Hvis nogen skulle have glemt det, er det Mors Dag i morgen. Jeg ved godt, at mange er inderligt imod den slags kapitalistiske konstruktioner, udtænkt af kreative blomsterhandlere, men jeg kan faktisk godt lide konceptet. I den bedste af alle verdener husker man at fortælle alle, man holder af – og ikke kun sit mødrene ophav – at de er de vigtigste mennesker i ens liv, at man ikke vil undvære dem for noget, og at man tænker på dem hver eneste dag, selvom man glemmer at sige det. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg får det gjort alt, alt for sjældent, så for mig er Mors Dag en kærkommen lejlighed til at indhente bare lidt af det forsømte.
Forleden sad jeg så og bladrede i avisen, på udkig efter gode gaveidéer, og jeg kunne læse, at der, i anledningen af Mors Dag, er kommet en pendant til den famøse gave-ged. Det er nu muligt at donere penge til en mor i Etiopien, da dødeligheden i forbindelse med fødsler er ret høj, for derefter give sin egen mor kvitteringen som gave.
Det næste jeg skriver får mig til at lyde som Pia Kjærsgårds onde tvilling, men da jeg jo ikke er bange for at påpege andres fodfejl og skønhedspletter på denne blog, skal ret være ret, og jeg indrømmer, at min første tanke var:
“God ide. Lad os hjælpe dem med at få endnu flere børn, så hungersnøden kan blive endnu værre!”
Jeg tror, at vi hjælper dem (alle dem, det er synd for) mere for vores egen skyld end for deres. Med al den nødhjælp vi uden synlige resultater har sendt frem i tidens løb, burde nogen så ikke nå frem til, at det ikke er den rigtige fremgangsmåde? Jeg synes så absolut, at vi (alle os, det ikke er synd for) skulle eftergive U-landsgælden, men jeg hælder mere og mere til den teori, at forandringer skal komme indefra, hvis de skal slå igennem og fungere. Vi sender 20 tons ris afsted, malariavaccinerer en landsby og forsøger at få folk, der ikke forstår idéen med det, til at hjælpe med at bygge en brønd (her ved jeg så fra pålidelig kilde, at man til sidst som vestlig nødhjælpsarbejder opgiver og bygger lortet selv, fordi man ikke kan blive ved med at vente på, at de lokale kommer dryssende. Man er trods alt kun afsted på 2 års kontrakt.), så vi kan rejse hjem med god samvittighed, fordi vi har ydet bæredygtig hjælp til selvhjælp.
Hvor meget batter det? Hvor meget incitament skaber det hos befolkningen? Det er da toTAL lappeløsning, når vi hjælper så sporadisk. Man kunne spørge sig selv, om ikke det var bedre at vente med at hjælpe, til vores ofre selv kom og sagde, hvad de havde brug for. Det er ikke givet, at det er det samme, som vi mener, ville være det bedste. Til gengæld ville det være det, de var klar til og selv havde opdaget behovet for, hvilket jeg tror ville hjælpe en hel del mere end alle vores gode, samvittighedsbefængte intentioner.
Published by