Heksen, skatten og selvmedlidenheden.

I depression over at konstatere, at jeg betaler topskat og det til trods formår at bestå af lutter røde tal, besluttede revisor og jeg at henlægge aftensmad til å-området. Sol, alkohol og tomme kulhydrater er nu engang lykkenpillen med de bedst dokumenterede resultater.

Ved nabobordet sad to nydelige damer fra Viborg, som var i Århus for at høre Ørkenens Sønner. Bedst som alle sidder og slapper af, kommer ukendt dame vandrende ind i billedet, tager fat i stol ved mor-bordet, og siger: “Er det ok, at jeg sætter mig her?” Af ren overraskelse (gætter jeg på), svarer de lidt befippet, at det er det da. Det tager ikke mange minutter at konstatere, at sidst ankomne dame godt kunne have brugt en time mere ved 37 grader, for hun var ikke bagt helt færdig i hovedet. Ikke at man kunne se det på hende, men det er immervæk ikke mange, der forsøger at bestille brunch kl. 19.30. Eller ryger tændstikker. Eller bestiller pommes frites og med et: “Vil-I-ikke-smage-de-er-goe!” kaster mad på fremmede menneskers tallerkener.

Men det mest tå-krummende var, da hun begyndte at tale til dem. “Jeg kunne tydeligt se, at I havde det hyggeligt. Det må være dejligt…” Hvad fanden svarer man til det?! Og hvorfor vælger hun at møffe sig på på den måde? Det er da selvpineri af værste skuffe. Hvis man er ensom, gør man det vel udelukkende værre for sig selv ved at stille sig med næsen mod ruden og betragte andres sammenhørighed? Det kommer næsten til at virke, som om man dyrker sin ynkelighed, og det klæder de færreste. (Undtagen musikere. De SKAL dyrke den. De skal svælge i fornemmelsen af at være misforståede og ude af stand til at fungere. Eller får vi bare mere Buttershøn/Nøhr, *smiley-der-spytter-foragteligt*) Jeg forstår ikke, hvad man håber at få ud af det. At folk taler med en af medlidenhed? Uden at have lave statistik på området, vil jeg gætte på, at antallet af venskaber, der er kommet ud af dét, kan tælles på én hånd. På verdensplan.