Bloggen

Hvad er det, der sker med folk til en julefrokost? Snaps? Noget sker der i hvert fald. Måske er det den højlydte raslen fra de tilstedeværende skeletter, der minder os om, at vi engang skal dø; i hvert fald festes der, som var det Den Sidste Nat På Jord: Alle løfter om troskab anses for værende ugyldige, ingen sandhed må forblive usagt, og kroppen forsøges konserveret i ren sprit.

Men sjovt, det er det. Specielt hvis det lykkes én at navigere igennem natten uden at blive castet til hverken hoved- eller birolle i filmen, der vises den efterfølgende uge: ‘Godt, Det Ikke Var Mig!’.

Jeg havde i år fornøjelsen af at kunne deltage, uden at have noget i klemme – hvilket gjorde det muligt at nyde forestillingen så meget desto mere. Og genkendelsens glæde var stor. Alle de sædvanlige roller blev besatte.

Vi havde overskudselskerinden, som kl 23 forvandlede sig til Den Arrige Guldkugle, og brugte resten af aftenen på at marinere i indestængt vrede. Vi havde klassens pæne dreng, som aflagde sine hæmninger med en hastighed, der nærmest brød lydmuren, dansede som en frø i en blender og endte med tungen i halsen på den forkerte kæreste. Vi havde de to alfahanner, der røg i totterne på hinanden. Vi hørte de samme kommentarer, hvor kolleger på tværs af afdelinger hvæser ting som: “Du er højrøvet af helvede til, og vi synes allesammen, at du er en kælling!”. Vi havde hende med det hele i klemme og hjertet uden på tøjet, som udsat for venlighed begyndte at tude. De samme biseksuelle, som forsigtigt stak snuden ud af skabet. Vi så de samme snigere, som fik sig hustlet sig til sex på de samme, velkendte og gennemskuelige undskyldninger.

Jeg er glad for, at det var en god aften. Specielt fordi det lyder som om, at jeg til næste år skal feste alene. Har mødt de første fem som med dommedagsrøst har proklameret, at de under ingen omstændigheder skal med i 2008. Det synes jeg er ærgeligt. Men så må jeg jo bare glæde mig over de gode billeder fra i år…

Glædelig jul.

(…eller slæbte sig afsted som en skildpadde på valium.)

Hvert år når champagnen i køleskabet begynder at råbe: “Luk mig ud eller det bliver sagt!!” og alle flyver under radar, mens de håber, at andre melder sig til at lægge hus til konfetti og bordbomber (og folk, der laver røde læbeaftryk på silkeduge fra Vietnam *smiley-der-rødmer*), overvejer jeg, om jeg burde have mig et nytårsforsæt. Lemming som jeg er, synes jeg, at det virker forkert ikke at have et, når nu alle andre har. Føler også, at jeg er kommet afsted i Michael Carøes selvtillid, når jeg på den måde indikerer, at der skam ikke er noget ved mig, der trænger til at blive ændret på. Jeg vælger dog at tro, at det er fordi, jeg opdaterer personligheden løbende.

Jeg forstår godt idéen. Nyt år, ny tavle. Tid til at kigge tilbage, tage ved lære og rette blikket frem. I skrivende stund er der således kun 17 dage tilbage af 2007. Thank God. 2007 har, uden sammenligning, været det værste år, jeg nogensinde har haft. Jeg skal afstå fra at opremse elendighederne alfabetisk, da jeg ikke vil risikere at skubbe læsere med suicidale tilbøjeligheder ud over kanten. Bare tag mit ord for, at det har været et fucking møgår, og at helvede (som en sur franskmand har sagt) er andre mennesker.

Men Linda. Kan du så ikke lave et nytårsforsæt eller to? Bare for at sikre lidt mere medgang i 2008? Noget med at strække dig endnu længere og smile endnu bredere, når urinen siler ned af ryggen på dig? Måske det kunne hjælpe?

Du. Kan. Tro. Nej! Hell no! Tværtimod, faktisk. No more Miss Nice Witch. Slut. Til næste år har jeg tænkt mig at lægge come-rain-come-shine attituden fra mig. Jeg opruster. Jeg forvandler mig til Den Brændende Bus(h)k. Jeg anlægger angressiv, you’re-either-with-us-or-against-us stil.

Jeg laver en nytårstrussel.

2008 må fandme bare hellere have noget bedre i posen, ellers er der røvfuld! Nul-tolerance politik overfor folk, der lyver, snyder eller tager uden at give, både privat og i jobregi. Hvis 2008, på noget tidspunkt, så meget som nævner ord som ‘uheld’, ‘nedskæring’ eller ‘inkubationstid’, så detonerer jeg bomben og hopper direkte videre til 2009. FN kommer ikke på tale. Skyldig til det modsatte er bevist. Amnesty International? Ikke på Guantanamo, baby.

2007 har i den grad maxet kassekrediten ud. Regningen ligger klar til 2008.

“Piger skal have sexappeal – ikke hjerne”, kunne jeg læse i Urban idag. Artiklen tager sit udgangspunkt i en bog skrevet af Carol Platt Liebau, og handler om, at samfundet idag, efter sigende, er så sexfikseret, at piger lærer, at anerkendelse opnåes ved at være sexet og ikke ved at være klog eller have personlighed. Forfatteren selv er politisk analytiker og redaktør på Harvard Law Review.

“I en kultur, der hylder Paris Hilton, g-strengstrusser og sange som “My Humps”, er der ikke meget plads til anerkendelse og respekt for kvindelig beskedenhed.”

Øh undskyld, hvad?? Hvis vi tager afstand fra at objektificere kvinden, er det så ikke ligeså slemt at tilbede idealet af madonnaen, som der er at hylde skøgen? Jeg synes bestemt, at en vis portion beskedenhed kan være klædeligt, men ligefrem at fremhæve det, som et specielt (og ønskværdigt) kvindelig karaktertræk – det synes jeg er at stramme den. Og det skulle undre mig en del, om man ender som redaktør på Harvard Law Review ved hjælp af kvindelig beskedenhed alene.

En mistanke slog ned i mig. Google – Carol Platt Liebau – Billeder – Søg….

Jep. Hun er en semi-øgle. Kæmpegarn og rullekrave. Hvilket jo unægtelig forurener kildematerialet en del. Det er hverken første eller sidste gang, vi hører, at det offentlige rum bliver mere og mere sexfikseret, og at piger bruger alt for meget tid på deres udseende, og alt for lidt energi på deres uddannelse. Men hvor mange af De Smukke Piger – dem, som efter sigende skulle lide under fænomenet – beklager sig? Det er da tankevækkende, at det altid er Hjernerne, der brokker sig på vegne af Modellerne og aldrig omvendt. Det er også svært ikke at gro den mistanke, at det skyldes irritation over, at man selv har en hjerne som en ragekniv og kan slagte sin modstander i retten, og alligevel er den mandlige kollega stadig mere interesseret i den 22-årige blonde receptionist med c-skål og stramme jeans.

Dybest set handler det vel om, hvordan man vælger at investere sin tid og energi. Uddannelse og ambitioner koster blod, sved og tårer. Det gør den perfekte krop også. Vi har allesammen 24 timer i døgnet, og tid er ikke noget du får, men noget du tager dig. Om du bruger tiden på at forskønne din hjerne eller din krop: Hvis bare du føler, at du udnytter dit rå-materiale optimalt, og du er glad, når du går i seng om aftenen, har du så ikke opfyldt betingelserne for Det Gode Liv?

Hvis De Smukke Piger begyndte at skrive bøger om, hvordan kvindelige dommere og politikere får undertrykt deres kvindelighed af at arbejde i et maskulint miljø, ville de fleste trække på smilebåndet, og det ville formentlig ikke blive taget seriøst. Hvorfor? Fordi karrierekvinderne har defineret, hvad der er gangbar, kvindelig valuta i forretningsverdnen. Har de gjort det selv? Nej. De har kopieret mændenes adfærd og accepteret succeskriterierne på alfahannernes territorium. De kvinder, der har valgt den vej i livet, har gjort det, fordi det giver dem en tilfredsstillelse at bruge deres evner på et område, hvor de kan udfolde sig, og lade deres kvalifikationer kommer til ret.

Det ville klæde dem, at lade deres medsøstre gøre det samme.

Har lige læst i Politikken, at nogle mennesker er genetisk disponerede for gavmildhed. Umiddelbart lyder det som en fantastisk og plausibel undskyldning for de røde tal på bogen, men inden du glædestrålende løber i banken med en lægeerklæring, så brug lige to minutter på at overveje konsekvenserne af den argumentationsform.

Den slags artikler er bad moon rising. Det er bare at læne sig tilbage og vente. Du kan være sikker på, at bolden med det samme bliver grebet i luften af kreative personer med ussel opførsel og mangel på nogen at give skylden.

Om ti minutter står Carl Mar højlydt og læsper, at det er pga. gavmildheds-genet (AVPR1a) og det dertilhørende behov for at dele ud, at nogle mænd er nødt til at knalde til højre og venstre. Ansvar bliver et allergifremkaldende stof, og Løgn bliver næste års Tourette.

Nærighed, som er et af de mest usympatiske karaktertræk overhovedet, er sikkert også bare en membrans-bredde fra at blive klassificeret som sygdom. At Nærig-Peter ikke liiiiige har kontanter på caféen, at der uheldigvis er noget i vejen med hans netbank, så det han skylder ikke bliver overført til dig, at han altid skal hjem, lige inden det er hans omgang, at alt, hvad han lægger ud, bliver krævet ind på øren, mens alt, hvad du lægger ud, bliver opfattet som gave, der skal tjene til at vise, i hvor høj grad du værdsætter hans selskab – det er ikke længere dårlig stil, men et handikap. Og lur mig om ikke det i givet fald lykkes Peter og vennerne at tiltuske sig revalideringsydelse og ret til handikap-parkering oveni.

Genmanipulation får pludselig en helt ny betydning.

Jeg har genfundet manden i mit liv. Fandt ham for fire år siden, da han, mørk og beskidt, red rundt og var mystisk, mens han hjalp pygmælignende væsner, som ikke kunne passe på deres smykker. Mistede ham sidste år, da han skiftede kappe og harnisk ud med onkelfrisure og skovmandsskjorte. Genfandt ham igår. Med tegninger over hele kroppen, James Dean hår, og russisk accent. Frygtindgydende lækker. Viggo. Velkommen hjem.

(Update på sidste uges indlæg om naboer: Jeg havde ret. Nabo Med Indre Jytte har nu parkeret kæmpekælk i opgang. Mederne klamrer sig til de spinkle træsider, mens de tappert forsøger at holde kælken oprejst: Den er læsset til med så meget gran, at man i første omgang lige hurtigt kigger sig over skulderen for at tjekke, om man ved en fejl er kommet til at gå i skoven i stedet for hjem. Men så griner man lidt overbærende af sig selv. Man har trods alt aldrig i live-skoven oplevet, at nogen har spraymalet træerne med nisser.)

“Er du så sådan en rigtig aerobics-pige?”, spurgte kedeldragtbeklædt mand. Med ekstra ‘s’ und alles. Er jeg? Umiddelbar reaktion: Forhåbentlig ikke! Ikke mange store personligheder, man associerer begrebet med. Charlotte Bircow. Jane Fonda. Hende fra Stryhns. Kiggede på ham og svarede, at det afhang af, om han gav mig en kompliment eller forsøgte at fornærme mig. Hvilket udløste semi-pinlig situation, da det på samme tid gik op for os begge, at jeg gav ham valget imellem: a) at indrømme, at han havde gloet på min krop eller b) at tilkendegive at han synes, at jeg på den blonde måde opfyldte hjernedødskriteriet. Han endte med at forsikre sine sko om, at det skam var positivt ment. (Og sådan kan man, med en enkelt sætning, fravriste folk lysten til at sige pæne ting til andre resten af livet.)

Lettere foruroliget brugte jeg den næste halve time på at spekulere over min hårfarve. Fact er, at jeg, efter at have fået langt, blond hår, får tilbudt markant mere hjælp i Føtex, bliver holdt mere tilbage for i trafikken og generelt bare oplever bedre service, end da jeg var kort- og rødhåret. Overvejede om det er prostitution, når man beholder frisure med den bevæggrund?

En time efter befandt jeg mig i selskab med et par unge, virkelig street fyre med anden etnisk baggrund end dansk. Der var stikhuer nok til et mellemstort hold forskere, udstationeret på indlandsisen, og et testosteronniveau så højt, at det potentielt kunne fremkalde skægvækst ved indånding. Og det er så her, at dagens andet spørgsmål til mig og min fysik falder: “Hey hallo mand – er du bodybuilder?”

Proteinpulver sælges. Byttes eventuelt til mørk skyllefarve.

Velkommen til mit blogindlæg # 100. I mit allerførste indlæg, skrev jeg, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at bruge bloggen eller ej. Det spørgsmål tror jeg, at vi har fået besvaret. Det er fantastisk at have et sted, hvor man kan hælde noget af det, der foregår i hovedet, ud over sagesløse læsere, der er vanvare er snublet over siden.

I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle være journalist. I et anfald af forbløffende mangel på selvindsigt, fravalgte jeg den karriere, fordi jeg ikke mente, at jeg var ambitiøs nok. Det til trods har jeg aldrig fortrudt, at det ikke blev den vej, jeg gik; Hvor jeg idag arbejder med sprog og kommunikation (som var det, jeg gerne ville), så synes jeg godt nok, at mange journalister er stuck i et lammende intetsigende erhverv.

Jeg ved godt, at man ikke kan stå op med udsigt til sager som Watergate og afsløringer af den napolianske mafia hver dag, men somme tider må man altså føle sig lidt som en af dem med flise-kontor på 30 x 30 cm, når man igen bliver bedt om at skrive en tandløs historie om en bortløben hund, eller en anmeldelse af smørrebrød. Der må være tidspunkter, hvor man spekulerer på, hvorfor man henslæbte 4 år i en brun cigaræske fra 70’erne for dét. (Insiderviden: Som plaster på såret har de herregod kage i kantinen deroppe.)

Indenfor journalistiken er der en særlig genre, jeg har det ekstra svært med: Skam-journalistik. Artikler, der kun skrives med det formål at få læseren til at sidde tilbage med den fade smag af skyld i munden. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en almindelig tommelfingerregel indenfor journalistik, at hvis en historie skal have substans, skal den indeholde en sag eller et tema, som man kan argumentere både for og imod. En god journalist sørger for, at begge typer af argumenter er til stede. Når de nu lærer det på journalisthøjskolen, hvorfor skrives der så artikler, som den jeg så i Urban idag?

Historien handler om en lille, sulten afrikansk dreng. Jeg har aldrig forstået, hvorfor det er mere synd for dem til jul end på alle andre tider af året. Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at se noget statistik på, om der op til jul bliver adopteret ligeså mange afrikanske sponsorbørn i lande med religiøse traditioner for aflad, skrifte osv. som i Danmark, hvor vi selv står for at skaffe os af med den dårlige samvittighed. Det er svært at være uenig i, at verdens goder er ulige fordelt. Det er også svært ikke at få ondt i hjertet over det liv, som børn bydes derude. Men hvis jeg var chef for pågældende journalist, ville jeg føle mig svært snydt over at skulle betale hendes tur til Congo, når hun kvitterer med en historie, hun kunne have udtænkt hjemme foran Mac’en eller copy-pastet fra et tilfældigt års decemberarkiv. Det, jeg i særdeleshed brækker mig over ved artiklen, er den selvretfærdighed, som siver op igennem papiret. Det er Se og Hør om igen og emotionel pornografi af allerværste skuffe:

»Jeg glæder mig til jul,« siger Yenga Sumaili og smiler ved tanken om den kommende højtid. Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at den 25. december er årets bedste dag. For som den ni-årige skoledreng forklarer med et forventningsfuldt udtryk i de mørke øjne:»Den dag får vi kød til maden.« […] »Og så kunne jeg godt tænke mig lidt penge til min mor, så hun kunne købe ekstra mad og trækul,« siger Yenga. Han vil nu helst glemme alt om det, han ikke kan få og i stedet glæde sig over julens kommende festmåltid – selvom der også er klare begrænsninger for, hvor meget hvert medlem af familien må spise den dag. Men det gør ikke noget – for som han siger:»Hvis jeg fik lov til at fylde maven, så ville jeg få ondt, fordi jeg ikke er vant til det.«

Hvad godt skal den historie gøre Yenga? Eller læseren? Hvor bliver vi klogere? Hvor er baggrundshistorien? Hvor er perspektivet? Hvor fladt og endimensionelt kan det blive?

Måske er det blottet for substans med vilje, fordi journalisten kender fornemmelsen fra sig selv: Hvis hun fik lov at fylde hovedet, ville hun få ondt, for hun er ikke vant til det.

Idag ville jeg ønske, at jeg havde valgt at være anonym, da jeg oprettede min blog. Idag har været den lorteste skoddag i måneder, og jeg kan ikke skrive om det. Jeg føler den vildeste trang til at fortælle detaljeret om en dag, fyldt til bristepunktet med dårlige oplevelser, afstumpede kommentarer og uhyrlige spørgsmål. Jeg har lyst til at lange hårdt og direkte ud efter dem, der i sandhed fortjener det – men hvis jeg gør, rammer jeg de forkerte, de uskyldige og dem, der vil mig det bedste.

Nogen et sted derude skylder mig fandme en 12-trins undskyldning!

Idag modtog jeg en invitation på Facebook. “XX added you as a friend. To confirm bla bla bla.” Da jeg så navnet, var min første tanke: “Det mener du fandme ikke alvorligt?!” Vi taler her om en person, der brugte det meste af sin folkeskoletid på aktivt at forpeste min. Og nu, hvor det tilsyneladende rater din coolness, hvor mange venner du har, så føjer vi bare ukritisk folk til listen eller hvad??

Da den røde arrigskabs-tåge lettede, og jeg genvandt mit normalsyn, kom jeg til at tænke over, at vi, et langt stykke hen af vejen, selv vælger de roller vi har, i de relationer vi indgår i. Jeg er ikke længere den, jeg var for 20 år siden, og det er XX givetvis heller ikke. Vores indbyrdes forhold er ikke støbt i cement. Det kan kun forblive som det var, hvis jeg igen accepterer den rolle, som jeg fik og tog dengang. Hvilket jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig.

Jeg tror, at man lærer folk, hvordan de skal behandle én. Jeg læste et sted, at der ikke findes ofre – kun frivillige. Det er måske at oversimplificere tingene lidt, men hvis man definerer sig selv ud fra, hvad man spejler sig i, så jeg tror godt, at det kan betale sig at være bevidst om, hvordan man responderer på omverdenens krav, ønsker og forventninger.

Sætninger som: ‘Jeg vil heller ikke være kærester’, ‘det kan jeg godt gøre’, ‘det gør ikke noget’ og ‘det var så lidt’ er tveæggede sværd. Sagt og ment bogstaveligt er de brugbare og harmløse. Sagt for at få modtageren til bedre at kunne lide mig, forvandler de sig derimod til cyanid på tungen.

Jeg ikke er så god til at sige, at jeg holder af folk. Jeg hjælper dem i stedet, og så skal de selv oversætte det. Da jeg også fortolker efter denne skabelon den anden vej, betyder det, at jeg ind imellem kujonagtigt undlader at bede andre om hjælp; hvis de siger nej, betyder det, at de ikke kan lide mig. (Er der en læge til stede?) Det betyder, at jeg somme tider får lært folk, at jeg er en form for serviceorgan. Når jeg så føler mig pisset på, ved jeg egentlig godt, at jeg kan sende takkekortet til mig selv. Hvilket ikke gør mig i bedre humør.

Jeg har også flere gange oplevet pludselig at være blevet storesøster for én, jeg egentlig troede var en veninde. På et tidspunkt opdager jeg, at jeg har fået tildelt en kombineret aflaste/støttefunktion, men har beklageligvis glemt at få indført i kontrakten, at denne service går begge veje. Det betyder, at når mit eget liv byder på bid-i-gulvtæppet-perioder, har jeg ringet op i sikker forvisning om, at jeg har masser af øre-point på kontoen. Og målløs lagt på efter at have konstateret, at det tog hende under fem minutter at dreje samtalen tilbage til hendes liv og hendes problemer, pinagtig bevidst om, at jeg selv har været med til at indrette venskabet sådan.

Måske jeg skulle melde mig ind i sådan en rollespilsklub? Så jeg kunne udvide repertoiret lidt? Jeg vil gerne være ham, der kaster med syntetisk sne og råber “Iskrystaller! Iskrystaller!” Bliver sgu så træt i armene af at hænge her på korset.

Igår var jeg til årets første julefrokost, hvor vi musikalsk såvel som madmæssigt havde valgt sammenskudsmodellen. Imellem forret og hovedret lød tonerne fra Rembrandts “I’ll be there for you” fra anlægget, og pludselig kunne man se, at alle de tilstedeværende var generation Friends. Klar til at klappe og på fornavn med Monica, Ross, Chandler, Joey, Phoebe og Rachel. Jeg har brugt mangt en tømmermændsbefængt søndag på at ønske, at mine naboer var bare en kvart del så sjove og sympatiske som de 6 venner. Beklageligvis har jeg endnu ikke haft mulighed for at nominere nogen i kategorien “Bedste Nabo”, men om det skyldes mig eller dem, på den anden side af døren, ved jeg ikke. (Løgn. Helt klart deres skyld. Red.)I min første lejlighed i Esbjerg, boede jeg ved siden af 80-årig dame, der behandlede mit hennafarvede, anorak-iførte 19-årige jeg med mistro fra første dag. Når jeg holdt døren for hende, skulede hun til mig, som om hun kunne se, at jeg havde lyst til at hamre den i nakken på hende. Hele dagen var manglen på lyd fra hendes lejlighed så markant, at jeg jævnligt overvejede, om hun lå død derinde, i færd med at blive fortæret af sine katte. Denne klamhedsfrygt blev dog manet i jorden hver dag kl. 18: I starten strøg jeg nærmest ned af sofaen af skræk, når kendingsmelodien fra Lykkehjulet BRØLEDE ind gennem væggen, med en lydstyrke, der ville have blæst en seismograf omkuld. Det mest fantastiske var, at hun til dato er den eneste nabo, der har indsendt en officiel klage over mig til bestyrelsen: Hun følte sig meget generet af, at jeg spillede saxofon… Efter klagen sørgede jeg omhyggeligt for at øve hver dag præcis kl 18, i håb om at kunne irritere den anden vej. Forgæves. Om jeg så havde rigget til med mikrofon og forstærker, havde jeg ikke kunne overdøve lydinfernoet derindefra.Da jeg flyttede til Århus, delte jeg i første omgang en fremlejet lejlighed med Henrik. Henriks største drøm var at blive ansat i Intern Revision i Dansk Supermarked. Min var at blive tegnsprogstolk. Vi synes begge to, at det den anden havde valgt, uden sammenligning, lød som det mest røvsyge erhverv i hele verden. Henrik og hans venner elskede at spille spuash på værelset, og alt – ALT – hvad de lavede af mad, blev overdænget med cayennepeber og bearnaisesauce. Det var den største dag i Henriks liv, da hans søster kom i lære som kok og kunne skaffe disse kulinariske fortræffeligheder til indkøbspris.

Lejligheden vi boede i, var ejet af en pige, Mette, som arbejde i Bruxelles. Lige ved siden af os boede hendes mor, Supersnuseren. (Forståeligt nok, at Mette havde valgt at flygte til udlandet, faktisk.) Supersnuseren aflagde jævnligt inspektionsbesøg, hvor hun under let gennemskuelige påskud gik rundt og tjekkede, om vi brugte Mettes ting. Jeg ved ikke, hvad hun tror vi lavede, men når hun kom, uanset om det var kl 10 om formiddagen eller kl 15 om eftermiddagen, så bankede hun altid på, og råbte: “Er I … anstændige?”, inden hun låste sig ind.

Efter et halvt år flyttede jeg igen, og fik ny sambo, der stadig går under alias’et Sambo-Lene. Den opgang vi boede i, husede en gammel kone, der hed Eleonora. Hun var boede i stuen, var bindegal og temmelig ensom. Eleonora have et udstoppet egern, som hun med jævne mellemrum vaskede, og hængte til tørre i haven. Hun stod på lur, når man kom hjem, klar til at overfalde dig med snak om ligemeget-hvad-bare-vi-snakker. Som modtræk lærte vi hurtigt at låseopogsprinteopaftrappenisikkerhedpåførstesalphiew!! Hatten af for Eleonora: Da hun fandt ud af det, var hendes modtræk at begynde at vaske trapper så ofte, at man uden fare for bakterieangreb og infektion, kunne have udført en hjertetransplantation på rapo’et. Når jeg kom hjem og forsøgte at skræve over det gamle skrog, tog hun fat om mit ben, med en styrke man ikke ville have tiltroet en gammel vissen pind som hende. Man skal altså være lidt af en hård nyser for at ryste en gammel dame af, som klamrer sig til dit ben.

På Stjernepladsen overtog vi en lejlighed efter et lettere suspekt element, hvilket den første tid medførte mange spændende opkald og besøg fra politi, advokater og fogeder. Et af højdepunkterne var, da jeg blev ringet op af en pige, som bare lige ville advare mig. “Din nye kæreste er psykopat! Det sys’ jeg bare lige du ska’ vide, når du er flyttet ind til ham og holder hånden over ham!”

Det var også på Stjernepladsen, vi havde fornøjelsen af naboen Sure Maj, som i ramme alvor mente, at vi stjal hendes lagener. Der hang jævnligt sedler i opgangen, hvor hendes forvaskede bomuldslagner blev efterlyst, og i vaskekælderen hængte hun små sedler på sit tøj: ‘Tilhører 2. tv., Lad det venligst hænge!!!!” (Bødestraf til folk, der overdoserer udråbstegn). Hende savner jeg ikke.

Der hvor jeg bor nu, har jeg fået mig en nabo, som fysisk er jævnaldrende med mig, men som indeni er en dame på 45, der hedder Jytte, med nedsunket underliv og Fjâllräven. For et par uger siden, kom jeg hjem til tørret, botanisk angreb på min dør. Et helvede af lyng, stråbamser og mos fordelt på fad og placeret på skammel. Har nu i 2 uger forgæves forsøgt at tabe en glød på det, eller åbne min dør så hurtigt, at vindpustet får lortet til at forstøve. Jeg har en fornemmelse af, at det trækket op til stråkranse på døren, og at det udløser instant “shhh!!”- stemning, hvis man skulle komme til at holde en fest. Til gengæld tror jeg ikke, at jeg behøver frygte semipornografisk lydspor til hed, løssluppen sex.Aj, måske man lige skulle åbne en flaske vin og nappe et afsnit Venner eller to?