Bloggen

Jeg tror, at jeg skifter læge. Har, som tidligere nævnt, gjort et ihærdigt forsøg på at dislokere min skulder, og da min egen læge er på ferie og lægesekretæren (den morakker!) er en rigtig lille regelrytter, måtte jeg gribe til sidste udvej: Den vikarierende læge.

Skulle jeg have gjort for længst!

Jeg har fået en ny Bedste Ven. Hold nu kæft, receptblokken sad løst på ham! Tog under 4 minutter i telefonen at få udskrevet op til flere forskellige præparater. Og vi snakker ikke om de der tøse panodil – det her er the good stuff! Med masser af advarselstrekanter, formaninger om bilkørsel/alkohol og en indholdsfortegnelse, som primært består af ord, der ender på -orfin.

‘Scuse me, while I kiss the sky.

Jeg er normalt ikke en af de kvinder, der er plaget af PMS. Derfor var vi nået frem til omkring kl. tre, før det gik op for mig, hvorfor:

-jeg hvæsede af sagesløs lægesekretær hos fremmed læge (min egen har med stor præcision valgt at holde ferie, nu hvor jeg er invalideret af hvad der føles som et trykket ribben), fordi hun ikke ville udskrive receptnarko til mig.

-jeg hele dagen har haft lyst til chokolade. (- vent. Det er vel egentlig bare business as usual?)

-jeg var helt ulden, da jeg vågnede i morges. Føltes nærmest som at vende tilbage til livet efter flere år i koma. Lignede også lidt sådan en.

-jeg blev så hysterisk af arrigskab, fordi min ellers ufejlbarlige eventplanlægning gentagne gange stødte på grund, at jeg efterfølgende måtte tage på undskyldningsturné til de stakkels mennesker, der havde været udsat for verbale syreangreb.

-først havde lyst til at råbe: “Hvad fanden er der i vejen med dig, din egoistiske kælling?!”, da jeg så udsendelse om kvinder med børn på krisecentre, derefter havde lyst til at adoptere alle børnene, fordi det var synd for dem og til sidst endte med at begynde at tude, fordi jeg havde så ondt af dem alle sammen.

-jeg har købt 4 sange på Itunes. Ikke i sig selv alarmerende. Det bliver det først, når man ser på, hvad jeg har købt: Mariah Carey, Juice Newton og Belinda Carlaisle.

-jeg har lejet “Kollegiet”. Jeg står selv helt uforstående overfor dette. Jeg er først lige begyndt at sove med slukket lys igen efter at have set Nattevagten i 1994.

Er der en præst til stede?

Kærlig hilsen

Regan

Findes der et sort marked for polititilhold? For jeg er på udkig efter et, som gør det ulovligt for en betemt type bordherrer at befinde sig i samme lokale som mig: De små, joviale mænd. Mænd, som betegner sig selv som ‘friske fyre’, som blinker skælmsk hver eneste gang, de lukker endnu en latterlig onkeljoke ud, og som knipser alt, alt for meget. (Personligt mener jeg ikke, at man kan knipse for lidt.) Mænd, som når mig til hagen, og stadig kalder mig: “Lille dame”. Som er dumme som bølgepap, og som tror, at et svagt og usagligt argument bliver bedre og mere rigtigt, hvis det bare gentages; gerne højere og højere for hver gang. Som har latterligt forudsigelige holdninger, og bliver aggressive på den grinende, rødmossede måde, hvis man siger dem imod. Hvilket man gør, når man efter 2 timer har bidt hul i kinden i forsøget på at holde mund og smile. Om ikke andet giver det sådan en dejlig ro, når man sender en verbal koldfront ind over bordet. Lige indtil Fætter Frisk løfter glasset og råber: “Vi drikker for lidt!”

Så er den nye ansættelseskontrakt underskrevet og sendt afsted. Det bliver godt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg det sidste år har haft fornemmelsen af at leve i en blender. Den konstante fornemmelse af ikke at slå til, hverken professionelt eller privat, fordi man, uanset hvor stærkt man løber, ikke med 4 forskellige jobs kan være nogen af stederne 100%, den allestedsnærværende trussel om at blive stemt af øen ved næste ø-råd, en økonomi der – alle anstrengelser til trods – bliver mere og mere ramponeret; alt sammen fordi jeg ikke har ville slippe på det fag, jeg føler mig hjemme i.

Men nu hvor beslutningen om at skifte gear, tempo og faglig identitet er truffet, kan jeg mærke, at jeg glæder mig. Om det er den rigtige beslutning, må tiden vise. Det har kostet mange, lange og våde overvejelser at nå hertil, men dommen er afsagt, og jeg er rolig. For nu.

Restskat: 12.024 kr. Grrr!! Men hvis jeg “indbetaler kr. 11.238 senest d. 01.07.08”, kan jeg spare kr. 786,oo. I er så sjove. Hvis jeg havde 11.238 kr, ville jeg sgu da være ligeglad med at spare 786 kr! Tyvagtige narrøve! Nogen, der mangler en nyre? En lunge? Anyone?

Er det ikke fantastisk, at der kan blive ved med at findes mennesker, der ganske gratis vil give os andre mulighed for at føle os som potentielle medlemmer af Mensa? Som, ligegyldigt hvor langt nede man er i sit eget liv, giver én mulighed for at tænke: “..men i det mindste er jeg ikke [indsæt selv navn, Red]!” På tv-siden har vi alle de herlige realityshows; veritable festorgier i dumhed og horrible udsagn, men skulle man have lyst til lidt afveksling, har vi jo heldigvis netaviserne.

Idag kan man på politiken.dk læse følgende overskrift:

“Spitzer besøgte luksusluder otte gange. Den demokratiske guvernør Eliot Spitzer, der er blevet afsløret i en sexskandale, har været stamgæst hos den prostituerede ‘Kristen’.”

Hvor ER det fantastisk!! Tænk, at der stadig findes politikere, som tror, at de kan slippe afsted med det. Tænk, at have knoklet livet af sig for at nå dertil i politik, for så at smide det hele væk på noget så idiotisk. “Der er nok ingen, der kan have interesse i at grave snavs frem om mig. Og den slags er jo aldrig blevet opdaget før.” Hvad har han forestillet sig?!

En anden historie fra avisen fortæller om så massiv stupiditet, at man nærmest ikke kan ironisere over det:

”Fanger forgiftede vogtere med kage. Fire fængselsbetjente i Nyborg er på hospitalet med forgiftning efter at have spist fangernes kage. Fangerne er indsatte på den særlige afdeling i Nyborg Statsfængsel, som rummer fængslets ’negativt stærkt styrende indsatte’, som det hedder i fængselssproget. Der er tale om medlemmer af indvandrerbander som Black Copras og Den Internationale Klub, som begge gør det i organiseret narkokriminalitet, vold og trusler, bl.a. inddrivelse af dummebøder.Come on! Det lyder jo for fanden som en historie fra Andeby! “Aj, kage? Lækkert! Hvor er I nogle søde drenge.”De fire betjente får hårdt brug for noget Kåre Sand produceret tv, hvis de skal føle sig gennemsnitsbegavede igen. Men der skulle også være nok at vælge imellem. Personligt kan jeg ikke finde ud af, om jeg glæder mig mest til at se 21-årige ‘Kristen’ i De Unge Mødre, eller specialudgaven af Singleliv med Spitzer i hovedrollen.

I aften kommer min veninde og hendes fantastiske kæreste til kaffe. Det bliver skrækkeligt: Der er tale om afskedskaffe. Den veninde, jeg har kendt i allerlængst tid, som jeg har boet med i 4 år, og som kender mig bedre end nogen anden, flytter til verdens ende. (Aka: Holstebro.)

Kan man ikke anke den slags beslutninger? Jeg går ikke af med hende. Hun er den, jeg ringer til om natten, hvis det er rigtig, rigtig slemt. Hun ved, hvorfor det er skidesjovt, når jeg siger Prinsesse Torben. Hun kender min familie og alle historierne. Vi har så meget fælles fortid fra tiden på kutteren. Hun kender mine små særheder, og jeg kender hendes. Jeg ved, at hun vender toiletrullen, så papiret falder indad. Hun kan ikke parkere en bil, om så hendes liv afhang af det. Hendes tømmermænd så frygtindgydende, at man kun kan se til i fascineret rædsel. Jeg må godt grine ved tanken om Anders med ruskindsjakken med frynserne på ærmerne, fordi hun til gengæld kan trække historien om en gift præstesøn med cykelhjelm frem. Jeg ved, at hun ikke kan hvile på sit ene knæ, fordi hun væltede på motorcykel, da hun var på jordomrejse. Hun kan svare på alle de brune spørgsmål i TP. Hun er et af de bedste, klogeste og mest empatiske mennesker, jeg kender.

Nu flytter hun. Desværre kan jeg ikke engang opføre dramatisk opsætning af DetKanDuIkkeVæreBekendt, for jeg forstår så udemærket hendes valg. Jeg kommer bare til at savne hende frygteligt. Men jeg må jo bare prøve at huske, at der kører tog. Hun har bil. Vi er på msn. Hvis jeg siger det højt tilstrækkelig mange gange, ender det måske med at hjælpe.

En æra er slut. En del af mig flytter også. Bliver bare drønhyggeligt, når vi skal sidde der og synkrontude i kaffen. Snøft.

Det der kvindelige karaktertræk, som gør, at vi vil have lov at gøre, hvad der passer os, men samtidig gerne vil være gode venner med alle, ikk? Det er jeg rigtig træt af! Jeg mener ikke, at vi altid skal være søde og venlige, og holde døren for de andre, mens vi bare selv hænger der, på det efterhånden så slidte kors, men jeg gider ikke den falske ‘aj, det må du altså også bare undskylde!‘, når vi med fuldt overlæg vælger at gå efter noget på bekostning af andre.

I starten af februar snakkede jeg med en perifær kollega. Vi snakkede jobs, og jeg fortalte om et, jeg havde søgt, som jeg håbede rigtig meget på at få. Jeg var så heldig at blive kaldt til samtale. Dagen inden modtog jeg følgende sms:

“Hej Linda. Jeg vil lige fortælle dig, at jeg også har søgt stillingen. Det var egentlig ikke min plan, men da jeg surfede rundt på nettet, faldt jeg over stillingen og synes, at den lød vildt spændende. Er ved at søge væk fra […] og sendte en ansøgning i sidste øjeblik. Skal til samtale, så det kan jo være, at vi ses dernede. Håber, at det er ok med dig, at jeg også har søgt stillingen. Vi ses. Knus”

Om det er ok med mig? Tja, synes ikke, at det er supergod stil, men jeg kan jo dårligt forbyde dig at søge en ledig stilling. Jeg gider bare ikke have sms’er om det. Jeg synes, at det er at stramme den lige rigeligt, at jeg nærmest forventes at ønske dig held og lykke med at forsøge at få fingrene i mit job. Søg. Tag til samtale. Men lad være med at gøre noget, som du egentlig godt ved er lidt ufint i kanten, og derefter bede mig sige god for det.

Der er intet i vejen med at være ambitiøs. Somme tider ved man godt, når man gør noget, at det måske ikke er den noble ting at gøre – men hvis man vil det nok, må man gøre det alligevel. Vi er alle ansvarlige for eget liv og egen lykke. Gå efter det! Men vær mand nok til at tage de konsekvenser, der følger med.

Jeg har det som om, jeg har fået prygl med en rusten rive idag. Forsøgte igår at skælde ud på den kropslige, tavse måde, samtidig med at jeg trænede pump: Meget dårlig ide. Ikke ret gennemtænkt at kaste rundt med vægtskiver, når man er helt stiv af arrigskab og med ryggen forsøger at signalere: “Imbecile SPASSERidiot!!”

Som trofaste læsere ved, har jeg tilbragt weekenden i Esbjerg, da Fru Søster skulle giftes lørdag. Søndag var der planlagt workshop i de forskellige koncepttimer, jeg underviser i, her i Århus. Nu er jeg jo certificeret organisatan, så da jeg for en måned siden fik workshopdato, ringede jeg til esbjergensisk kollega for at høre, om han også skulle til Smilets By d. 9.? Det skulle han. Kunne jeg køre med? Det kunne jeg. Ja, for ellers skal jeg have meldt mig fra workshop, da jeg ikke kan være tilbage i Århus kl. 10 uden bil. Kein problem. Vi kører ved 8-tiden. Glimrende! Lad os snakkes ved, når vi nærmer os.

I fredags sendte jeg sms. Hvor og hvornår? Intet svar. Ok… Prøver bare at ringe lørdag, så. Skal huskehuskehuske at ringe. Alt for tidligt, hvis jeg skal have fat i ham søndag morgen.

Lørdag kl 13: “Du har ringet til … Læg en besked.” Fint nok. Hvor og hvornår. Lørdag kl 18 kan det behage ham at skrive tilbage. Om jeg kan være i centrum kl 12? Det kan jeg sådan set godt. Så skal vi bare køre utrolig stærkt, hvis vi skal være i Århus kl 10. “Er det ikke først kl 14? Nå, men så er jeg ikke sikker på, at jeg tager derop til den første workshop. Tænker lige og vender tilbage.” Kl 23.30: “Hej Linda. Jeg springer den første workshop over. Skal arbejde tudetudetude lang dag.”

Skulle nogen planlægge togtur i nærmeste fremtid, kan jeg oplyse, at det ikke er nødvendigt med pladsbillet lidt over syv søndag morgen.

10.15: Århus. Sprintegennembanegårdkastesiginditaxa-moviestyle. 10.22: Enter omklædt Linda, bleg, stresset og let rystende af tømmermænd. Efter teorioplæg, træning og to oversiddertimer ankommer møgrøven fra Esbjerg, og stiller sig lige bag mig. Måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at vende mig om og kvæle ham. Men var sgu så irriteret, at jeg var nødt til at have lidt afløb for det, så valgte at udstråle NAR!!NAR!!NAR!! under hele timen, mens jeg samtidig forsøgte at demonstrere min foragt for ham ved at kyle flere kilo på stangen end ham. Det virkede som en god idé i situationen. Er gået helt over nu. Måtte nærmest vælte min forpinte krop ud over kanten af sengen i morges, som de der svømmere uden arme og ben. Bevæger mig som robot. Har skrevet dette indlæg ved at pirke i tastatur med mundholdt kuglepen.

Et eller andet sted i det her ligger der en morale begravet. Beklageligvis finder jeg aldrig ud af, hvad den går ud på: Er ALT for øm til at grave den frem.

Så fik vi søsteren gift, og det var en fin, fin dag. Jeg landede fredag, hvor bryllupet skulle stå lørdag, og jeg må sige, at der er en grund til, at man varmer op, inden man spiller kamp. Jeg røg direkte fra bænken til banen, uden at have luntet mig varm på sidelinien først. Burde måske have fornemmet, hvor det bar hen, da min far i bilen mumlede noget om, at man ‘skulle tro, at det var et royalt bryllup, der skulle afvikles’, men det var først, da en fejlplaceret håndmixer i køkkenet truede med at udvikle sig til et voldeligt optrin, at jeg forstod, at min vigtigste opgave, var ikke at gå i vejen for Klanens Kvinder.

Lørdag oprandt, og i stormvejr og solskin sagde min søster ja. Da vi kom ud af retsbygningen, var hele torvet befolket af mini’er fra hendes børnehave, der kippede med flag og råbte hurra, (vi var kun et overvægtigt barn, der går på røven, mens det stammer: “Øh øh, glædelig JUL!” fra at være med i Askepot), pædagoger, forældre, venner osv osv. Blev helt rørt. Vidste bare, at hun var verdens sejeste pædagog. Resten af dagen gik med taler, Asti og hygge.

Så nu er min søster nogens kone. Og Claus er min søsters mand. Det skulle undre mig meget, om ikke snart jeg skal være nogens moster…