Sugar, honey?

I al den tid jeg kan huske, har mine veninder og jeg været opmærksomme på, hvad vi spiser. Lysten til sukker er vores værste forbandelse, og den forsøges til enhver tid bekæmpet med enten viljestyrke eller (hvis udsolgt) indædt raseri. Sometimes you win, sometimes you loose, og sker det, at der ryger 500 g. raffineret sukker i skakten, så bekender man sine synder i håb om at trække andre med sig i faldet; Trods alt hyggeligere at opholde sig i Selvhadshelvede, når vi er flere dernede. Når sukkerrushet har peaket, gør man bod iført spandex og dårlig samvittighed, til den værste skam har fortaget sig. (Siger ikke, at det ikke er en lille smule sygt. Siger bare, at sådan er det. Don’t hate the player – hate the game.)

Derfor er det en meget, meget mærkelig oplevelse pludselig at være omgivet af mennesker, der kører hvidt brød ind 5 gange om dagen, spiser kage HELE tiden og – og her rammer vi min fatteevnes grænse – drikker ALMINDELIG cola! Ikke zero. Ikke light. Ikke max. Cola. Med 200 sukkerknalde pr dl. Det mest utrolige er, at de ikke ser ud til at skænke det en tanke. Hvordan fanden gør de?! Føler mig som indremissionsk gammeljomfru fanget i horehus, omgivet af synd og moralsk forfald. Føler mig en lille smule snavset, faktisk.

Spørgsmålet er, om følelsen skal spises eller trænes væk?