KomnukomnuKOMNU!!

For et par uger siden skrev jeg om road trip til Tyskland, hvor vi bl.a. daskede rundt i noget tysk by af en slags. I pågældende by var vi inde i en parfumebutik, hvor jeg prøvede en helt fantastisk duft, som jeg kraftigt overvejde at købe. Men da jeg jo for tiden prøvekører Voksenidentitet 2.0, der blandt mange andre spændende features indeholder vinduesvask og struktureret madlavning, besluttede jeg at vente med at købe den. Lige overveje to gange. Har jo så mange pafumer derhjemme. (Sjovt nok taler denne fornuftens røst med min mors stemme…) Det betød naturligvis, at i det sekund vi trillede retur over grænsen, ville jeg have den. På NU!-måden.

Tilbage i helligdagsbefængte Århus ventede jeg 2 hele dage, og da forretningerne ENDELIG åbnede igen (lukkelov, be gone!), så man mig stå på første parket med sultent udtryk i øjnene og skaptslebet kort. Gæt hvad? Mærket forhandles ikke i Danmark. Hjem. Google. Fundet! Ét sekund efter, at jeg havde klikket på ‘gennemfør ordre’, stod jeg ude på gaden og spejdede ivrigt efter pakkeposten.

Det er så 9 dage siden. Er den kommet? Nej. Er jeg træt af at vente? Ja. Er efterhånden så utålmodig, at jeg seriehader Post Danmark, Post Tyskland og hele Jill Sanders koncernen. Har mest lyst til at cykle til Tyskland og hente den hjem selv.

Kunne selvfølgelig bare have valgt at købe den næste gang, jeg kommer sydpå, men jeg synes, at vi med al uønskelig tydelighed har fået illustreret, hvad der kommer ud af at vente. VED bare, at man ville finde skilt på hyldekant: “Auf Produktion ausgenommen. Bitte.” (Ja! Som om du selv ved, hvad det hedder på tysk!).

Det ville lette livet for mine omgivelser en del, hvis der var et sted, hvor man kunne sende overskydende temperament og utålmodighed til destruktion.