Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Facebook. Måske fordi jeg stadig mangler at få besvaret spørgsmålet om, hvad dets egentlige eksistensberettigelse er: Hvad er det, det kan? Udover at man kan finde folk derude – hvad bruger man det så til?
De fleste anti-facebookere starter med at angribe det faktum, at folk derude mater i vildskab, fordi der er prestige i at kunne fremvise 300 venner. Jeg tror dog ikke, at der er nogen, der bliver specielt imponerede over dét. Alle ved, hvor nemt det er at øge stakken, og hvis man har bare begrænset kendskab til folk og deres liv, kan man også tydeligt adskille vennerne fra fyldet. Det virker bare rimelig demonstrativt at takke nej til en venneinvitation, så jeg tror, at de fleste har folk på listen, som de ikke er venner nok med til at opfatte som sådanne – men som de alligevel ikke ønsker at fornærme ved at afvise dem.
På plussiden har jeg selv genfundet folk, som jeg har mistet kontakten med, enten fordi vi ikke kommer i de samme kredse mere (x-kæreste kategorien) eller fordi en af os flyttede, præ-Nokia. (Tænk engang: Der var en tid, hvor vi ikke havde mobiler. Jeg bliver nærmest fysisk utilpas ved tanken. Jeg elskerelskerelsker min mobil. På mit tidligere arbejde lykkedes det mig at blive kaldt til samtale 3 gange pga misbrug af arbejdsmobil, og på den jeg har nu, kan jeg se, at jeg har sendt 17993 beskeder. Connecting people? Yes Sir!) Det synes jeg er ret sjovt, og det er der kommet gode ting ud af. Men selvom jeg tænker alt, hvad jeg kan, kan jeg ikke komme i tanke om andre fordele. Måske fordi jeg ikke forstår at værdsætte de features, der tilbydes derude? Jeg har alle dage hadet alt, hvad der hedder kædebreve/mails/sms’er, og jeg nægter at videresende skidtet. På Facebook bliver jeg tæppebombet med invitationer til obskure grupper, muligheder for at teste om jeg er farveblind og kan kende forskel på filmstjerner, kys, knus og grafitti fra folk, jeg knap nok er på hej med – alt sammen videresendt fuldstændig ukritisk til alle i adressebogen.
Jeg synes heller ikke, at muligheden for at stirre uhæmmet ind i andre menneskers liv, er så sympatisk. Jeg kender en håndfuld fyre med hjerter så store, at de nemt kan holde af flere piger på én gang: De har lukket deres profiler på Facebook, og direkte adspurgt svarer de, at det er fordi, det giver for mange komplikationer, at kvinderne, (der ikke kender til hinandens eksistens) pludselig kan se hinanden, læse hinandens hilsener osv.
I kromosomlejr XX har temaerne Selvpineri og Hævn flere gange været oppe og vende i forbindelse med Facebook. Når kæresten finder en ny, er der nu mulighed for online at følge med i, hvor på forholdsskalaen de befinder sig, og hvor hurtigt hans venner også bliver hendes. Hvis man, ufrivilligt eller uden at vide det, har været hende ved siden af, tager det idag under et minut at sende en kærlig hilsen til hans kæreste.
Så kort sagt: Et medie, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til – men som jeg stadig er en del af. Tænk, hvis jeg gik glip af noget. Tænk, hvis jeg var den eneste, der ikke var ombord. Tænk, hvis alle andre har gennemskuet det. Facebook. Jeg gider ikke sætte mig ind det, men kan åbenbart heller ikke sætte mig ud over det.
Hear, hear… facebook er det sure med det søde, og i bund og grund bare en sammenlægning af dating.dk, messenger, en åben sms-kanal, Plaxo og en blog/hjemmeside. Det er jo hele 5 ting og det er virkelig akavet til tider. Kærestens gamle kærester og tydeligheden af, hvem man ikke er på venneliste med, selvom alle andre “venner” er. På den anden side er det også rart at genoptage en tabt kontakt…
Jeg ved ikke rigtigt… Det er god underholdning når din blog er læst og man kan jo få pænt meget tid til at gå med at afvise anmodninger om at tilslutte sig “Du ved du er taget ved røven, når..”-grupper.
Nå men, jeg vil bare lige sige at du ikke er alene om den holdning. Jeg tilføjer lige at nyheder som facebook gerne skulle bringe noget nyt til torvs og ikke bare en anden måde at gøre det samme på.