Jeg er a-menneske. Ikke på den fascistoide, aggressive ”ALLE FRISKE MORGENHELTE SPRINGER OP OG SPÆNDER BÆLTE!!”-måde. Jeg sidder heller ikke klar, når uret ringer, vandkæmmet og med tornysteret på ryggen. Men – uden at elske det – kommer jeg op uden at bjæffe alt for meget over det. (Nu hvor jeg tænker over det, er det faktisk mere selve stå-op-konceptet, jeg ikke bryder mig om. Al den logistik, pakken taske og organiseren. Tøjvalg. Med fuldt overlæg at udsætte endnu søvndrukken krop for prikkende, pågående vandstråler. Ad.)
De fleste påstår, at mandag morgen er værst, opstånings-wise. Ikke for mig. Mandag er jeg beskyttet af granatchok over at skulle op, nærmest inden jeg er gået i seng, og det fortager sig først langsomt hen på eftermiddagen. Men tirsdag.. Oh tirsdag! Tirsdag er til gengæld Den Lede Hævner. Især hvis jeg har arbejdet i weekenden. Så vågner jeg med fornemmelsen af at være blevet snydt for noget, der retmæssigt er mit. Fornemmelsen af at være bagud med alt. Og der er stadig maaaaasser af uge strakt ud i meterbrede baner foran mig, som kræver overblik og overskud.
Denne weekend har jeg tilbragt i baren på Spotfestival. Vel at mærke på den side af disken, hvor der bliver løbet del kilometer, slæbt store sække med is og smidt rundt med ølkasser. Rimelig god fysisk grundform til trods, føles min krop stadig, som om den har fået prygl med en rive.
6.05 i morges var der i min seng overvældende flertal for bare at krølle traaat, øm krop sammen til kugle og blive liggende. Oppositionens største parti, Samvittigheden, brokkede sig imidlertid så højlydt, at det var fuldstændigt umuligt at sove videre. Så nu sidder jeg her på min pind. Indebrændt og tvær, men til stede (mine kolleger siger tak). Vil faktisk godt have udleveret medalje.
*hænger højtideligt lille aluminiumsdims om din hals – aer dig på kinden og siger* tirsdag er fandeme en skoddag!
Vi har aldrig en helligdag om tirsdagen – medmindre da Grundlovsdag en gang i mellem titter forbi da, men ellers ikke.
Vi bruger hele weekenden til at lade op til den kommende uge (si’r vi i hvert fald til hr- arbejdsgiver) og der er faktisk ikke de store problemer med at komme ud af sengen mandag morgen. Men tirsdag? I guuuuder, hvor er den morgen led.
Tag nu mig i denne uge; møder kl. 5.00 – har en 45 minutters kørsel på arbejde og der er ALDRIG problemer med turen om mandagen. Men i morges; jeg lover dig øjnene var ved at glide i adskillige gange. Og for at det ikke skal være løgn så nåede jeg for få uger siden den erkendelse at onsdag godt KAN blive værre end tirsdag. *hiver ved nærmere eftertanke medaljen om din hals tilbage og placerer den stolt om min egen* – fordi jeg endnu ikke er faldet i søvn – her tirsdag formiddag…;)
Du var også virkeligt dygtig på Spot. De stærke mænd brugte sækkevogn til is-sækkene, du tog bare brydergreb og bar dem hele vejen.
Jeg havde ikke overlevet initiativløse bar-amøber uden dig som øl-kusk.
Lene med tirsdagsrollator.
Miw: Man må sgu da ikke først give medaljer og så tage dem tilbage *indigneret-smiley-der-godt-vil-vide-om-du-overhovedet-ikke-kender-reglerne?!*!! Vi er faktisk nogen, der har brug for dem!
Lene: Synes nu også, at du skal roses for at lave 4 personers arbejde på forstuvet fod. Ingen manøvrerer en rollator så behændigt som dig. Og så på græs.