Jeg er enten for tyndhudet, stiller for høje krav til mine omgivelser eller lukker de forkerte mennesker for tæt på. Uanset om det er en af de tre eller en kombination, er det et problem, som jeg ikke aner, hvordan jeg skal løse.
Jeg er ikke et privat menneske. Jeg lukker mange ind i zonen, der ligger lige rundt om den inderste kerne. Til gengæld er det meget få forundt at få adgang til kammeret, hvor kontrolpanelet og alle de farlige knapper sidder: Dem, det gør rigtig ondt, når der bliver trykket på, og som udløser reaktioner, der ikke er til pæn brug. Det er mit eget ansvar kun at cleare de personer, jeg mener kan være til stede i rummet uden at pille, og som ikke kommer til at trykke på knapperne ved et uheld, fordi de ikke ser sig for. Og det er her, jeg tror, at jeg har brug for hjælp. Jeg synes, at der er udrykning og aktiverede sprinklere med en lige rigelig høj frekvens hos mig, men jeg kan ikke gennemskue, hvor bristen i min screening befinder sig.
Når alarmen går, ville jeg ønske, at jeg kunne blive vred, for det er en følelse med fremdrift og energi i, men jeg bliver desværre bare utrolig ked af det. Jeg bliver stille, introvert og vil have det til at gå væk. Jeg kan slet ikke overskue, at noget stort er slået i stykker, når jeg ikke ved, hvordan jeg skal reparere det.
Uheldigvis bliver den store knap i midten ofte hamret i bund, lige inden jeg skal begå mig i det offentlige rum. Således har jeg smilet mig igennem en barnedåb, hvor jeg med 30 minutters mellemrum måtte gå på toilettet og tude. Jeg har tolket en hel formiddag, hvor jeg skiftevis tolkede 15 min, og hylede 15 minutter, når jeg sad med ryggen til brugerne og min co-tolk var på. Jeg har brugt en sommer i Frankrig på at gå med store solbriller og give saltvand skyld for øjne, der ville have gjort Post Danmark misundelig. Og jeg har forsøgt at græde på den usynlige måde i et stopfyldt tog (en teknik, som jeg – efter mine medpassageres ansigtsudtryk at dømme – lige mangler at finpudse lidt).
Jeg ved ikke, hvordan man fortsat omgåes mennesker, der uden at spørge og for egen vindings skyld, har taget og ofret noget, der var mit. Jeg ved ikke, hvordan man giver slip, når man opdager, at ham man gav sin kærlighed og sit venskab, tog hvad han kunne bruge og smed resten væk. Jeg ved ikke hvordan man går tilbage, når man finder ud af, at dem, man har åbnet sin dør på vid gab for, kun har lindet på et vindue til gengæld.
Måske jeg bare skal tørre øjnene og se at blive voksen.
der er slet ingen tvivl om at det ryger lige ind og gør rigtigt ondt på dig når andre mennesker skuffer dig. uanset om de gør det uden at vide det eller om det er fordi de er lede. Ondt gør det… du ved godt at du skal kalde med det samme så redningsstyrken kan sætte ind med is og lommetørklæder og så en tilpasset hævnplan kan udtænkes. Der er nogen, der griber dig.
Det er svært at gardere sig mod mennesker der svigter. Måske umuligt. Og måske er kunsten, at lade være med at gardere sig bag en mur af ironi og distance, for der er da noget smukt i at turde stole på folk og at turde lukke andre ind. Helt ind.
Men man skal ikke acceptere svigt. Slet ikke. Og jeg synes egentlig heller ikke at man skal tilgive det.
Men åh, hvor jeg dog føler med dig lige nu.
Ej av – kender det bare godt og lige nu mærkes det helt som det er mig – sidder bare med den trælse følelse i maven. Du skriver simpelthen forrygende tøs.