Hvert år tager jeg turen til Sahva, hvor jeg sidder omgivet af rollatorer, ortopædisk korrekt fodtøj i pensionistbeige og receptionister, der taler for højt og kalder alle damer for Fru. Denne fornøjelige udflugt skyldes, at jeg er handikappet på fødderne. Min fod ligner noget, der er støbt omkring en tennisbold, og derfor skal jeg have speciallavede såler til mine sko. I trodsige anfald af forfængelighed, har jeg i perioder ladet som om, at det ikke er nødvendigt, men da jeg ikke har nogen trædeflade, der er værd at snakke om, betyder det, at jeg går som en, der ingen korsbånd har i knæene. Det er nogenlunde ligeså smertefuldt som det lyder.
Nu nærmer sig tiden, hvor jeg skal have et par nye såler. Jeg glemmer fra år til år, hvor besværligt det er. Først skal jeg have fat i kommunen, og når man tænker på, hvor relativ stor en institution det faktisk er, er de utrolig dygtige til at lege gemmeleg. I år har vi smidt to ekstra udfordringer ind: Jeg er flyttet (og er dermed overgået til ny visitator), og så var der noget med en sammenlægning. Jeg har idag brugt det meste af formiddagen på at jagte dem, både på nettet og i telefonen. Kl 11 overgav de sig endelig, og akkompagneret af sejrssange og bragende bifald over vedholdende indsats, fik jeg højtideligt overrakt et navn og et telefonnummer. Som kan benyttes mellem 8 og 9. Held og lykke med at komme igennem, når alle de andre der ringer, er ensomme pensionister…
Når jeg så har fået fat i visitator, som skal læse mine papirer for at være helt sikker på, at jeg ikke er sålepusher, der snyder systemet og videresælger til alle de kriminelle, der har fødder identiske med mine, får jeg tilsendt en skriftlig bevilling. Derefter skal jeg bestille tid i ravebunkeren Sahva. Vente 3 måneder. For så – og det er det værste. Det allerallerværste – at skulle derud, have sko og strømper af og befamles af ung læge med let svedige hænder, inden vi endelig når til finalen: Stille mig op i to skotøjsæsker med oasis. Et værdigt øjeblik.
Aversion på fri fod.
Published by