Heksen, håndbogen og hæmoridecremen.

Jeg har en ret lav tolerancetærskel, når det kommer til selvhjælpslitteratur. Jeg vil gerne medgive, at man kan blive klogere på sig selv af at læse gode bøger, men jeg mener også, at man bør stoppe, inden man får lagt sit liv i hænderne på 56-årig forfatter i flagrende gevandter af naturmateriale, med eget keramikværksted i haven.

Naturligvis ikke. Jeg iler til undsætning: Næste gang du står ved selvhjælpshylden i Bog & Idé, så sig højt for dig selv: “Jeg skal lære at sige fra.” Det er essensen i 8 ud af 10 bøger. Du har lige sparet 600 kr.

Min aversion imod selvhjælpslitteratur bunder i forfatternes tendens til at udtale selvfølgeligheder, som var de Sandheden. Jeg finder det særligt usmageligt, fordi målgruppen er mennesker, der står med ryggen mod muren. Hvis man lever et tilfredsstillende og fyldestgørende liv, ender man ikke med en bog i hånden, der hedder “PowerQvinder”, “Du er også værd at elske” eller “Giv slip på din mentale bagage og tab dig – for altid!”

Men på samme måde som en sang kan sætte sig fast i hjernebarken, (jeg nævner de 3 seneste eksempler: Lille føl Ved Du Hvad, Boing Boing og Total Eclipse Of The Heart – og selv tak), kan selvhjælpsudsagn også gå i loop deroppe. De sidste par dage har jeg ikke kunne slippe af med ‘Husk At Nyde Processen’. Hvis man ser bort fra det faktum, at Oprah og Susanne Power (købt navn? Oh, I would say so..) nærmest har patenteret udsagnet, er jeg jo nødt til at indrømme, at der kan være noget om det.

Lige nu står jeg et sted i mit liv, hvor jeg skal afvikle noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at give slip på. Det kan ikke rigtig hjælpe, for det suger energien ud af mig i et omfang, jeg ikke kan forsvare, og jeg har trukket den så længe, at der burde dømmes for nøl. Men nu er der pludselig dukket noget op, som gør, at jeg har lyst til at flytte mig. Meget endda. Jeg er designet sådan, at når der er noget, jeg gerne vil have, så skal det være igår. Hit med alting nu. Men selvom jeg er utålmodig og spændt, så slog det mig idag, at det her nok er det nemmeste sted i forløbet at befinde sig. Jeg har stadig trygheden i Det Gamle, og kan omkostningsfrit fantasere om, hvor fantastisk Det Nye kan blive (hvis det bliver), helt uden at virkeligheden belaster fantasien. Når der endelig skal gives slip, vil jeg helt sikkert tude øjnene ud. Hvis Det Nye bliver en realitet, vil jeg den første tid gå rundt med konstant rædselskvalme af frygt for ikke at slå til. Så det er nok i virkeligheden nu, jeg skal huske at læne mig tilbage og nyde det. Det kan jeg godt gøre, uden at det er selvhjælps-knæfald. Ikke?

(Helt uden sammenhæng i øvrigt: Er der nogen, der på egen krop har prøvet, om hæmoridecreme fjerner sorte rander under øjnene? Har haft panda på tålt ophold i spejlet i en måned nu; en udvisning er på sin plads. Har bare ikke lyst at skifte rander ud med åbne kødsår. Eller til at sætte værdigheden over styr ved at spørge efter det på apoteket, hvis ikke det virker. Er det sygt, hvis det er det sidste, man frygter mest?)