– det må jeg hellere se at blive. Min bedstefar er nemlig blevet 80, og i den anledning skal vi til fest. Der er næsten en måned til, men allerede nu kan jeg mærke panikken klemme blidt om mine hjertekamre. Der findes ikke meget, der for mig er så angstprovokerende, som at skulle holde tale for én, jeg holder af.
Når jeg taler i embeds medfør, har jeg ingen problemer med at holde munden kørende og blive kigget på: Jeg har varmet 16.000 mennesker op, stående på taget af en lastbil. Jeg har holdt foredrag på engelsk for 200 tegnsprogstolke fra hele verden. Jeg har stemmetolket i en fyldt Arena under den direkte tv-transmitterede valgduel mellem Fogh og Lykketoft. Alt sammen uden at være en brøkdel så nervøs, som jeg bliver, når gaflen nærmer sig glasset. Min mund bliver tør, jeg kan ikke presse min stemme op i styrke, vejrtrækningen bliver overfladisk, og jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen.
Og ja, Freud. Jeg har hørt dig. Jeg ved godt, at det er fordi, at det bare er mig, uden beskyttende masker og fagidentiteter. I situationen hjælper det bare ikke rigtigt at vide, vel?
Det er fordi, det skal være perfekt. Han fortjener intet mindre. Jeg vil så gerne fortælle min ham, hvor fantastisk et menneske, jeg synes, han er. At jeg stadig husker, hvordan jeg som 12-årig pilede rundt på byggepladsen og fik lov at smide syre på vinduerne (for at fjerne mørtelrester), fordi jeg var formandens barnebarn. Hvor stolt jeg er over, at han har været med til at bygge det halve Esbjerg. At han er et af de klogeste mennesker jeg kender, og altid gennem gerning fremfor ord har sat en ære i at lære os om vigtigheden af ansvar og grundighed. Jeg kan huske, hvordan der duftede i haven, når vi gik rundt og han fremviste nye planter og fortalte, hvad de hed på latin. Jeg fatter ikke, at han i en alder af 78 har lært at bruge Skype og netbank. Han kan – i mikroovn – bage verdens bedste småkager, har lært mig at spille skak, elsker at fortælle vittigheder og har aldrig ladet mig tvivle på, at han er stolt af mig.
Alt det og meget, meget mere, vil jeg gerne fortælle ham. Det skal være alvorligt nok til at han forstår, hvor meget han betyder for mig, men ikke så alvorligt, at jeg på uklædelig vis skal tude mig igennem. Samtidig ville det være fint, hvis jeg kunne tale så højt, at han rent faktisk kunne høre det…
Altså! Ville bare være nemmere, hvis man måtte stille i headset og tolkeskilt!
Og jeg ved bare at du kommer til at sige det på den helt rigtige måde – nervøs eller ej!! Hvis du bare får lagt halvt så meget kærlighed i dine ord den dag som du lige har gjort her – vil han helt sikkert vide præcist hvor sej og klog og fantastisk og og og… han er!!
– Håber du vil holde bare lidt tale for mig når jeg blir 80 :o)
Nu har jeg så langt om længe osse fundet vej til din blog – efter anbefalinger fra både TC, Dyrman og Hanne Jochumsen. Og de havde helt ret – sikke du kan grifle og få mig til at grine.
Troede jeg kunne overraske min veninde på Guld FM i Aalborg med et link til dit site; meeen næh nej, du var allerede inde i hendes foretrukne.
Keep on bloggin’ – I’ll be here.
K: Jeg kommer sgu og holder tale for dig, hver gang du fylder rund! 30 næste gang, ikke..?
Miw: Velkommen til og mange, mange tak for de pæne ord! Jeg bliver så glad, når folk kan lide, hvad jeg skriver:)