“Jeg er simpelthen så bange for at få tæsk”, sagde utrolig sød og høflig veninde til mig forleden. Jeg må med skam melde, at jeg kom til at fnise. Tanken om, at nogen – overhovedet – skulle have lyst til at tæske min tålmodige, godhjertede veninde, forekom mig absurd. Jeg ville uden problemer kunne liste 5 af mine nærmeste veninder, som har så meget kant, at det kunne ende med en kindhest, hvis noget kørte af sporet. Personligt har jeg to gange fået et par på hovedet, og jeg har selverkendelse nok til at indrømme, at det er mærkeligt, at det er blevet ved det. Men lige præcis denne veninde er sådan én, som alle holder af, og som strækker sig langt for folk omkring sig. Under ingen omstændigheder typen, man slår på. (Jeg ved ikke, om jeg ramte hende på en dårlig aften, for senere, da vi så nyheder, mumlede hun under et særlig fælt indslag: “Sådan er jeg bange for at dø!” (Hvilket ikke umiddelbart burde være svært at undgå, med mindre hun planlægger at emigrere til sydamerika, bliver latinamerikansk ghetto-ho og medlem af en bande. Men man ved selvfølgelig aldrig..))
Jeg er ikke bange for at få tæsk. Ikke at jeg ville nyde det, hvis det skete; den angstfantasi har jeg bare ikke. De fleste jeg kender, lider af den tyske Grund-Angst for livet generelt. Alt det der med ikke at slå til, at der aldrigaldrigaldrig må ske noget med dem, jeg holder af, og at jeg helst ikke vil dø i ensomhed, uden nogen opdager det, og ende som schæferføde. Den type Angst er, så vidt jeg kan forstå, en del af standardpakken, og man kan ikke afmelde den uden at opsige hele abonnementet. De fleste af os supplerer den bare med en hysteriangst eller to on the side. Disse karakteriseres ved at være nærmest latterligt usandsynlige – og vi ved det. Det til trods, har de så godt fat i fantasien, at vi bøjer os og tager vores forholdsregler.
Jeg har to.
1: Jeg ender altid med de små, plettede bananer (indsæt selv joke, Red.), som ligger øverst i kassen, og som alle har gramset på. Hvorfor? Jeg VED bare, at der sidder en fugleedderkop på lur dernede i dybet. Helt skeløjet af sult, efter at have siddet fastklemt i en bananklase hele vejen fra Guatemala, sidder den bare med blottede tandhalse og venter på min hånd.
2: Jeg lufter altid ud om morgenen, men de dage, hvor jeg arbejder på Sjælland, åbner jeg aldrig min altandør, før efter jeg har været i bad. Alle ved, at øksemordere bare står på tilfældige græsplæner rundt omkring i Århus, og venter på alle dem, som åbner altandøre kl 3.30. Så snart man trækker bruseforhænget for, er det sket. Jeg vil ikke udelukke, at han medbringer ghettoblaster, så man kan blive slagtet til soundtracket fra Psycho.
Jeg bør nok afstå fra at latterliggøre andres skrækscenarier.
Altså.. hvis det endelig skal frem: Udover den usædvanligt stærke grund-angst for at blive forladt, så har jeg også et par af de helt hysteriske, som jeg reagerer på pr automatik og med komplet mangel på fornuft.
1: Vandplanter. Kom snorklende afsted i klart, dybt, græsk vand. Under mig var der 8-10 meter til bunden og masser af flotte fisk. Og en stor tæt koralrød busk (Gå så HJEM, Freud, eej!), der bølgede med vandet. I det øjeblik jeg så den, holdt jeg op med at trække vejret og jeg sværger at jeg Anders-And-spænede ovenpå vandet hele vejen ind til stranden. Kan kun lide tang i sushi.
2: Høns. Dumme, øglelignende, ildelugtende, pletskaldede bæster -og jeg er sikker på at der er psykopat-tendenser i dem alle sammen, så de på Hitchcockmaner rotter sig sammen om at hakke mine øjne ud. Høns er kun i orden i asparges.
3: Pludselige, voldsomme bevægelser, som fx arrige slag i bordet. Store øjne, ingen vejrtrækning og panikgrådboble der vokser i halsen inde bag armene der er trukket helt op om ansigtet. Følte mig pænt åndssvag, da bevægelsen engang havde til formål at skille kyllingeben fra kyllingekrop, akkompagneret af Stallone-lyd. Og nej, forklaringen er ikke åbenlys.. jeg har fået smæk 1 eneste gang som lille efter at have sprøjtemalet cykelskur inkl cykler indefra med sort pinotex.
– selvfølgelig behøver jeg ikke skrive sådan noget som “bange for at falde ned ad trapperne i cinemaxx”.
Og så taler vi ikke mere om det!