Sol, søvn og sommer
Solarfobia: Angsten for ikke at udnytte solen, når den er her. Har prøvet at slå det efter i medicinske fagbøger, men uden held. Gør ingen forskel; jeg ved det findes, for jeg lider af det. Når solen skinner bliver jeg glad. Undtagelsestilstand i hele DK, alle opgaver kan udskydes med henvisning til vejret, og kold hvidvin ad libitum er nærmest et krav. Men min glæde fortyndes af rastløshedsrelateret stress. Jeg føler mig forpligtet til at være ude nonstop. Og der er trods alt grænser for, hvor meget sol en rødblond, blåøjet skandinav kan opsuge, inden man forvandler sig til det ukendte appendix til børnesangen “Solen er så rød, mor” : “Det er jeg så også nu”.
Det resulterer i, at jeg ikke kan koncentrere mig om noget. Hver gang jeg sætter mig, bliver jeg ramt af akut anfald af solarfobia. Har prøvet at behandle det ved at sætte mig ned i gården i skyggen. Det virker bare lidt formålsløst at … sidde. Så bliver jeg rastløs. Kommer i tanke om tusind ting, jeg kan lave. Går op. Og får nyt udbrud. Når vi når september, har jeg meget spændstig booty af alle de trapper og et olympisk efterslæb af uløste opgaver.
Problemet er større nu end ellers. Jeg starter i aften med den første af tre nattevagter på Skanderborgfestival. Det betyder, at jeg i morgen formentlig har lidt underskud på søvnkontoen. Og vejrudsigten siger sol, sol, sol. What to do? Mulighed #1: Gå i seng, og vælge at kalde min arrige skulen ud af vinduet for søvn. Mulighed #2: Lægge mig ud på stranden. 2’eren virker umiddelbart som den bedste løsning, men jeg har to søvnstilarter, jeg veksler imellem: Jeg sover enten som en, der er død, eller som en sæk lopper på speed til raveparty. Ingen af delene er særlig velegnede til offentligt brug.
Er der nogen, der ved, om der er kaffe på tilbud et sted?
Ungdomshuset eller overtræk?
På listen over Ting, Der Ikke Bliver Nemmere Med Alderen (feel free til at lægge kommentarer med andre ting fra listen..) er det evige problem med, hvad man skal tage på, når man skal i byen. Jeg vil gerne vide, hvor tøj forsvinder hen, når man har haft det på én gang? For jeg har problemet hver gang. Jeg ender med at gå ud og købe noget nyt hver gang. Og når jeg så åbner mit skab næste gang, jeg skal i byen, så har jeg absolut intet at tage på. Hvor er det?? Mit skab må være en slags møbelpendant til Bermudatrekanten.
Efterhånden har jeg lært at åbne og tjekke for forsvundne beklædningsgenstande i god tid. Har ikke rigtig selvtillid nok til at stille i bar røv på Train, selvom min bank sender breve, jeg kun kan læse som en opfordring til det. Men at finde nyt tøj, kan være temmelig tricky: Jeg har stadig ikke fået udleveret manualen, som forklarer, hvordan man i et prøverum kan ligne überhip Jackie O, og derhjemme – iført selvsammen kjole – forvandler sig til underbetalt rengøringsdame ved navn Swetlana?
Igår stirrede jeg så længe og insisterende ind i mit skab, at det til sidst spyttede en kjole ud på mig. Da jeg hoppede i den, havde den været i puberteten siden sidst og var blevet meget lang. Blev besat af klæbeånd fra 50’erne, og tænkte, at jeg bare kunne lægge den op. Jeg nåede så langt som til at tjekke sømme, inden jeg igen var tilbage i min egen håndarbejdsforskrækkede krop. Og fandt en saks. En løsning, som nu har fået mig til at tænke på, om autonome i virkeligheden bare er mennesker, der har gået så meget i byen, at de har klippet i alt deres tøj? Hvis det er tilfældet, så vil jeg gerne have, at gårdvagten kommer og tager min saks. Nu. Vil så nødig ende ved åen, iført fedtet hår og natbukser, sammen med folk, der synes, at rotter er elskelige, misforståede dyr. Det virker anstrengende at skulle råbe alting med meget vred rebel-stemme.
Fik jeg lige argumenteret mig selv ud i yderligere overtræk der?
Top 5
Over ting, man som heteromand skal overveje signalværdien i:
1) Bæreseler på maven med indbyggede gravhunde.
2) Hårbånd (Lars Krogh Jeppesen som eneste undtagelse)
3) Sko, der klikker meget højt, når man går.
4) At bruge en børste, når man føntørrer sit hår.
5) At sige “Hejsa”, når man kommer og underskrive sine sms’er med “Smil”.
Dolly, Dolly, hvor er du?
Jeg tænker jævnligt, at livet ville være lettere, hvis jeg havde en tvillingesøster. En jeg kunne give skylden for mine forskellige indfald og udfald. Det tidligste eksempel jeg husker på behov for genetisk redningskrans, er fra min tid i børnehaven. Jeg har altid haft meget let ved at få blå mærker. (Ligner f.eks. lige nu – uden påviselig grund – en fodboldspillende dreng på 5, der hedder Malthe, fra knæene og ned.) I min børnehave havde en pædagog med bekymring noteret sig, at jeg ofte påmønstrede blåprikket . Hun trak mig til side og spurgte, hvordan jeg havde fået alle de mærker. Hvortil jeg med klar stemme svarede: “Mine forældre slår mig”. Jeg skal skynde mig at tilføje, at mine samtaleindkaldte forældre aldrig har lagt hånd på hverken min søster eller jeg. De er fredelige mennesker med hippietendenser og meget bevidst Nul-voldspolitik. Følte mig som meget ondt barn, da vi tog “Ikke vred. Skuffet”-samtalen.
I de senere år har der jævnligt været alkohol involveret, når min tvillingesøster er på besøg. For et par år tilbage var jeg lige startet som tolk et nyt sted, hvor jeg tolkede i klasse med 45 fyre og 4 piger. Jeg mødte en af drengene i byen. Han kom hen for at konversere venligt, og min indledningsreplik bestod af skeløjet pegning og et slingrende “Jeg kan kan faktisk godt huske, at du hedder Jacob!”. Han viste sig at hedde Thomas, og være fodboldspiller på højt plan (=drikker ikke alkohol), og jeg skulle have praktikant med i klassen om mandagen…
Vi har snakket om at lægge alkohol på hylden, min tvilling og jeg. Specielt efter, at hun har bragt skam over os begge, så vi nu ikke længere kan vise os på Waxies.
Ind imellem er jeg også bare underlig uden påviselig grund. Var til morgenspinning, da jeg stadig kunne komme op til den slags. Stod sammen med 9 andre ved vandhanen og ventede på, at det blev min tur til at fylde flasker. Ingen sagde noget, og i stedet for bare at nyde freden i den slags situationer, så tror jeg, at det er min hellige pligt at sørge for at bryde tavsheden. Tog min fortællerstemme på. “Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes ved vandhullet”. INGEN respons. Andet end fælles tankebobbel over hovedet på de andre, hvor der stod “Nu må de fandme snart få styr på det distrikspsykiatri!”
Løbet er nok kørt i forhold til at få en tvillingesøster. Spørgsmålet er, om man kan overskue en klon?
The building is leaving Elvis.
Jeg har været min lejlighed utro. Ikke bare har jeg været ude og se, hvad der ellers er derude – jeg har fundet en ny, som jeg flytter i om en måned. Det har stået på i 2 måneder. Jeg har formået at holde det hemmeligt, men i sidste uge var jeg nede i den nye lejlighed, og lugten må have siddet i mit hår, da jeg kom hjem. Sandheden er ude og på en måde et jeg lettet. Det har været svært ikke at komme til at tale over sig. At huske at gemme IKEA kataloget. At planlægge flytning fra mobiltelefon, stående i snuskede gyder. Jeg har løjet. Jo, jeg har. Jeg påstod, at flyttemappen bare var en, jeg holdte for en ven. Jeg har svigtet den lejlighed, som har lagt vægge til mig i 7 år.
Men jeg synes ikke, at skylden er min alene. Da jeg mødte min lejlighed, synes jeg, at det var chamerende, at den lå på toppen af en bakke. Jeg sagde til mig selv, at det var den udsigt, jeg altid havde ledt efter. Men når hverdagen sætter ind, så bliver det surt slid at skulle slæbe nettoposerne op af Randersvej, og aldrig blive mødt på halvvejen. I starten gjorde den noget ud af sig selv. Nu er væggene nussede, gulvet trænger til en afhøvling og det knirker ad helvede til overalt. Kan man gøre for, at man bliver fristet af nye, hvide vægge og et pandekagelignende lokalområde?
Det bliver grimt herfra. Den sidste måned bliver lang. Jeg er omgivet af isnende forsmåethed. Om natten kan man høre rummene mumle: “Efter alt, hvad jeg har gjort for dig!” Og nu er den gået ind i hævnfasen. Pærerne springer hurtigere, end jeg kan nå at skifte dem. Jeg har hældt 200 liter afløbsrens i min stoppede køkkenvask. Uden resultat. I går morges døde min ene persienne i soveværelset. Meget lyst. Føles lidt som at sove på operationsbord. (Skulle man gribe til Gellerupmodellen og knalde et lagen op?). Jeg tror, at vi begge glæder os til den dag, hvor jeg lukker døren bag mig for sidste gang, så vi kan komme videre. Jeg håber bare, at vi stadig kan være venner.
Da ikke mig?!
Jeg er nødt til at indrømme, at jeg altid bliver en liiiille smule stødt, når jeg opdager, at regler også gælder for mig. Og jeg taler om alle typer af regler. Regler for god opførsel, adgangsbetingelser, adfærd=konsekvens, færdselsloven, you name it. Når jeg f.eks. vågner med tømmermænd, så er elendigheden altid blandet med en lille smule vantro: Bliver jeg OGSÅ dårlig af at nedsvælge 2 liter hospitalssprit?! Hvad mener du med at JEG ikke må cykle på strøget?! Ja, ja. Jeg ved godt, at man skal være medlem for at komme ind. Men kan jeg ikke bare lige få lov i aften? Udsolgt?? Du må da have bare lige en tilbage? Eller kunne skaffe en? Listen er uendelig.
Det værste er, når jeg kommer bagpå migselv. Når jeg bliver meget stresset eller ked af det, er min umiddelbare reaktion at blive arrig og sammenbidt. Den reaktion, som jeg ville forvente hos andre i samme situation, tror jeg, at jeg får lov at slippe for. Det har resulteret i nogle lidt uheldige episoder, hvor jeg er begyndt at spontantude i meget upraktiske situationer. Skræmte engang livet af en bankdame, som stillede helt almindeligt spørgsmål, og pludselig stod ansigt til ansigt med Tsunami.. Har tudet på Mørkets Fyrste -som skal roses for at tage det i stiv arm – på venindes mor osv. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Min uforbeholdte undskyldning.
Jeg er desværre ikke hævet over at blive voldsomt irriteret på andre, som udviser samme “Regler? Ikke mig”-adfærd. De skal komme til tiden, fatte, at de ikke må snakke i mobiltelefon her, og i det hele taget bare rette ind. Men hvorfor føler jeg mig så som Undtagelsen? Jeg er nået frem til, at det er fordi, jeg kender mine egne bevæggrunde og motiver. Jeg ved, hvorfor jeg skal skynde mig så meget, at det er NØDVENDIGT, at jeg cykler på strøget. At jeg har lovet at sørge for noget, så det må ikke være udsolgt, please! Jeg har STYR på det, blev der sagt, så det kan ikke hjælpe at begynde at hyle(…!). Hver gang jeg sender en regel hjem og skamme sig, er det fordi, det stiller mig i dårligt lys, hvis jeg skal følge den. Med indsigt følger ansvar, så nu er udfordringen så at huske, at mine problemer er de vigtigste, fordi de er mine – og sådan har vi det alle sammen. Til alle, det er gået ud over, som læser med: Jeg lover at prøve!
Kærlighed – et grundstof.
Somme tider laver min hjerne en kobling imellem to begreber, der som udgangspunktet ikke har det fjerneste med hinanden at gøre. Det seneste skud på stammen er Kærlighed vs Uran.
Hvis ikke min hukommelse bedrager mig, så består uran af to isotoper, 235 og 238. 235’eren er den del, som alle vil have. Som får kraftværket til at gløde og udløser ødelæggelserne, når bomben falder. Procentvis er sammensætningen således, at 238-isotopet udgør 99% af uran, og 235 kun 1%. Ikke ulig kærlighed, vel? At procentdelen af det virkelig værdifulde er så lav, gør den endnu mere kostbar og eftertragtet. Det afhænger af hænderne, det falder i, om det giver energi og varme eller død og ødelæggelse.
Sker uheldet eller falder bomben, så tager det uendelig lang tid før strålingen i jorden er faldet så meget, at man igen kan bygge noget op. Selv når de synlige skader er udbedret, kan der være eftervirkninger, som man ikke havde forudset. Urimeligt nok er det sjældent den, som har forårsaget skaden, der skal leve i ruinerne.
Når først hjernen er sporet ind, så er symbolikken næsten så tyk, at man kan gå på den, ikke? Jeg håber bare, at der er sket noget på området, siden jeg gik i skole. Min geigertæller tikker sindsygt højt og jeg har ikke lyst til at sidde i tom saltmine i U-land. Iført beton.
En lemmings bekendelser.
Da jeg var barn, havde jeg to sovedyr. Det ene var en bamse i et utrolig fjendtligt, kradsende materiale, som ikke hed noget. Det andet var en hund, som hed Lemming, uden F, der boede i skuffen under min junoseng sammen med min dyne. Den har fået en plads i dagens tekst, fordi det er gået op for mig, at den er smittet af på mig. Navnet er sevet ind i min personlighed efter de mange nætter under min tynde, blege børnearm.
Lemmingen er som bekendt det vimre dyr, der ganske uden at stille spørgsmålstegn ved det overordnede mål, kaster sig frygtløs ud over kanten af meget høj klippe, fuld af blind tillid til, at andre har tænkt planen igennem. Det er mig. Primært i forbindelse med IT og elektronik. Jeg opdager altid først, at ting som computere, digitalkameraer, Ipod’s osv er kommet for at blive, når ALLE omkring mig har anskaffet sig en af slagsen. Om jeg skal have nyt styresystem? Det ved jeg da ikke?? Skal man det? Er det besværligt? Hvis ja: Er det vigtigt? Hvad har I? Jeg lider af en sjælden udgave af synsforstyrrelsen Usher. Mine blinde pletter er primært placeret der, hvor artikler og annoncer om den slags nyheder er trykt.
Efterhånden breder smitten sig til nye områder. Folk, som jeg ellers mener har nogenlunde samme afslappede forhold til livet som mig selv, har sat sig ind i pensionsregler og skattefradrag. Jeg begynder at svede! Hvorfor fik jeg ikke den mail, hvor der stod, at det nu pludselig var noget, vi gjorde?? Jeg troede, vi havde en aftale…
Jeg har valgt at tilskrive denne karakterbrist min meget tillidsfulde natur. Jeg stoler blindt på, at Nogen (Banken. Skat. Staten. De Voksne) har min ryg. Og at alle elektroniske dimser, jeg erhverver er idiot-testede og -sikrede. Jeg knalder dem i kontakten, taster i vildskab og har ikke tålmodighed til at tjekke, hvad jeg får af fejlmeldinger, advarsler osv. (I min familie er det ellers comme il faut at L-Æ-S-E brugsanvisningen. Fra ende til anden. Det gen springer tilsyneladende somme tider et led over). Men det gør faktisk ikke så meget. For jeg VED, at går noget galt, så er der selvfølgelig nogen, der har tænkt på det i forvejen. Som kommer og løser det for mig. Ellers ville jeg da have hørt om det. Ikke?
Amen.
Those who love us, love us.
Those who don’t: May God turn their hearts.
If he can’t, may he turn their feet,
so we will know them
by their limping.
Jeg vil ik’ i seng nu!
KenderIdetnårmankommertilatdrikkeformegetkaffe? Ved godt, at det kan backfire, når man som DAMPbarn lægger sig selv i blød i den sorte nektar, men min kop har sin egen vilje. Og da jeg samtidig har termomund, kan jeg nedsvælge adskillige liter på bekymrende kort tid. Det udløser fornemmelse af at være den eneste i rummet, der er sat på fast forward. Min mund kan ikke nå at sige alt det, som min hjerne tænker (thank God!), jeg kan skrive i samme hast som The Bionic Woman (Sky Channel – remember?), og kan følge med i tre serier og en film samtidig. Forudsætter selvfølgelig at eventuelle gæster er tilsvarende koffeininficerede. Ellers risikerer man tæsk med fjernbetjeningen – hvis de da kan nå at erobre den, når man kommer fræsende forbi på væggen. Til gengæld synes jeg lige, at jeg så ryggen af Ole Lukøje, som arrigt hvæsede noget om fagforeningen og arbejdsforhold, inden han knaldede døren i efter sig. Man kan ikke være venner med alle.
PS: Har fået det nye katalog fra H&M. Det bliver et langt efterår. 70’erne møder Björk. Sløjfer, fake silke, muddernuancer og høj talje. Hvad fanden skal vi andre gå i?? Os, som ikke har karismatisk kunstnerpersonlighed og en ø, vi kan give skylden. Nægter at melde mig ind i NoaNoa segmentet. Er ikke SÅ gammel. Endnu. Selvom jeg tilsyneladende har nået den alder, hvor børn i refleksbukser lægger an på mig i byen, fordi de gerne vil prøve en ældre kvinde. Hvis nogen møder min bortløbne værdighed, så send den venligst hjem. Jeg lover ikke at skælde ud.