Efter at have forsøgt at slippe udenom et par dage, har jeg nu bøjet mig for overmagten. Har været hos Stasi-læge, er med tysk grundighed blevet undersøgt, og har fået konstateret kold lungebetændelse og irriterede stemmelæber.
Som plaster på såret, svingede et par af alfaheksene forbi Blogsbjerg og hjalp mig med at sabotere forsøget på at holde vedvarende kæft. Vi fik lang tid til at gå med kollektiv undren over maskulin, usympatisk adfærd, vi lige har set udvist på klos hold. Frem af anekdotebogen voksede endnu en historie om endnu en fælles bekendt, der er sin kæreste utro, hver eneste gang, det kan lade sig gøre. Hun er gået fra og ham og kommet tilbage et utal af gange, fordi hun hver gang tror (håber, Red.), at han denne gang mener det, når han siger, at han aldrig gør det igen. Vi snakkede om, at ud over det ubegribelige i, at hun tror, han mener det 7. gang, så er det ufatteligt, at han gider have alt det bøvl ud af at være i et forhold, som tydeligvis ikke er ret vigtigt for ham. “Jeg fatter ikke, at han ikke bare afslutter det én gang for alle!”, sagde cykelheksen.
Hvorfor gør han ikke det? Jeg tror, at vores manglende evne til at forstå skyldes, at vi analyserer ham ud fra vores egen reaktionsskabelon. Hvis vi knaldede udenom den ene gang efter den anden, ville det være fordi, vi ikke var tilfredse hvor vi var. For os ville den eneste logiske konsekvens være at afslutte, hvad der ikke fungerede, fordi vi gerne ville finde noget, der gjorde. Sådan tror jeg bare ikke, at mænd af hans slags tænker. Hvis jeg havde to forhold kørende samtidigt, så ville jeg synes, at begge var amputerede mutanter, masser af overflade og ingen dybde. For ham her tror jeg, at 2 gange 50 procent bliver til 120 procent. Han er tilfreds og det eneste, der kan bekymre ham en smule er, om han bliver opdaget.
Her tog vi en afstikker til et andet kapitel i bogen. En fælles veninden har i halvandet år haft affære med en fyr, der bor med sin kæreste. Det har kostet gråd og tænders gnidsel, fordi han har holdt hende hen i det uendelige, og hun har holdt for meget af ham. Nu har hun heldigvis fundet en ny, som behandler hende på en måde, der sætter den tidligere ungersvends egoistiske kurtiseren i skærende kontrast. Det sjove er, at hvor han tidligere, da de sås, udviste vovemod grænsende til det stupide, er han nu, hvor hun er væk, pludselig panisk ræd for at blive opdaget med tilbagevirkende kraft. Den eneste forklaring vi kunne nå frem til var, at det er fordi han hele tiden har kalkuleret med, at hvis kæresten opdagede hans utroskab og smed ham ud, så kunne han altid slæbe sin ynkelige røv over til min veninde. Nu er der lukket, og hvis kæresten sparker ham ud, er han stuck med sit eget selskab. Jeg kan ikke bebrejde ham, at han panikker.
Jeg tror, at en del af de kvinder, hvis kærester er utro, håber, at det bare er en fase, et spørgsmål om at elske ham nok eller true med at gå. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at der findes en gruppe af mænd, som aldrig vil kunne være tro. Hvis du vælger en model af den slags, skal du være af den overbevisning, at det er ok at dele ham, når bare han altid ender med at komme hjem til dig. Det skal du være klar til at leve med. Han kan og vil ikke laves om. Hvorfor skulle han? For ham er livet lige som det skal være.
Konklusionen på Blogsbjerg var, at man kun skal involvere sig med en mand fra sort stue, hvis man kan acceptere hans adfærd. Man kan ikke lave om på folks grundlæggende natur; det er spildte, gode kræfter at prøve. Man kan naturligvis altid prøve at finjustere. Bare man husker, at man ikke kan gøre en gris til en væddeløbshest; man kan højest gøre den til en hurtigere gris. Hvis det rækker, er der svin nok at tage af.
Published by