Bloggen

Skæbnen har tilsyneladende ikke tjekket sin mail for nyligt. Det vil jeg gerne bede den om at gøre. I Indbakken vil den finde en mail, hvori der står, at min far ikke bliver syg. At han ikke sidder på hospitalet iført frotté og morfin. At det ikke er en mulighed at tildele ham andet end en let forkølelese. Vi skal bruge ham. Det er ham, der fikser ting. Det er ham, der ved alt. Det er ham, jeg ringer til, når jeg skal bruge Det Rigtige Svar. Det er ham, der taler farsk, som er sproget, hvor sætningen “Har du en stjerneskruetrækker, eller skal jeg tage en med?” direkte oversat betyder “Jeg elsker dig”. Han er min far. Jeg går ikke af med ham.

Mange danskere lider af trangen til at udsætte – såkaldt prokrastination, skriver Urban. Fænomenet er særlig udbredt blandt studerende […] Her er mellem 75 og 90 procent plaget af udsættelse, viser en pjece fra Studenterrådgivningen.

Så nu er det en sygdom, at man ikke gider lave lektier? Jeg kan næsten høre min bedstefars vantro fnys.

Jeg tror næppe, at vi er ude i noget, der kræver receptnarko eller vacciner. Mit bud er, at den første generation af curlingbørn har ramt de højere læreanstalter. En tsunami af bløddyr, der aldrig har haft brug for at udvikle copingstrategier eller værktøjer til at komme over, igennem eller udenom forhindringer. Som aldrig har lært, at hvis man falder, så slår man sig – men der findes plaster (med Mumietroldene, Barbie og Supermand, som jeg synes kommer ca. 22 år for sent) og gode skadestuer, og næste gang har man lært, at man lige skal tjekke om grenen kan holde, inden man klatrer ud på den.

Uden at forvandle mig til en af dem, der gik 14 kilometer til og fra skole i 1½ meter sne iført shorts og træsko, fordi vi ikke havde råd til andet, hjalp til på gården og aldrig har taget skade af en kindhest, vil jeg gerne vide, hvorfor alting i dag formodes at skulle være sjovt hele tiden? Når jeg engang får børn, vil det være mit erklærede mål at lære dem, at nogle ting er værd at gå efter og kæmpe for. Curlingbørn bliver utålelige voksne, der forventer, at andre servicerer dem i hoved og røv. Når man fjerner alle forhindringer for sine børn, frarøver man dem muligheden for at udvikle den selvtillid, der kommer af at vide, at man løse problemer og klare sig selv.

Man snyder sine børn for meget, hvis man bærer dem igennem hele barndommen. At det er gjort af kærlighed og et ønske om at skærme og beskytte dem, ændrer ikke på, at resultatet ofte bliver passive og frygtsomme individer, der går glip af mange gode oplevelser, fordi de giver op, så snart der er modvind eller sten på vejen. Man skaber rastløse mennesker, der ikke kan finde ro, fordi de altid er nødt til at bryde op, når tingene bliver svære. I hvert fald, hvis vi nu handikapper dem yderligere ved at fritage dem for at tage ansvar for eget liv og egen udvikling ved at vedtage, at prokrastination er en sygdom.

– nu med eget domænenavn. Prøv at tjekke adresselinien. Mmmm! Prøv så at skrive den gamle adresse og se, hvad der sker…. Er det ikke smart?! Det er Finnen, der kan sådan nogle tricks *smiley-der-løber-begejstret-rundt-og-råber-hurra*.

De mennesker jeg kender, som er sindssygt dygtige til et eller andet, er sjovt nok også dem, der er dårligst til at tage imod ros. Når de udsættes for ros, går de så meget i panik, at man nærmest får lidt skæld ud for at påtale det åbentlyse: At de brænder for noget, knokler for det og gør det godt. Fælles for dem alle er, at deres personligheder befinder sig i spændet mellem mindreværd og storhedsvanvid. Jeg tror, at det er obligatorisk, hvis man skal stå ud. Hvis man skal fostre ideer, som ingen før har fået, kræver det evnen til at tænke stort og tro på det umulige. Hvis man skal blive ved med at yde det hårde arbejde, der gør, at idéerne rent faktisk bliver til virkelighed, kræver det angst for at blive afsløret som barn forklædt som voksen, samt en lille smule paranoia.

Hver gang man accepterer en udfordring og klarer den, løfter man sit grundniveau et trin op, hvilket er nok til at udvikle højdeskræk, hvis man tænker for længe over det. Man tilbøjelig til at tro, at man ryger hele vejen ned, hvis man falder, og ikke bare tilbage på sidste plateau. Jeg ved ikke hvorfor. Men hvis man gerne vil flytte sig og blive bedre, er man nødt til at springe så langt, at man – for en kort bemærkning – ikke er 100 % sikker på, at man når helt over og får fat. Hvis man kan spadserer trygt og sikkert fra tagryg til tagryg, visner udviklingspotentialet hen og dør. Men jeg medgiver, at man selvfølgelig kan springe længere, hvis man sørger for at give sig selv en flad strækning at tage tilløb på og sætte af fra. Jeg tror, at vekselvirkningen mellem tryghed og udfordring skaber vækst.

At være god til noget er en egenskab, du ikke kan have alene. Det kræver en målgruppe, der vil aftage dit produkt, eller som responderer hensigtsmæssigt på, hvad du udsætter den for. Det kræver nogen at måle sig med og placere sig i forhold til. Uden himmel intet helvede. Og netop det at skulle give alt, hvad man har, og samtidig være afhængig af andre for at nå helt i mål, er intimiderende. Man kan ikke satse hele butikken uden at blotte sig, fordi man klart stiller til skue, hvad der er vigtigt for én, og det kræver mod.

Jeg tror, at ros er svært at tage imod, fordi vi føler, at andre menneskers tiltro til os forpligter. Pludselig er det ikke længere kun egne forventninger, vi føler, at vi skal indfri. Men måske skal vi være bedre til at huske, at ros er en anerkendelse af, hvor langt du er nået; ikke en afkrævning af garanti om succes i fremtiden. De mennesker jeg roser, er folk, jeg har stor respekt for. Dét, de har gjort og nået, giver mig lyst til at yde mit bedste. De imponerer mig og inspirerer mig. Det må de gerne vide.

Jeg er a-menneske. Ikke på den fascistoide, aggressive ”ALLE FRISKE MORGENHELTE SPRINGER OP OG SPÆNDER BÆLTE!!”-måde. Jeg sidder heller ikke klar, når uret ringer, vandkæmmet og med tornysteret på ryggen. Men – uden at elske det – kommer jeg op uden at bjæffe alt for meget over det. (Nu hvor jeg tænker over det, er det faktisk mere selve stå-op-konceptet, jeg ikke bryder mig om. Al den logistik, pakken taske og organiseren. Tøjvalg. Med fuldt overlæg at udsætte endnu søvndrukken krop for prikkende, pågående vandstråler. Ad.)

De fleste påstår, at mandag morgen er værst, opstånings-wise. Ikke for mig. Mandag er jeg beskyttet af granatchok over at skulle op, nærmest inden jeg er gået i seng, og det fortager sig først langsomt hen på eftermiddagen. Men tirsdag.. Oh tirsdag! Tirsdag er til gengæld Den Lede Hævner. Især hvis jeg har arbejdet i weekenden. Så vågner jeg med fornemmelsen af at være blevet snydt for noget, der retmæssigt er mit. Fornemmelsen af at være bagud med alt. Og der er stadig maaaaasser af uge strakt ud i meterbrede baner foran mig, som kræver overblik og overskud.

Denne weekend har jeg tilbragt i baren på Spotfestival. Vel at mærke på den side af disken, hvor der bliver løbet del kilometer, slæbt store sække med is og smidt rundt med ølkasser. Rimelig god fysisk grundform til trods, føles min krop stadig, som om den har fået prygl med en rive.

6.05 i morges var der i min seng overvældende flertal for bare at krølle traaat, øm krop sammen til kugle og blive liggende. Oppositionens største parti, Samvittigheden, brokkede sig imidlertid så højlydt, at det var fuldstændigt umuligt at sove videre. Så nu sidder jeg her på min pind. Indebrændt og tvær, men til stede (mine kolleger siger tak). Vil faktisk godt have udleveret medalje.

Her på blogsbjerg savner vi de gode, gamle dage i brændenældebedet. Nåede at fjerne ca. 50 % af pelsvækst, før jeg ramte smertetærskelen. Hvorfor har jeg fået den kropsbehåringsmodel, der har metalankre i stedet for rødder?? Føles fandme som om, jeg har stået i blød i lava!

Der er sket en opblødning på naturfronten hos mig. Mandag aften var jeg i vandet. Det ægte *stolt-smiley-med-blå-læber*. Onsdag gik lille hvalp lige i hjertet på mig, da den lagde sit hoved i min hånd og sov. I går sagde jeg ja til at løbe en tur i naturen, fordi jeg faktisk syntes, at det lød rigtig hyggeligt. I hvert fald efter at have sikret mig, at jeg ikke bliver løbet fra. (Selvom den nøgne rædsel ved tanken om at blive forladt i en skov nok kunne tvinge et tempo i fødderne på mig, som ved sammenligning ville få Kipketer til at ligne noget, der blev afspillet i slowmotion.) Har ikke glemt de gange, jeg er blevet væk i skove. Hvad gør man? Ikke rigtigt muligt at ringe efter hjælp. (”Hvor står du?” Tja. Her er temmelig mange træer… ”Nå! Så skal du bare til højre i næste kryds.”) Har prøvet at medbringe kompas. (Vil til mit forsvar godt have lov at sige, at det ikke var min idé. Jeg har selverkendelse nok til at vide, at jeg har nogenlunde ligeså meget gavn af dét, som jeg ville have af russisk vejbeskrivelse.) Ikke overraskende hjalp det heller ikke. Og når man står der, omgivet af store, fede fyrretræer og fugle med skarptslebne næb, husker man pludselig dokumentaren Blair Witch, som med al uønskelig tydelighed viser, hvad der sker med overmodige unge, der bliver væk i skove.

Fuck it. Nu ved jeg jo, at jeg kan begå mig i grødis, så hvis alt andet kikser, kan jeg vel bare kaste mig ud fra skrænt og svømme i sikkerhed.

12.20:
”Jeg går til frokost.”

12.22:
Enter petshop.

12.24:
Exit petshop med pose indeholdende ergonomisk korrekt og pædagogisk forsvarligt legetøj til Lene og Mikkels lille nye vaps.

12.25:
Over i El-giganten. Direkte til væg med hørebøffer. 20 forskellige slags. Go-Go Gadget-arms, fat i kraven på medarbejder. På den truende måde afkræve svar om, hvilke der er bedst. (Teknisk set er det vel egentlig mere en oplysning end en trussel, når man hvisler: ”Jeg ved, hvor du arbejder – de må hellere være gode….”?)

12:30:
Hov. En Triumphbutik. Mangler faktisk bikini…

12:35:
Så! Ny, fin bikini: Tjek. I pink. Den er fiiiin! Er det ikke ok at have Barbie-tendenser på enkelte områder, selvom man for det meste hellere vil se Indiana Jones end Sex And The City?

12:40:
Matas. Voksvoksvoks…. (Træt af at ligne noget, der har slæbt sine ben efter sig på brændenældemark.)

12:44:
800 kr?!! Fuck! Kunne sgu da nærmest have købt nye, hårløse plastikben for de penge!?

12: 47:
”Jeg er tilbage.”

Frokostpause remaining: 2 minutter. DK ville være flyvende, hvis de offentligt ansatte lagde samme effektivitet for dagen i deres arbejde som i deres frokostpauser…

Noget af det som er ret fantastisk, når man lærer et nyt menneske at kende, er at man bliver tvunget til at tænke over sine egne udmeldinger og reaktioner. Gamle kommunikationsvaner tager sig ofte anderledes ud, når de reflekteres i et nyt spejl.

For mig er sproget og samtalen vigtigt: Ord skaber virkelighed, fordi de bliver det filter, verden ses og fortolkes igennem.

I forhold til forhold tror jeg på åben kommunikation. Jeg tror på ærlige udmeldinger og en ordentlig tone. Når diskussionerne opstår, tror jeg på at holde øjet på bolden og bolden på egen banehalvdel. Angreb skaber kun 1 af 3 ting: Modangreb, flugt eller forsvar. Ingen af delene er fordrende for hverken forståelse eller kompromis, og jeg forstår ikke, at nogen tør tage kærligheden så meget for givet, at de råt og ucensureret lukker alt, hvad der går gennem hovedet på dem, ud. Ingen har krav på livslang, ubetinget kærlighed. Den skal man gøre sig fortjent til.

Men jeg tror på at kunne stå selv. At turde lægge mine parader, også når jeg er usikker, men samtidig at holde fast i, at det ikke er min partners opgave at jage mine gamle spøgelser væk. At være voksen nok til at gå tilbage og give en undskyldning, når jeg er røget i struben på ham over noget, som har alt med mig og intet med ham at gøre. Og det vil ske. Selvom alle soldaterne er trukket ud, er der stadig miner begravet, som man ikke ved, er der, før de eksploderer lige i ansigtet på én. For mig at se består kunsten i at kunne skille tingene ad, så man kan tage de konfrontationer, man ved, vil ende med at ødelægge noget fint og smukt, hvis ikke de bliver taget, fordi de vil blive ved med at dukke op i nye forklædninger. De andre må man lade fare.

Jeg tror på at tro på, hvad der bliver sagt. At stole på, at de mennesker, jeg lukker ind, vil mig det bedste. Nogle forbehold må man bevidst vælge ikke at have, og det kan læres, ligesom man lærer at lade være med at gribe ud efter knive, man taber. Man får, hvad man giver, og hvis man hele tiden vil spille sikkert, smitter det. Så kan man stå der på hver sin side af hegnet og insistere på, at den anden skal gå igennem lågen først. Og gør det egentlig nogen forskel, når man først står derude i landskabet og stritter? Der er ingen, der kan love, at det vi føler her og nu stadig føles sådan her om 10 år. Vi kan håbe det – men vi kan ikke vide det. Jeg tror bare ikke, at man kan safe-play’e sig ud af det. Spil er forsøg på at tvinge et andet menneske til at give noget, som vedkommende enten ikke har lyst eller er klar til at give. Spil skaber en vinder og en taber i stedet for et team. Emotionel nærighed sikrer mig ikke imod noget som helst, for jeg føler, hvad jeg føler, uanset hvor lidt eller hvor meget jeg viser og verbaliserer det. Men det er værd at huske, at hvis jeg intet vil give af frygt for at miste, så kan jeg meget let selv være skyld i, at jeg får så lidt tilbage, at det i sidste ender med at smuldre bort mellem fingrene på mig.

Jeg tror på vigtigheden af tillid og respekt. Jeg tror på at turde tro. På det gode i mennesket og på kærligheden.