Jeg er en af dem, der godt kan lide hedebølger (og snestorme for den sags skyld). Elsker den fornemmelse af undtagelsestilstand, det udløser. Alt bliver barberet ned til bare necessities, og der udvises en vis overbærenhed overfor halve løsninger og manglende overskud. (Undtagen når man sveder rigtig meget, og skal noget ubehageligt. På skal-skal måden. Så kan man godt mærke, at lunten er kortere i varmen.)
Mit eneste problem er nætterne. Hovedproblemet er andre mennesker, men varmen er indirekte skyld i, at de bliver det. Da de fleste lejligheder i Århus forvandler sig til svedbokse om natten (varmen, der stiger opad og alt det der) sover jeg helst med døre og vinduer slået op på vid gab. Hvilket betyder, at andre menneskers holdninger til, hvor meget man må larme efter kl. 23, pludselig bliver relevante for mig.
Lyde fra folks soveværelser kan jeg acceptere. Alle ved, at libidoen stiger i takt med temperaturen, så jeg har stor forståelse for, at folk bliver nødt til at … forene kødet for åbne døre, og det er da også mit indtryk, at de fleste prøver at tage hensyn og være stille ved f.eks. at bide i dynen *ahem*. Men når hele Teknisk Skole holder fest i min baggård til kl. 5 onsdag nat, bliver jeg altså en lille smule stram i betrækket. Denne flok er fejlcastede som smede og malere: Med de lunger skulle de have satset på karrierer som trompetspillende dykkere, hele banden.
Derudover er jeg også med på lidt hurtig terror overfor den finske ambassade, hvor en avispakkecentral holder til. De 3 polakker, som møder ind kl. 0100 zulutid, snakker ikke sammen, når de arbejder. De råber. Ellers kan de ikke overdøve musikken og bilen, de har til at stå og køre i tomgang. Hele natten. Midt i byen. Hvor man kan slæbes i retten, hvis man bygger en carport, der er 5 cm højere, end hvad lokalplanen foreskriver.
Jeg kan selvfølgelig vælge at betragte det som indledende strækøvelser til Skanderborg Festival. Måske bliver det i år, jeg er så immun, at jeg kan sove uden ørepropper?
Published by