Ekstra døgn søges.

Forleden læste jeg et interview med Line Rafn, som jeg synes er rockersej. Hun gør noget, hun brænder for, og hun gør det fantastisk. Samtidig synes jeg, at hun er ret godt skruet sammen i hovedet, og siger nogle fornuftige ting. I interviewet blev hun spurgt, hvordan hun fik tid til et privatliv, når hun både var dommer på X-faktor og samtidig forberedte turné med Infernal. Hendes svar var, at hun havde truffet en bevidst beslutning om at prioritere sit band, fordi det var det, hun ville, og det der gav hende størst tilfredsstillelse og livsglæde at beskæftige sig med. Hun fortalte, hvordan hun i mange år havde stresset over at forsøge at pleje venskaber ved at presse dem ind i et skema, der i forvejen var spændt til bristepunktet. Til sidst var hun så presset 24-7, at hun havde været nødt til at tænke længe og grundigt over tingene, og det endte med at hun at traf valget om at lukke de ting ned, der alligevel ikke var tid til at pleje ordentligt.

Jeg er ikke god til at kede mig. Jeg bliver meget hurtigt rastløs. Jeg har, hvad man kunne kalde en høj grundspænding. Derfor har jeg for det meste så mange bolde i luften, at jeg til forveksling kunne minde om – (Gud forbyde det!) – en gøgler. Listen over aktiviteter jeg i tidens løb har kastet mig over er lang, og byder blandt mange andre ting på spejder, selvforsvar, stepdans, saxofon, strikning (skal tilsyneladende bare starte med s, kan jeg se…). Problemet er, at jeg ikke er ret god til at afvikle gamle aktiviteter i takt med at der bliver sat nye på skemaet med det resultat, at jeg somme tider er ved at løbe tør for timer i døgnet, fordi jeg vil nå det hele.

Det er til at have med at gøre, når vi snakker om beskæftigelsesterapi. Det er trods alt bare tidsfordriv, men jeg kan se, at jeg har tendens til at gøre det samme med venskaber. Og jeg er splittet. Den ene side af mig har frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at jeg giver alt, alt for lidt, hvilket betyder at jeg knokler som en sindsyg for at skabe mere tid. Den anden side af mig har travlt med ikke at være imponeret over, at jeg tilsyneladende opfatter mig selv som verdens omdrejningspunkt; folk sidder naturligvis bare med tilbageholdt åndedræt og venter på mit fabelagtige selskab. De vælger mig jo nok fra, hvis de ikke gider mig og mine stunts længere.

Derfor hæfter jeg mig ved, hvad Lina siger. Spekulerer på, om ikke det er bedre at lukke noget ned, hvis man ikke har tid til at give det den opmærksomhed, det kræver? Selv ville jeg langt hellere afskrive en person, der alligevel stod med benet ude af døren og tankerne ude af fokus, end at acceptere at få tildelt en halv time hist og en time pist. Det er højrøvet, arrogant og ikke i orden.

Men hvad nu, hvis man holder forfærdeligt af dem alle sammen? Hvis nu man har været så heldig at finde nogen, der kan tackle mennesker med personligheder, der hele tiden svinger imellem storhedsvanvid og mindreværd *host*? Hvis man har skåret de nemme fra? Dem, som vil have at du besøger dem i hjemstavnen, men som aldrig ville finde vej til Århus, hvis ikke det var for Ikea? Det er eliten, der er tilbage, og jeg går ikke af med nogen af dem. Mine døgn er bare så korte, og hver gang jeg vender mig om, er det mandag igen. For fanden altså.