Jeg befinder mig heldigvis sjældent i akavede situationer. Måske er jeg god til at undgå dem; måske opdager jeg bare ikke, når jeg bør være utilpas eller pinlig berørt – eller får andre til at blive det. Men i går aftes fik jeg for en kort bemærkning lov at opholde mig i Den Ukomfortable Zone.
Finnen og jeg tog til stranden til en sen dukkert og lidt mad. Da vi parkerer bilen, siger finnen helt, helt afslappet: ”Nå, det er da Kongen, der sidder der?”. Som i: Min sommerfling fra sidste år, som jeg har fortalt om, fordi jeg tror på konceptet Ærlighed. (Og lidt fordi han har forretning i finnens baghave.) … Super. Hvorfor bliver jeg aldrig for gammel til at synes, at den slags er en lille smule pinligt? Vi har mødt hinanden 100 gange siden, hilst, snakket og har fælles bekendte, og der er no hard feelings overhovedet. Jeg havde stadig lyst til at tage finnens hånd og hurtigt få os hevet ud af Kongens synsfelt.
Tasker med mad og poser med badetøj ud af bilen. Hilser pænt og voksent. Af sted mod trappen. Finnen kommer nu i tanke om, at han har glemt noget. Der står jeg så med 3 store tasker, da long lost friend af finnen pludselig kommer i raskt trav ud af skoven, og fikserer ham i svedigt, kammeratligt knus. Stor gensynsglæde.
I mellemtiden har Kongen fået selskab af to hoffolk. I et forsøg på at liste ubemærket af, råbe-hvisker jeg, at jeg går ned, skovler bagagen op og styrer mod trappen. ”LINDA, DU SKAL DA IKKE SLÆBE ALT DET SELV!!”, råber finnen bekymret og galant. Her er det vigtigt at forstå, at han virkelig mener det. Resultat? Jeg nu står som overlæsset æsel, svedende og med 5 mænd, der kigger undrende på mig. Tænker, at de forsøgte at få øje på enten burka eller røde strømper.
Ned af trappe, tøj af, ud i vand. Der går lidt, inden det går op for mig, at vi nu alle sammen ligger og padler rundt i samme vandpyt. Da vi kommer op og sidder og spiser, skal royal trop forbi. Flere gange. Jeg ved nu, at grænsen for, hvor mange gange man kan sige ’hej’ uden at det virker mærkeligt, går ved 2.
Hvorfor er det sådan?? Måske fordi folk, der engang har haft adgang til privatlivet, er forment visuel adgang, når deres visum er udløbet? Eller måske nærmere fordi jeg egentlig helst er fri for at se tidligere finske landvindinger *syngende-smiley-med-lukkede-øjne-og-høretelefoner*, og derfor automatisk går ud fra, at det samme gør sig gældende modsat.
Published by