Idag modtog jeg en invitation på Facebook. “XX added you as a friend. To confirm bla bla bla.” Da jeg så navnet, var min første tanke: “Det mener du fandme ikke alvorligt?!” Vi taler her om en person, der brugte det meste af sin folkeskoletid på aktivt at forpeste min. Og nu, hvor det tilsyneladende rater din coolness, hvor mange venner du har, så føjer vi bare ukritisk folk til listen eller hvad??
Da den røde arrigskabs-tåge lettede, og jeg genvandt mit normalsyn, kom jeg til at tænke over, at vi, et langt stykke hen af vejen, selv vælger de roller vi har, i de relationer vi indgår i. Jeg er ikke længere den, jeg var for 20 år siden, og det er XX givetvis heller ikke. Vores indbyrdes forhold er ikke støbt i cement. Det kan kun forblive som det var, hvis jeg igen accepterer den rolle, som jeg fik og tog dengang. Hvilket jeg under ingen omstændigheder har tænkt mig.
Jeg tror, at man lærer folk, hvordan de skal behandle én. Jeg læste et sted, at der ikke findes ofre – kun frivillige. Det er måske at oversimplificere tingene lidt, men hvis man definerer sig selv ud fra, hvad man spejler sig i, så jeg tror godt, at det kan betale sig at være bevidst om, hvordan man responderer på omverdenens krav, ønsker og forventninger.
Sætninger som: ‘Jeg vil heller ikke være kærester’, ‘det kan jeg godt gøre’, ‘det gør ikke noget’ og ‘det var så lidt’ er tveæggede sværd. Sagt og ment bogstaveligt er de brugbare og harmløse. Sagt for at få modtageren til bedre at kunne lide mig, forvandler de sig derimod til cyanid på tungen.
Jeg ikke er så god til at sige, at jeg holder af folk. Jeg hjælper dem i stedet, og så skal de selv oversætte det. Da jeg også fortolker efter denne skabelon den anden vej, betyder det, at jeg ind imellem kujonagtigt undlader at bede andre om hjælp; hvis de siger nej, betyder det, at de ikke kan lide mig. (Er der en læge til stede?) Det betyder, at jeg somme tider får lært folk, at jeg er en form for serviceorgan. Når jeg så føler mig pisset på, ved jeg egentlig godt, at jeg kan sende takkekortet til mig selv. Hvilket ikke gør mig i bedre humør.
Jeg har også flere gange oplevet pludselig at være blevet storesøster for én, jeg egentlig troede var en veninde. På et tidspunkt opdager jeg, at jeg har fået tildelt en kombineret aflaste/støttefunktion, men har beklageligvis glemt at få indført i kontrakten, at denne service går begge veje. Det betyder, at når mit eget liv byder på bid-i-gulvtæppet-perioder, har jeg ringet op i sikker forvisning om, at jeg har masser af øre-point på kontoen. Og målløs lagt på efter at have konstateret, at det tog hende under fem minutter at dreje samtalen tilbage til hendes liv og hendes problemer, pinagtig bevidst om, at jeg selv har været med til at indrette venskabet sådan.
Måske jeg skulle melde mig ind i sådan en rollespilsklub? Så jeg kunne udvide repertoiret lidt? Jeg vil gerne være ham, der kaster med syntetisk sne og råber “Iskrystaller! Iskrystaller!” Bliver sgu så træt i armene af at hænge her på korset.
Published by