Der er stille herinde i disse dage, jeg ved det godt. Det skyldes ikke vrede, ond vilje eller manglende skrivelyst. Det er bare lidt småt med tid, fordi Finland har sendt fantastisk ambassadør forbi Blogsbjerg.
Når man møder én, som:
– på første date virkelig forsøger ikke at grine, når nogen *host* hævder, at Møns Klint ligger på Bornholm, (kunnedetsgudaligesågodthavegjort!)
– ikke bliver pinlig berørt, når jeg efter langsomme bilister hvæser: “Hvis du lægger håndbremsen, så går den lettere, kælling!” men tværtimod følger op med et: “Ja, eller fucking stil p-skiven!”
– ikke synes, at det er spor mærkeligt, at man kan alle Pink Floyd teksterne – han kan dem nemlig også,
– er mand nok til at lade mig vinde første runde af TP… (kamikaze-smiley-der-inderst-inde-godt-ved-at-det-er-en-stakket-frist)
– får mig til at grine så meget, at jeg får ondt i maven, som er sindsygt klog og som er skyld i, at jeg er så overtræt, at det virker naturligt at råbe “Bonnie Voyage!” efter kontorroomie, når hun går,
– så er man da nødt til at finde ud af, hvad det er, ikke?
Lyder som om foråret er kommet til Blogsbjerg…;)
Jo jo jo… Kan bare slet ikke få armene ned af glæde på dine vegne!! Håber vi kan få tid til en Ice Blend alligevel inden jeg tager til New York…
– Wee wee :o)