtigt overstået, og jeg behøver formentlig ikke forholde mig til, hvad jeg skal sige næste gang. Det virker bare unødvendig koldt, og hun ligner en, der allerede har opholdt sig subzero for længe og har forfrysninger helt ind i sjælen. Jeg vil ikke sparke til en, der ligger ned. Jeg kunne selvfølgelig fravige mit princip om aldrig at lyve *smiley-der-hoster*, og bare løgnrose retur? Eller måske jeg skulle stikke hende et gavekort til en frisør? Så kunne jeg komplimentere hende for hendes fede frisure – og mene det.
Published by