Mmmdetbarefordi!

Hvor mange lys er det lige, der skal være i kagen før man stopper med at regrediere til børnehavestadiet, når man bliver træt *smiley-der-kigger-mod-himlen-og-slår-opgivende-ud-med-sine-små-gule-arme*?? Rimeligt belastende at vide, at man et sted derinde har gode, konstruktive voksenargumenter og måder at italesætte (undskyld. Virkelig. Synonymer til dette frygtelige, blebefængte bastardord udbedes asap) situationen på – og det eneste, man kommer op med, når man febrilsk roder i mentalkassen, er underskudsudmeldinger, selvmodsigelser og hvæs. Sgu da heldigt, at nogen trods alt er så voksne, at de kan kigge på én og stille og roligt spørge, om man gerne vil slås? Gør det en hel del nemmere snøftende at indrømme, atmanjobaregernevilaes.