Heksen, Eskapismen & Kunsten At Stå Stille

Når man arbejder på at ændre noget i sit liv, er det i mit tilfælde sådan, at processen foregår i etaper. Beslutningen skal træffes, døre skal lukkes, de nye skal lokaliseres og låses op, og man skal orientere sig i det nye landskab. I nogle perioder er der masser af drivkraft og energi til at arbejde sig fremad. I andre har jeg bare lyst til at trække dynen op over hovedet og melde mig ud.

Det, som kan volde lidt problemer, er stilstanden, synes jeg. Så længe jeg bevæger mig, er det ikke nødvendigt at skulle lære at sætte pris på den nye udsigt, fordi jeg ikke står stille længe nok til at kunne stille skarpt på den. Men ind imellem må selv Kipketer trække ind til siden for at få vejret. Ikke mindst fordi risikoen, for ikke at kunne finde sig tilrette i Det Nye Liv, er for stor, hvis man ikke justerer ind undervejs. Ikke meget sjov ved at nå i mål, hvis man først der opdager, at man har elastik om taljen, som i den anden ende er spændt fast i Fortiden.

Jeg mener dog ikke, at man skal dvæle ved alle detaljer undervejs. Står man stille for længe bliver fødder til rødder – hvilket er grunden til, at Gud opfandt overspringshandlinger og virkelighedsflugt. Mulighed for at hvile på bjerghylden til kroppen er klar til yderligere opstigning, men uden risikoen for at give efter for indskydelsen til at kaste sig ud over kanten i mellemtiden.

Jeg har tilbagelagt en god strækning. De værste fortidsabstinenser har fortaget sig, jeg kan se fordelene ved mine nye valg, og jeg har opdaget, at ordet ‘Nej’ findes i min ordbog (surprise, surprise). Nu begynder rastløsheden så bare at sætte ind. Al den energi og tankevirksomhed, jeg brugte på problemerne før, er pludselig frigivet og uden arbejde. At forsøge at kanalisere det samlet over i Det Nye Liv, føles som at stirre direkte ind i solen.

Derfor griber jeg til andere Methoden, og den seneste måned har jeg trænetogtrænetogtrænetogtrænet. Beklageligvis er vi nu der, hvor det begynder at give bagslag. Vågner med kronisk hovedpine, fordi jeg ikke kan nå at drikke vand nok til at erstatte mit væsketab, sover mæ hælve te, fordi kroppen ikke bare lige finder ro, når jeg beder den om det, og får kulhydrat-cravings, der er en hormonforstyrret gravid værdig. (Skræmte så sent som idag livet af en Aktiv Super medarbejder, da jeg med strithår og vilde øjne spænede hen imod hende, mens jeg råbte “Pebernødder! HVOR HAR I PEBERNØDDER!!?”).

Kan også mærke en trang til at tage på skiferie, der bliver vildere og vildere. Væk er erindringen om, hvordan jeg de sidste mange gange, jeg var afsted, frøs mine tæer så meget, at det sagde *knæk!*, hver gang jeg tog et skridt. Om de gange, skiliften stak af med mine handsker. Om de nedstigninger, jeg måtte foretage på sorte, isbelagte pukkelpister, fordi geografibristen endnu engang havde placeret mig Det Falske Sted. Pludselig kan jeg kun huske, hvor højt der er til himlen, når temperaturen er -17 grader, hvor hyggeligt det er, når alle dasker rundt i Helly Hansen, og hvordan Strohrom smager i kakao, når det indtages på en bjergside, der glimter som diamanter.

Hmm… Måske forkert strategi at skrive om det her i min cyberskriftestol? Fik ikke just mindre lyst til at tage afsted! Måske jeg skulle slå en handel af med mig selv: Hvis jeg kan holde balancen længe nok og tåle stilstanden nu og her – så må jeg belønne mig selv med en tur til næste år. Det kan jeg godt. Det skal jeg. Og hvis alt andet kikser, har jeg fri træning og 5 poser pebernødder ude i skabet.