Bloggen

Jeg kom idag hjem til kærlig hilsen fra NRGi. Kr. 3300,- At betale.

Med girokort fulgte brev, smækfyldt med ord og sætninger, der ikke giver nogen mening overhovedet. For eksempel kan jeg se, at jeg har et ‘el-abonnement’. På Falck-måden, så jeg – hvis jeg f.eks. sidder på hotel i Spanien, som pludselig løber tør for el – kan ringe og via mit abonnement gøre krav på reserve-el ved nærmeste El Pusher [spansk sprogjoke, Red.], eller hvad? Længere nede gør de mig opmærksom på, at NRGi ejer stikledningen, hvilket ærger mig lidt. Jeg ville gerne have haft min egen. Af bagsiden fremgår det, at jeg betaler kr. 93,- i ‘offentlige forpligtelser’ (finnens bud var, at jeg et sted derude har et barn på gule plader, som jeg har glemt alt om), og endelig betaler jeg både ‘eltransportbetaling’, ‘eltransport Energinet’ og ‘eldistributionsbidrag’, hvilket tilsammen beløber sig til omkring kr. 500,- Ser ud til at min el vælger at transportere sig i taxa, det ødsle svin.

Hvis jeg en dag har en time i overskud, ringer jeg til NRGi’s kundeservice og beder dem forklare mig begreberne. Jeg sætter 1600 kWh på, at de ikke selv fatter, hvad der står.

Og der er nok af den:

Afgang Esbjerg: Kl. 8.48.
Ankomst Århus: Kl. 13.10.
Rejsetid: 4 timer og 22 minutter.

Overvejer seriøst at købe en hest.

I mine forældres entre hang i mange år en plakat, hvorpå der stod: ‘Tank op – tænk positivt’. Da jeg dengang brugte en del tid på at se godt ud i Weltschmertz, spekulerede jeg aldrig nærmere over budskabet, men som med så meget andet, er det noget, der er kommet til at give mening, efter at jeg er blevet ældre.

Idag mener jeg, at der findes to grundlivssyn at anlægge: Det postive og det negative. Ingen får lov at lounge-cruze afsted uden at blive stillet overfor forhindringer, som umuliggør jævn fremdrift, men jeg tror, at det er holdningen til hindringerne, der afgør, om man, når solen går ned, synes, at turen var besværet værd.

Det skulle undre mig såre, om der sidder en nidkær Kraft ved kontrolpanelet, som kun nedkalder forbandelser over pessimister: Står du i vejen, bliver du ramt, ligemeget hvordan du er designet i humørcentret, men for mig virker det logisk, at noget dårligt vil fylde mere, hvis du først bruger lang tid på at frygte det, for derefter – hvis det så rent faktisk sker – at give det ligeså meget plads ved bagefter at fortælle historien igen og igen for at underbygge, at du er den uheldige type, som alt dårligt sker for.

Man gentager kun en handling så længe, at payoff’et ved denne er større, end det ville være, hvis man lod være, men nogen gange er en vane altså også bare en vane. Den kan ændres. Prøv at lægge armene over kors. Done? Prøv at krydse dem modsat. Pænt svært, ikke? Dét er vane og intet andet. Du er ikke genetisk disponeret for at krydse højre øverst; det er bare det, du plejer at gøre.

Hvis man kan vænne sig til at skrue ned for det negative livssyn, der suger ilten og kvæler lys og vegetation, så er der formentlig en del mere overskud at gøre med, når man står overfor en reel forhindring næste gang. Derudover bliver det også bare en bedre tur, hvis man undervejs husker at løfte blikket, nyde solen og trække vejret.

Brev fra Post Danmark? Hvad nu? (Hvis det er flere af de der reklamer for deres medarbejdere, hvor vi skal læse, hvordan de spæner rundt i Rol Skov og spiller rollespil eller har kælesøløver, stopper jeg den ned i halsen på den postmand, jeg ser. Reklamer NEJ TAK, blev der sagt! Er det egentlig ikke også rufferi at reklamere for sine medarbejdere på den måde?)

Der er kommet en pakke. HURRA! Min parfume. Men hvorfor et helt brev? Plejer da bare at få den der lille, fedtede lap?

!!!?! TOLD?!! Prøliåhørher! Er vi da for fanden ikke med i det der EF?! Er nu oppe på 550 kr for 50 ml, hvilket giver en literpris på .. ja… gange100divideret … som flydende guld!! Fascitoide, nidkære politiwannabes!

Er sgu SIDSTE gang, jeg bekæmper et impulskøb!

Der er stille herinde i disse dage, jeg ved det godt. Det skyldes ikke vrede, ond vilje eller manglende skrivelyst. Det er bare lidt småt med tid, fordi Finland har sendt fantastisk ambassadør forbi Blogsbjerg.

Når man møder én, som:

– på første date virkelig forsøger ikke at grine, når nogen *host* hævder, at Møns Klint ligger på Bornholm, (kunnedetsgudaligesågodthavegjort!)

– ikke bliver pinlig berørt, når jeg efter langsomme bilister hvæser: “Hvis du lægger håndbremsen, så går den lettere, kælling!” men tværtimod følger op med et: “Ja, eller fucking stil p-skiven!”

– ikke synes, at det er spor mærkeligt, at man kan alle Pink Floyd teksterne – han kan dem nemlig også,

– er mand nok til at lade mig vinde første runde af TP… (kamikaze-smiley-der-inderst-inde-godt-ved-at-det-er-en-stakket-frist)

– får mig til at grine så meget, at jeg får ondt i maven, som er sindsygt klog og som er skyld i, at jeg er så overtræt, at det virker naturligt at råbe “Bonnie Voyage!” efter kontorroomie, når hun går,

– så er man da nødt til at finde ud af, hvad det er, ikke?

Nu sagde vi, at der ikke var nogen fra mit nye arbejde, der havde fundet frem til bloggen, ikke? For jeg har pjækket i dag. Var allerede rockertræt igår, og spurgte chefen, om jeg kunne få lov at flexe den sidste time. Chef kiggede hen over halvbrillen og svarede: “Der er godt nok mange, der allerede er gået for idag”, hvilket jo ikke kræver en ordbog at oversætte til ‘nej’. Jeg klipsede øjenlågene fast til brynene, skød en liter kaffe i armen og stod det igennem.

I morges kunne jeg så godt mærke på det hele, at det ville være med forstanden som indsats, hvis jeg slæbte mig på job. Alligevel ved jeg jo godt, at det ikke tæller som Ægte Sygdom, så havde allerede ondt i samvittigheden, da jeg ringede. (Hvilket vel også er en slags smerte – tæller det som sygdom?)

Mig: Jeg er syg idag. Er simpelthen nødt til at blive hjemme, tage et par piller og se, om ikke jeg kan sove det væk.

Chef: Ved du hvad! Det var da det, du havde igår! Du må undskylde, at jeg var så hård ved dig.

Mig: (nu let skam-mumlende) Pyt med det! Det kunne du jo ikke vide (dårligsamvittigheddårligsamvittigheddårligsamvittighed!!).

Chef: Du må under dynen. Det er sikkert fordi du sådan har været ude i solen i weekenden.

Mig: (som efterhånden begynder at tro så meget på min egen historie, at jeg synes, jeg har feber)
Du har nok ret. Vi ses i morgen eller mandag.
(Her tog jeg faktisk mig selv i at lave et *host*, selvom det egentlig var hovedpine, jeg havde påråbt mig.)

En time efter modtog jeg omsorgsfuld sms fra Bonnie, som ‘håbede, at jeg kom på job i morgen’. Fik min samvittighed til at føles som Ebola i den terminale fase.

Fandme strengt at folk skal gøre det så svært at pjække!

For et par uger siden skrev jeg om road trip til Tyskland, hvor vi bl.a. daskede rundt i noget tysk by af en slags. I pågældende by var vi inde i en parfumebutik, hvor jeg prøvede en helt fantastisk duft, som jeg kraftigt overvejde at købe. Men da jeg jo for tiden prøvekører Voksenidentitet 2.0, der blandt mange andre spændende features indeholder vinduesvask og struktureret madlavning, besluttede jeg at vente med at købe den. Lige overveje to gange. Har jo så mange pafumer derhjemme. (Sjovt nok taler denne fornuftens røst med min mors stemme…) Det betød naturligvis, at i det sekund vi trillede retur over grænsen, ville jeg have den. På NU!-måden.

Tilbage i helligdagsbefængte Århus ventede jeg 2 hele dage, og da forretningerne ENDELIG åbnede igen (lukkelov, be gone!), så man mig stå på første parket med sultent udtryk i øjnene og skaptslebet kort. Gæt hvad? Mærket forhandles ikke i Danmark. Hjem. Google. Fundet! Ét sekund efter, at jeg havde klikket på ‘gennemfør ordre’, stod jeg ude på gaden og spejdede ivrigt efter pakkeposten.

Det er så 9 dage siden. Er den kommet? Nej. Er jeg træt af at vente? Ja. Er efterhånden så utålmodig, at jeg seriehader Post Danmark, Post Tyskland og hele Jill Sanders koncernen. Har mest lyst til at cykle til Tyskland og hente den hjem selv.

Kunne selvfølgelig bare have valgt at købe den næste gang, jeg kommer sydpå, men jeg synes, at vi med al uønskelig tydelighed har fået illustreret, hvad der kommer ud af at vente. VED bare, at man ville finde skilt på hyldekant: “Auf Produktion ausgenommen. Bitte.” (Ja! Som om du selv ved, hvad det hedder på tysk!).

Det ville lette livet for mine omgivelser en del, hvis der var et sted, hvor man kunne sende overskydende temperament og utålmodighed til destruktion.

Som tidligere nævnt her på bloggen, er de konkurrencemindede gener en smule overrepræsenterede i min biologiske fond. Derfor bør det ikke overraske, at jeg nu tilsyneladende er begyndt at konkurrere med mig selv i disciplinen ‘Hvor tidligt kan jeg vågne?’ Er stolt af at kunne fortælle, at jeg på en uge har bevæget mig baglæns fra 20 minutter til halvanden time. Hvis jeg giver den alt, hvad har, burde jeg være klar til at køre non-stop gennem Skanderborg Festival til august.

Mon jeg imploderer, hvis jeg ender med at vågne, inden jeg falder i søvn?

(Bonusspørgsmål: Hvordan kan jeg – med 90 minutter ekstra at løbe på – stadig have brug for gode ben, tryllestøv og magiske formler for at nå på job til tiden(-ish)???)

Hvis nogen skulle have glemt det, er det Mors Dag i morgen. Jeg ved godt, at mange er inderligt imod den slags kapitalistiske konstruktioner, udtænkt af kreative blomsterhandlere, men jeg kan faktisk godt lide konceptet. I den bedste af alle verdener husker man at fortælle alle, man holder af – og ikke kun sit mødrene ophav – at de er de vigtigste mennesker i ens liv, at man ikke vil undvære dem for noget, og at man tænker på dem hver eneste dag, selvom man glemmer at sige det. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg får det gjort alt, alt for sjældent, så for mig er Mors Dag en kærkommen lejlighed til at indhente bare lidt af det forsømte.

Forleden sad jeg så og bladrede i avisen, på udkig efter gode gaveidéer, og jeg kunne læse, at der, i anledningen af Mors Dag, er kommet en pendant til den famøse gave-ged. Det er nu muligt at donere penge til en mor i Etiopien, da dødeligheden i forbindelse med fødsler er ret høj, for derefter give sin egen mor kvitteringen som gave.

Det næste jeg skriver får mig til at lyde som Pia Kjærsgårds onde tvilling, men da jeg jo ikke er bange for at påpege andres fodfejl og skønhedspletter på denne blog, skal ret være ret, og jeg indrømmer, at min første tanke var:

“God ide. Lad os hjælpe dem med at få endnu flere børn, så hungersnøden kan blive endnu værre!”

Jeg tror, at vi hjælper dem (alle dem, det er synd for) mere for vores egen skyld end for deres. Med al den nødhjælp vi uden synlige resultater har sendt frem i tidens løb, burde nogen så ikke nå frem til, at det ikke er den rigtige fremgangsmåde? Jeg synes så absolut, at vi (alle os, det ikke er synd for) skulle eftergive U-landsgælden, men jeg hælder mere og mere til den teori, at forandringer skal komme indefra, hvis de skal slå igennem og fungere. Vi sender 20 tons ris afsted, malariavaccinerer en landsby og forsøger at få folk, der ikke forstår idéen med det, til at hjælpe med at bygge en brønd (her ved jeg så fra pålidelig kilde, at man til sidst som vestlig nødhjælpsarbejder opgiver og bygger lortet selv, fordi man ikke kan blive ved med at vente på, at de lokale kommer dryssende. Man er trods alt kun afsted på 2 års kontrakt.), så vi kan rejse hjem med god samvittighed, fordi vi har ydet bæredygtig hjælp til selvhjælp.

Hvor meget batter det? Hvor meget incitament skaber det hos befolkningen? Det er da toTAL lappeløsning, når vi hjælper så sporadisk. Man kunne spørge sig selv, om ikke det var bedre at vente med at hjælpe, til vores ofre selv kom og sagde, hvad de havde brug for. Det er ikke givet, at det er det samme, som vi mener, ville være det bedste. Til gengæld ville det være det, de var klar til og selv havde opdaget behovet for, hvilket jeg tror ville hjælpe en hel del mere end alle vores gode, samvittighedsbefængte intentioner.