På mit nye job er vi så heldige, at vi har mulighed for at få gratis massage (i arbejdstiden) en gang om ugen. Forleden lå jeg så der med hovedet i hullet, og glædede mig til at skulle prøve massage med sugekopper. I baggrunden spillede obligatorisk regnskovscd, med fuglefløjt og vandfaldslyde, og jeg satte mentalt en 5’er på, at det ville tage max 4 minutter for mig at falde i søvn.
Men nej. Havde godt nok tænkt, at de fugle fandendansme fløjtede igennem, men var blevet enig med mig selv om, at massør nok var lidt sløjt hørende. Om det også var tilfældet, glemte jeg at tjekke, men det viste sig, at regnskoven var skruet op på 12 for at overdøve lydene fra retssalen ved siden af. Selvom jeg virkelig prøvede at lade være med at lytte (eller….), kunne jeg ikke undgå at overhøre en halv times meget følelsesladet retsag. En mand stod til at miste samkvem med sin datter, udelukkende pga. en påstand (som ingen viste hensyn nok til eventuelle lyttere til at gentage, tsk!), som moderen til barnet havde fremsat. Det var hjerteskærende. Hvis han ender med at miste forældremyndigheden, håber jeg, at nogen en dag vil fortælle hans datter, hvor meget han kæmpede.
Mens jeg lå der og blev masseret med noget, der mindede om en støvsugerslange, kunne jeg høre, hvordan manden først blev belært at kvindelig advokat, for derefter – af kvindlig dommer – at få at vide, at han ikke kunne få lov at se sin datter, før denne var blevet tilset af psykolog. Han blev ved med at sige, at det var fuldstændig urimeligt, at han, pga et dårligt forhold til barnets mor, mistede retten til at se sin datter, og at hans straffeattest var ren. Det gjorde ikke rigtigt indtryk på amazonerne.
Jeg synes, at det er godt, at nogen derude forsøger at hjælpe vores børn, når vi bliver så viklede ind i vrede og gensidige beskyldninger, at vi ikke længere selv formår det. Børn skal ikke gå for lud og koldt vand eller udsættes for overgreb, fordi der pludselig ikke er en ekstra voksen i vagttårnet til at holde øje. Men måske kan man hale børn igennem så mange undersøgelser, og omgøre så mange beslutninger, at omskifteligheden alene skader barnet? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en håndfuld fædre, der vil gøre alt for deres børn – men som uheldigvis er kommet til at lave dem på møg-øgler, der benytter enhver lejlighed til at sanktionere mændenes adfærd gennem afkommet? Fælles for de mænd jeg kender er, at de alle lever stabile liv, har orden i økonomien og vil give deres højre arm for en ekstra time med mini. Ikke desto mindre er de tvunget til at hoppe og springe som psykopatkællingerne befaler. De er helt på det rene med, at en tur i statsamtet sjældent falder ud til fars fordel, og at kvinden til enhver tid kan sætte dødsstødet ind ved at plante mistanken om overgreb. Det virker utrolig forkert, når kærlighed tvinger gode, stærke mænd til at æde deres værdighed, skefuld for skefund, fordi de er bange for at miste retten til at være sammen med det barn, de immervæk har 50% af aktierne i.
Så i stedet for at slappe af og nyde det, lå jeg der, og blev utrolig trist ved tanken om, hvor mange børn der, med fuldt overlæg, berøves kærlighed, fordi forældrene ikke formår at sætte sig over eget behov for hævn. Det kan vi – som er De Voksne – ikke være bekendt.
Published by