I mine forældres entre hang i mange år en plakat, hvorpå der stod: ‘Tank op – tænk positivt’. Da jeg dengang brugte en del tid på at se godt ud i Weltschmertz, spekulerede jeg aldrig nærmere over budskabet, men som med så meget andet, er det noget, der er kommet til at give mening, efter at jeg er blevet ældre.
Idag mener jeg, at der findes to grundlivssyn at anlægge: Det postive og det negative. Ingen får lov at lounge-cruze afsted uden at blive stillet overfor forhindringer, som umuliggør jævn fremdrift, men jeg tror, at det er holdningen til hindringerne, der afgør, om man, når solen går ned, synes, at turen var besværet værd.
Det skulle undre mig såre, om der sidder en nidkær Kraft ved kontrolpanelet, som kun nedkalder forbandelser over pessimister: Står du i vejen, bliver du ramt, ligemeget hvordan du er designet i humørcentret, men for mig virker det logisk, at noget dårligt vil fylde mere, hvis du først bruger lang tid på at frygte det, for derefter – hvis det så rent faktisk sker – at give det ligeså meget plads ved bagefter at fortælle historien igen og igen for at underbygge, at du er den uheldige type, som alt dårligt sker for.
Man gentager kun en handling så længe, at payoff’et ved denne er større, end det ville være, hvis man lod være, men nogen gange er en vane altså også bare en vane. Den kan ændres. Prøv at lægge armene over kors. Done? Prøv at krydse dem modsat. Pænt svært, ikke? Dét er vane og intet andet. Du er ikke genetisk disponeret for at krydse højre øverst; det er bare det, du plejer at gøre.
Hvis man kan vænne sig til at skrue ned for det negative livssyn, der suger ilten og kvæler lys og vegetation, så er der formentlig en del mere overskud at gøre med, når man står overfor en reel forhindring næste gang. Derudover bliver det også bare en bedre tur, hvis man undervejs husker at løfte blikket, nyde solen og trække vejret.
Published by