Med kors og bånd og mange stjerner på.

Hvis jeg havde valgt at søge ind til militæret, tror jeg, at jeg kunne have fået mig en fin karriere med masser af sildesalat på bryst og skuldre. Dersværre har jeg en tendens til at opfatte alle udmeldinger som oplæg til forhandling, hvilket jo unægteligt besværliggør hele konceptet med at adlyde ordrer, men min indbyggede konkurrenceånd gør, at jeg ikke kan stå tilbage for en udfordring. Den behøver ikke være intelligent. Den behøver ikke engang kunne vindes. Hvis du udfordrer mig, slår min hjerne fra, og jeg regredierer til amøbestadiet. Hvad mener du med, at jeg ikke kan tage 40 armbøjninger på tæerne? Du skal ikke cykle forbi mig op af bakken! Eller overhale mig på motorvejen. Nogle gange ville det faktisk ikke forbløffe mig spor, hvis jeg i virkeligheden er en dreng ved navn Ronnie, som går på teknisk skole og kører metallicblå Toyota Corolla.

Det er psykologi på børnehaveniveau aldrig at lade fjenden se, at du er presset. Hellere bide kinderne til blods end at fortrække en mine, når samtlige muskler på forsiden af kroppen kramper i forsøget på at afværge armkollaps, når man laver pushup nummer 25. Hellere kaste en lille smule op helt bagest i munden og komme først til lyskrydset, end at blive overhalet på cykelstien.

Og har man mulighed for at komme med hånlige tilråb pakket ind som opmuntring, er det helt eminent. Et par personlige favoritter, når jeg har the upper hand er: “Smerte er bare svaghed, der forlader kroppen (wuss!).” og “Det var synd, du tabte. Jeg kunne ellers godt se, at du gjorde dit bedste (sucKER!!).” Det er skideskægt!

Men bedst som man står der, med armene hævet i triumf, mærker man pludselig en skarp smerte i den ene balde. Det er Nemesis. Nemesis, med helt nyfilede, sylespidse tænder.

Har været en tur under nålen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg sad der, helt cool, mens jeg fik min nye tatovering på foden. Ville bare være utrolig meget løgn. Må med skam melde, at jeg til sidst havde én tatofyr til at forsyne mig med vand, en anden, der kom med træpind at bide i, alt imens jeg tryglede den tredje om en epiduralblokade. Motherf*cker, hvor gjorde det nas!! Det føltes, som om det tog 17 timer, før jeg endelig – ENDELIG!! – var igennem, men her på den anden side må jeg sige, at det var alle eder værd. Den er blevet så fin! Og selvom jeg ikke endte ved militæret, kan jeg alligevel prale af nu at være dekoreret som oberst: Jeg fik lavet 3 stjerner.