Med godt skal ondt fordrives.

Nu sagde vi, at der ikke var nogen fra mit nye arbejde, der havde fundet frem til bloggen, ikke? For jeg har pjækket i dag. Var allerede rockertræt igår, og spurgte chefen, om jeg kunne få lov at flexe den sidste time. Chef kiggede hen over halvbrillen og svarede: “Der er godt nok mange, der allerede er gået for idag”, hvilket jo ikke kræver en ordbog at oversætte til ‘nej’. Jeg klipsede øjenlågene fast til brynene, skød en liter kaffe i armen og stod det igennem.

I morges kunne jeg så godt mærke på det hele, at det ville være med forstanden som indsats, hvis jeg slæbte mig på job. Alligevel ved jeg jo godt, at det ikke tæller som Ægte Sygdom, så havde allerede ondt i samvittigheden, da jeg ringede. (Hvilket vel også er en slags smerte – tæller det som sygdom?)

Mig: Jeg er syg idag. Er simpelthen nødt til at blive hjemme, tage et par piller og se, om ikke jeg kan sove det væk.

Chef: Ved du hvad! Det var da det, du havde igår! Du må undskylde, at jeg var så hård ved dig.

Mig: (nu let skam-mumlende) Pyt med det! Det kunne du jo ikke vide (dårligsamvittigheddårligsamvittigheddårligsamvittighed!!).

Chef: Du må under dynen. Det er sikkert fordi du sådan har været ude i solen i weekenden.

Mig: (som efterhånden begynder at tro så meget på min egen historie, at jeg synes, jeg har feber)
Du har nok ret. Vi ses i morgen eller mandag.
(Her tog jeg faktisk mig selv i at lave et *host*, selvom det egentlig var hovedpine, jeg havde påråbt mig.)

En time efter modtog jeg omsorgsfuld sms fra Bonnie, som ‘håbede, at jeg kom på job i morgen’. Fik min samvittighed til at føles som Ebola i den terminale fase.

Fandme strengt at folk skal gøre det så svært at pjække!