Jeg har en kammerat, der ææælsker at se Singleliv og De Unge Mødre. ‘Feel good underholdning’ tror jeg, han kalder det: Uanset hvor møgdårlig en dag man selv har haft, bliver man altid i mærkbart bedre humør, når man ser, hvor galt det kunne være gået.
Jeg læser med på en blog, der har lidt den samme funktion. Den er skrevet af en pige, som har sort bælte i fest. Mange af hendes indlæg handler om ting, der er blevet sagt/skrevet/gjort, når promillen har lænet sig op af noget tocifret. Hun er hudløst ærlig, og hendes indlæg fremstiller hende bestemt ikke altid på den mest flatterende måde. Det kan man mene om, hvad man vil, og at dømme efter kommentarerne på hendes blog, er det lige præcis, hvad folk gør. De fleste smider kommentarer af “det har jeg også prøvet/i det mindste er det en god historie, og jeg elsker at læse med”-kaliberen. Men efter det seneste indlæg, har vi pludselig en mand, der i stedet iler til undsætning med opskriften på, hvad Den Ordenlige Fyr vil have:
Hej xxxx – helt ærlig, jeg forstår godt de fyre som du lægger op til, at de ikke gider dig. Ordentlige fyre gider ikke rende rundt med fulde piger – og du ved det jo selv – hold lidt igen med drikkeriet, det vil klæ’ dig. Hav det godt!
Rart ENDELIG at få ham i tale, Den Ordenlige Fyr. Gralen er fundet. Tavlerne overrakt.
….
Hvad er han, alle mænds talerør? Sådan noget pis at skrive! Og det der med at ytre sig på det samlede køns vegne? Det er da en af de overgeneraliseringer, vi kvinder har patent på. (Bemærk venligst hvordan jeg her på elegant vis understreger min pointe med et eksempel.) Han ville være en hel del mere troværdig som metamand, hvis han ikke tænkte som en tøs.
Published by