Bloggen

Var du til Bon Jovi koncert? Nej? Big mistake. Big. Huge. Det var frygtindgydende godt. Elsker Bon Jovi. Elskerelskerelsker Bon Jovi. (I hvert fald frem til tandafblegningsperioden.)

Jeg havde foreslået, at vi kørte v halvsyvtiden, hvilket vel må være det endegyldige argument for aldrig at ansætte mig i en stilling, der indeholder nogen form for logistik. Fik af De 2 Andre (indsæt selv Linie 3-joke, Red.) besked på at være klar til pick up kl. 16.45, hvilket betød at vi fik hele koncerten med – modsat de folk, som var kørt kl. 18 og lige nåede ekstranumrene…

På 4. pladsen over yndlingsaversioner, står hjemmeværnsfolk (kun overgået af 1: gøglere, 2: cirkusartister og 3: autonome). De er beklageligvis altid overrepræsenterede ved koncertarrangementer, og vi blev da også vinket på plads af 50-årig overvægtig mand med potensen monteret i refleksvesten, og en attitude, der fik nogen *host* til at stå vandret ud af vinduet og med knyttede næver og fråde om munden at nedkalde alverdens forbandelser over ham.

Takket være indsat bus, ankom vi til pladsen i god tid, og kunne nyde sol, übercool opvarmningsband og øl. Og endelig. Endelig!! Manden, jeg har tilbedt hele min ungdom. Manden, som aldrig holder op med at være en snitte. Manden. Legenden. Kongen. Jon Bon Jovi! Hurra *eksalteret-smiley-der-går-i-split-af-begejstring*!! Og han var alt det, vi havde håbet. Cool. Solbrillebefængt. Lækker.

Men jeg er ikke færdig med at hetze hillbillylocation. Fandme bare ikke godt nok at fejlindstille lyden, så vi de første 20 minutter uden at anstrenge os kunne følge med i samtalerne omkring os. Når jeg er til koncert, vil jeg have 100.000 dB blæst lige ind i ansigtet. Mine trommehinder skal smyge sig kælent op af min hjerne. Ørepropper er for pussies! Og utilgiveligt at stille med 4.000 km2 blæksort skov, når koncert er færdig. Ville have været fint med skilte, så man slap for at rage rundt i Auning i en time for at lede efter bil. Busser nok kunne også have gjort det. Eller små udlejningsspejdere i snor. Et eller andet. Hell, hjemmeværnsfolk ville have været velkomne til sidst, men enten var de forklædt som overvægtigt buskads eller også var de taget hjem til kakkelbord og termokande – vi var on our own. Virker ikke ret gennemtænkt at tilbyde at huse en koncert, når man ikke har kapacitet til det, vel?

Er i dag kørende på 4 timers søvn. Ligner led gammel ørn. Men det til trods ville jeg gøre det igen i aften. Og i morgen. Og dagen efter det. Det var en uovertruffen koncert.

Kontorroomie:
“Sidste gang jeg var til Big Fat Snake koncert, regnede det helt vildt.”

Hvem skal jeg nu snakke med?

Efter et par dage i kaos, er der lidt ro på igen. Status er, at de første prøver fra min far kom negative tilbage. Vi venter stadig på svar på de sidste, men der er forsigtig optimisme. De kloge i kitler siger, at det ligeså vel kan være betændelse eller en sammenklappet lunge, de kan se på billederne, som Det Unævnelige. Jeg købslår med den Gud, jeg ikke tror på, mens vi venter.

Til gengæld ved jeg nu, at man kan køre fra Århus til Esbjerg på 1 time og 17 minutter. Jeg ved, at Finnen er vandfast, og uden at slingre det mindste i valsen, siger og gør alt det rigtige. Jeg ved, at både min far, min søster og min mor er i gode hænder, hvilket gør det lettere geografisk set at befinde sig på månen.

I aften er der lidt pause til hovedet. Jeg skal til Bon Jovi koncert, og forventer, at den får alt hvad den kan trække med tandafblegning, born to be my baby og slangeskindsbukser. Jeg bliver skuffet, hvis ikke jeg i morgen kun formår at kvække mit navn, når jeg virkeligt anstrenger mig.

Nogen, der skal have en fadøl med fra baren?

Skæbnen har tilsyneladende ikke tjekket sin mail for nyligt. Det vil jeg gerne bede den om at gøre. I Indbakken vil den finde en mail, hvori der står, at min far ikke bliver syg. At han ikke sidder på hospitalet iført frotté og morfin. At det ikke er en mulighed at tildele ham andet end en let forkølelese. Vi skal bruge ham. Det er ham, der fikser ting. Det er ham, der ved alt. Det er ham, jeg ringer til, når jeg skal bruge Det Rigtige Svar. Det er ham, der taler farsk, som er sproget, hvor sætningen “Har du en stjerneskruetrækker, eller skal jeg tage en med?” direkte oversat betyder “Jeg elsker dig”. Han er min far. Jeg går ikke af med ham.

Mange danskere lider af trangen til at udsætte – såkaldt prokrastination, skriver Urban. Fænomenet er særlig udbredt blandt studerende […] Her er mellem 75 og 90 procent plaget af udsættelse, viser en pjece fra Studenterrådgivningen.

Så nu er det en sygdom, at man ikke gider lave lektier? Jeg kan næsten høre min bedstefars vantro fnys.

Jeg tror næppe, at vi er ude i noget, der kræver receptnarko eller vacciner. Mit bud er, at den første generation af curlingbørn har ramt de højere læreanstalter. En tsunami af bløddyr, der aldrig har haft brug for at udvikle copingstrategier eller værktøjer til at komme over, igennem eller udenom forhindringer. Som aldrig har lært, at hvis man falder, så slår man sig – men der findes plaster (med Mumietroldene, Barbie og Supermand, som jeg synes kommer ca. 22 år for sent) og gode skadestuer, og næste gang har man lært, at man lige skal tjekke om grenen kan holde, inden man klatrer ud på den.

Uden at forvandle mig til en af dem, der gik 14 kilometer til og fra skole i 1½ meter sne iført shorts og træsko, fordi vi ikke havde råd til andet, hjalp til på gården og aldrig har taget skade af en kindhest, vil jeg gerne vide, hvorfor alting i dag formodes at skulle være sjovt hele tiden? Når jeg engang får børn, vil det være mit erklærede mål at lære dem, at nogle ting er værd at gå efter og kæmpe for. Curlingbørn bliver utålelige voksne, der forventer, at andre servicerer dem i hoved og røv. Når man fjerner alle forhindringer for sine børn, frarøver man dem muligheden for at udvikle den selvtillid, der kommer af at vide, at man løse problemer og klare sig selv.

Man snyder sine børn for meget, hvis man bærer dem igennem hele barndommen. At det er gjort af kærlighed og et ønske om at skærme og beskytte dem, ændrer ikke på, at resultatet ofte bliver passive og frygtsomme individer, der går glip af mange gode oplevelser, fordi de giver op, så snart der er modvind eller sten på vejen. Man skaber rastløse mennesker, der ikke kan finde ro, fordi de altid er nødt til at bryde op, når tingene bliver svære. I hvert fald, hvis vi nu handikapper dem yderligere ved at fritage dem for at tage ansvar for eget liv og egen udvikling ved at vedtage, at prokrastination er en sygdom.

– nu med eget domænenavn. Prøv at tjekke adresselinien. Mmmm! Prøv så at skrive den gamle adresse og se, hvad der sker…. Er det ikke smart?! Det er Finnen, der kan sådan nogle tricks *smiley-der-løber-begejstret-rundt-og-råber-hurra*.

De mennesker jeg kender, som er sindssygt dygtige til et eller andet, er sjovt nok også dem, der er dårligst til at tage imod ros. Når de udsættes for ros, går de så meget i panik, at man nærmest får lidt skæld ud for at påtale det åbentlyse: At de brænder for noget, knokler for det og gør det godt. Fælles for dem alle er, at deres personligheder befinder sig i spændet mellem mindreværd og storhedsvanvid. Jeg tror, at det er obligatorisk, hvis man skal stå ud. Hvis man skal fostre ideer, som ingen før har fået, kræver det evnen til at tænke stort og tro på det umulige. Hvis man skal blive ved med at yde det hårde arbejde, der gør, at idéerne rent faktisk bliver til virkelighed, kræver det angst for at blive afsløret som barn forklædt som voksen, samt en lille smule paranoia.

Hver gang man accepterer en udfordring og klarer den, løfter man sit grundniveau et trin op, hvilket er nok til at udvikle højdeskræk, hvis man tænker for længe over det. Man tilbøjelig til at tro, at man ryger hele vejen ned, hvis man falder, og ikke bare tilbage på sidste plateau. Jeg ved ikke hvorfor. Men hvis man gerne vil flytte sig og blive bedre, er man nødt til at springe så langt, at man – for en kort bemærkning – ikke er 100 % sikker på, at man når helt over og får fat. Hvis man kan spadserer trygt og sikkert fra tagryg til tagryg, visner udviklingspotentialet hen og dør. Men jeg medgiver, at man selvfølgelig kan springe længere, hvis man sørger for at give sig selv en flad strækning at tage tilløb på og sætte af fra. Jeg tror, at vekselvirkningen mellem tryghed og udfordring skaber vækst.

At være god til noget er en egenskab, du ikke kan have alene. Det kræver en målgruppe, der vil aftage dit produkt, eller som responderer hensigtsmæssigt på, hvad du udsætter den for. Det kræver nogen at måle sig med og placere sig i forhold til. Uden himmel intet helvede. Og netop det at skulle give alt, hvad man har, og samtidig være afhængig af andre for at nå helt i mål, er intimiderende. Man kan ikke satse hele butikken uden at blotte sig, fordi man klart stiller til skue, hvad der er vigtigt for én, og det kræver mod.

Jeg tror, at ros er svært at tage imod, fordi vi føler, at andre menneskers tiltro til os forpligter. Pludselig er det ikke længere kun egne forventninger, vi føler, at vi skal indfri. Men måske skal vi være bedre til at huske, at ros er en anerkendelse af, hvor langt du er nået; ikke en afkrævning af garanti om succes i fremtiden. De mennesker jeg roser, er folk, jeg har stor respekt for. Dét, de har gjort og nået, giver mig lyst til at yde mit bedste. De imponerer mig og inspirerer mig. Det må de gerne vide.

Jeg er a-menneske. Ikke på den fascistoide, aggressive ”ALLE FRISKE MORGENHELTE SPRINGER OP OG SPÆNDER BÆLTE!!”-måde. Jeg sidder heller ikke klar, når uret ringer, vandkæmmet og med tornysteret på ryggen. Men – uden at elske det – kommer jeg op uden at bjæffe alt for meget over det. (Nu hvor jeg tænker over det, er det faktisk mere selve stå-op-konceptet, jeg ikke bryder mig om. Al den logistik, pakken taske og organiseren. Tøjvalg. Med fuldt overlæg at udsætte endnu søvndrukken krop for prikkende, pågående vandstråler. Ad.)

De fleste påstår, at mandag morgen er værst, opstånings-wise. Ikke for mig. Mandag er jeg beskyttet af granatchok over at skulle op, nærmest inden jeg er gået i seng, og det fortager sig først langsomt hen på eftermiddagen. Men tirsdag.. Oh tirsdag! Tirsdag er til gengæld Den Lede Hævner. Især hvis jeg har arbejdet i weekenden. Så vågner jeg med fornemmelsen af at være blevet snydt for noget, der retmæssigt er mit. Fornemmelsen af at være bagud med alt. Og der er stadig maaaaasser af uge strakt ud i meterbrede baner foran mig, som kræver overblik og overskud.

Denne weekend har jeg tilbragt i baren på Spotfestival. Vel at mærke på den side af disken, hvor der bliver løbet del kilometer, slæbt store sække med is og smidt rundt med ølkasser. Rimelig god fysisk grundform til trods, føles min krop stadig, som om den har fået prygl med en rive.

6.05 i morges var der i min seng overvældende flertal for bare at krølle traaat, øm krop sammen til kugle og blive liggende. Oppositionens største parti, Samvittigheden, brokkede sig imidlertid så højlydt, at det var fuldstændigt umuligt at sove videre. Så nu sidder jeg her på min pind. Indebrændt og tvær, men til stede (mine kolleger siger tak). Vil faktisk godt have udleveret medalje.

Her på blogsbjerg savner vi de gode, gamle dage i brændenældebedet. Nåede at fjerne ca. 50 % af pelsvækst, før jeg ramte smertetærskelen. Hvorfor har jeg fået den kropsbehåringsmodel, der har metalankre i stedet for rødder?? Føles fandme som om, jeg har stået i blød i lava!