Testosteron-poker.

Nogle diskussioner er tabt på forhånd. Ligegyldigt hvilke argumenter man smider på bordet, så ved man, allerede inden man hiver dem frem, at man ligeså godt kan lægge sine kort og trække sig.

Jeg har læst en “En helt almindelig han”. Da jeg ikke mener, at jeg vil yde bogen retfærdighed, hvis jeg forsøger at gengive handlingen, har jeg valgt at copy-paste fra saxo.com (eventuelle sarte sjæle bør undlade at læse videre):

“Hvad foregår der i hovedet på en helt almindelig han? Jeg siger: “Jeg gider ikke være kærester.” Casey siger: “Jamen, så kan vi bare være venner og begynde at være kærester, når du føler dig tryg ved det igen?” Caseys mor siger: “Han fortjener dig ikke, Casey. Giv nu bare slip, han er ikke det værd.” Jeg er så træt af Caseys plageri og hendes lorteso af en mor, så jeg beslutter mig for at køre den helt ud: “Okay, vil du vide, hvad det er jeg vil?” Hun siger: “Ja, klart.” Jeg siger: “Okay. Jeg vil kneppe minimum to gange om dagen eller i det mindste have suttet pik. Jeg vil have, at du sluger. Jeg vil kneppe dig i røven en gang imellem, og du skal kunne lide det .”

I 80’erne var han en amerikansk psykopat, i dag er han en helt almindelig han. Velkommen til et portræt af dagens mand, der med garanti vil bringe pis kog på både herre- og dameafdelingen. Nynne, Bridget og alverdens chick-lit-tøser kan godt gå hjem og tage en pille, for efter En helt almindelig han vil de slet ikke have lyst til at møde flere fyre.”

Jeg er ikke helt klar over, om bogens formål er at provokere eller at give Det Sande Billede af, hvad der foregår i hovedet på mænd. Jeg håber sådan på det første. Jeg kan ikke holde ud, hvis mænd virkelig er så afstumpede og simple. Samtidig er det næsten for let købt, hvis man hidser sig op og forarges – det underbygger bare forfatterens påstand om, hvordan kvinder er.

Jeg har tvunget bogen ned i halsen på et par almindelig han’er, jeg selv kender. Mit håb var, at de grinende ville returnere den med en bemærkning, der sluttede med “.. – godt nok langt ude!”. Beklageligvis er det ikke sket. Om end overdrevet, har de ladet mig forstå, at essensen er god nok. Mine illusioner opfører sig som balloner efter en lang børnefødselsdag: Slatne og runkne glider de ned af væggen, for at stedes til evig hvile bag en støvet sofa.

Jeg synes, at det var en forfærdelig bog. Jeg grinede nogle steder undervejs, men grundlæggende er jeg deprimeret ved tanken om, at det er sådan halvdelen af racen tænker. Det kan bare ikke rigtigt betale sig at anfægte forfatterens fremstilling af sandheden: Alt hvad jeg har af indvendinger til bogen, kan tilbagevises med påstanden om, at jeg er sippet.

I fold.