Mandag igen og en silende våd en af slagsen. Må godt lige få regnet af, inden vi tager på Skanderborg, synes jeg.
Weekenden har været en mystisk blanding af manisk aktivitet og komatøs afslapning. I mit fitnesscenter har flere af mine kolleger valgt at forlade os til fordel for verden udenfor, og da den resterende del af os også gerne vil have lidt ferie, betyder det, at man tilbringer temmelig mange timer i lycra og headset, når man er en af dem, der er hjemme.
Lørdag bød således på 3 hold med mig i den gule trøje. Kunne godt mærke, at jeg har undervist mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Og at jeg ikke er 25 mere. Derfor var Stella Polaris en kærkommen lejlighed til at ligge med gode venner på legetæppet og skiftevis glo op i himlen og hyggesnooze, mens lydnørder aede os på trommehinderne.
Søndag var jeg oppe kl. 8. Frivilligt. Arbejdede intensivt og efter 4 timer og 7 kopper kaffe, var jeg igennem bunkerne, og kunne med rystende hænder lukke computeren ned. Besluttede at ignorere nullermændene (selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er normalt, at de har hjelme og lanser og graver ud til voldgrav?) og bare læse. Elsker at læse. Lukkede dagen med halvanden times undervisning i en krop, der med Bruce Willis stemme forsøgte at fortælle mig, at den er too old for this shit. Fik søndag aften til at gå med skiftevis at ligge i fosterstilling og stå i Omvendt U (tænk markarbejdende somali-kvinde), fordi min krop forsøgte at afstøde sig selv.
Nå. Fuck it. 3 dage i trøjen, så er der ferie. I can do that.
*smiley-der-kigger-i-postkassen-efter-medaljen-for-at-heppe-HELE-vejen-igennem*
(er jeg den eneste smiley, hvis fødder føles som om de er ved at give efter og nærmest skriger “sæt dig ned fede so”?)
Du skulle have en fortjenstemedalje og et purple heart for usvigelig støtte og opbakning:)
Og nej. Mine fødder har sendt skriftelig anmodning om at blive sat af ved anklerne.