Tusind og én nat.

Jeg har danset mavedans. Jeg ved det, jeg ved det; Den ligger lige for. Har man sagt Østens Mystik, må man også sige Linda, og i nogle kredse går jeg under alias’et Scheherazade. Ikke desto mindre har jeg aldrig fået testet mine evner i retning af mavedans, men i weekenden fik jeg lov at prøve.

Kom ind i lokale, hvor en lille, temmelig kraftig pige stod, iført noget, der mest af alt mindede om bodypaint tilsat palietter. Kæmpe manke af gnistrende sort hår, kohloptegnede øjne og bare tæer. Hun hed Kitty og talte meget fynsk.

Til min gru startede hun med at bede os om at smide sko og strømper. Jeg hader bare tæer. Ikke bare ‘bryder mig ikke om’. Hader. Gud opfandt strømper og sko, fordi han godt kunne se, at denne del af den menneskelige anatomi er så klam og behæftet med fejl, at den skal pakkes dobbelt væk.

Nå. Blottede og angste stod vi så dér, og så startede festen ellers. Det er sværere at tegne sommerfugle og ottetaller med hofterne, end man lige skulle tro, men det hjælper meget, hvis man er smidig. Jeg er nogenlunde ligeså smidig som en lygtepæl, men er til gengæld så hypermobil, at jeg nærmest kan lave 90 graders vinkler i knæ og albuer i begge retninger, så jeg snød. Kunne godt se på det hele, at det ville være en temmelig god ide, at jeg snart supplerer min træning med noget, der indebærer blødere bevægelser, og gør mig mindre stiv. Jeg egner mig bare hverken til yoga (er så u-zen, at jeg ville forstyrre energierne i lokalet for resten holdet) eller salsa (kan ikke lade mig føre af halvanden meter høj mand i hæle. Ville stivne af frygt for, at han pludselig hev guldfarvet mikrofon i pistolfacon op af linning på den høje buks og brød ud i “You sexy motherf**ker!”).

Jeg vil gå til det. Jeg vil være smidig. Jeg vil kunne bevæge min krop som Kitty. Jeg vil også have palietter! Er der mon et introkursus, hvor man kan lære at slappe af med bare tæer?