Isen er usikker.

Der er sket noget forfærdeligt. Paradis is har åbnet en filial i min baghave. Why? Det går jo ikke, for fanden! Som at sætte samfundstjenesteidømt narkoman til at afsone timerne på et apotek og efterlade ham uden opsyn.

Jeg prøver at styre mig, det gør jeg virkelig, men det er en slags sygdom. Jeg cykler stille og roligt op af Bruunsgade og messer mit mantra ‘jegskalikkehaveisnujegskalikkehaveisnu’. Føler mit stålsat. Viljefast. Målrettet. Jeg når lige at konstatere, at jeg cykler forbi Jægergårdsgade – derefter: Blackout. Når jeg kommer til mig selv igen, står jeg og låser min cykel op med mystisk, hvid pose hængende på styret.

Katastofen breder sig med lynets hast til flere områder af mit liv. For det første koster 800 gram is det samme, som Danida kan indlægge vand i 4 afrikanske landsbyer for. Bank not pleased. For det andet risikerer jeg at komme til at ligne et badedyr, som nogen har pustet liiiige hårdt nok op. Potentielt farligt på stranden til sommer. For det tredje er butikken nabo til sommerfling. Helt, helt uoverskueligt at skulle møde ham så ofte. Og bare for at mane teorien om, at jeg har paranoia i jorden: Butikken åbnede 1. marts, og det er allerede sket. Stod og var ved at låse cykel op, da jeg hørte: “Go røv i de sko!” bag mig. (Nåede faktisk at tænke: “Ja, og det må du hellere nyde, for det er sgu snart slut!”) Forsøgte ved tankens kraft at forvandle kummefryserlignende isboks til økologisk honningmelon. Gik dårligt. Måtte nøjes med at glæde mig over mit nyt hår og den i situationen indlagte flugtmulighed: “Jeg bliver nødt til at køre – isen smelter.”

Nå. Vil smutte. Kan lige nå at straffe en kugle Tiramisu, inden jeg skal på arbejde.