Jeg hørte engang en gammel mand sige, at sjælen er det, man har indeni, som føles ens hele livet, uanset hvad man mødes af i spejlet. Måske er det derfor, at det ind imellem er så svært at forstå, at hylstret har overhalet indholdet. Jeg har nu opdaget, at den mentale udfordring ikke kun gælder for mig selv – jeg er også begyndt at overføre den på andre: Min søster skal giftes. Må man overhovedet det, når man stadig har alle sine mælketænder??
Når jeg sidder med folk, jeg har kendt i mange år, som fortæller om deres job, sker det jævnligt, at jeg kommer til at fnise. Jeg har simpelthen så svært ved at forholde mig til, at det er os, der er dem nu. Når jeg er på hospitalet, sætter jeg min lid til, at min læge afsluttede sit studie med det højeste karaktergennemsnit på sit hold, og at han altid har levet og åndet for lægegerningen. Han må helst ikke have kravlet rundt på sit kollegie iført ølhjelm og opkast. Og det er her, jeg bliver forstyrret af virkeligheden, når det gælder mine venner. Jeg husker tydeligt, hvordan Petrea (som idag har ansvar for den dansksproglige udvikling hos indvandrerbørn på Amager) og jeg drev vores musiklærer lodret op af væggen af arrigskab, ved konsekvent at stemme saxofoner, hver gang hun skulle sige noget. Eller Stig (som idag er ved at have søgt fonde nok til at åbne sit børnehospital i Burundi), som fejrede afmontering af bøjle ved at drikke sig i hegnet og cykle i byen. Han væltede, og slog det meste af gebisset ud. Lene (som hver gang vi var på Roskilde, måtte ligge med hovedet i en spand, fordi hun ikke kunne tåle alkohol), der har brugt de sidste mange år på at fikse andre menneskers tænder. Og endelig mig selv. Hvor skal jeg nærmest starte? Det er sket mere end én gang i min karriere, at jeg har tænkt: “Aj. Det er sgu alvorligt det her. De skulle da have bestilt en rigtig tolk!” Men efterhånden er jeg ved at affinde mig med, at det nu er os, der er arbejdsmarkedet. Det er ikke snyd eller noget vi leger, når min kammerat godkender en førtidspension for en alkoholiker, eller min veninde bliver beskikket forsvarer for en voldtægtsforbryder. Det er en lille smule mærkeligt, men jeg er ved at vænne mig til det.
Og det er så her, vi vender tilbage til min søster. For ikke nok med at hun skal giftes som 5-årig; nu er hun også blevet fastansat som pædagog. Min lillesøster! Susanne – som et utal af gange har vrælet efter mig: “Det bliver sagt!”, som kun kunne sove, hvis hun havde en bestemt pude, som var hysterisk angst for heste, og hvis fortænder jeg slog ud – hun sidder nu og samtaler med forældre om, at lille Emil har lidt for mange blå mærker til, at det kan komme af leg. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hun er verdens sejeste pædagog – jeg har bare meget svært ved at delete lillesøsterfilteret, når jeg ser det for mig.
Det forekommer pludselig en smule mere rimeligt, at mine forældre trak på smilebåndet, da jeg som 15-årig stillede i kynisme, weltschmerz og hennafarvet hår.
Published by