Man skal vælge sine kampe med omhu.

For et års tids siden sad jeg og snakkede med en veninde, som er i et – udadtil – meget stabilt forhold. Kæresten og hende har kendt hinanden i årevis, så stor var min overraskelse, da hun sagde, at hun jævnligt blev grebet af frygt for, at han ville gå fra hende, når de skændtes. De følgende uger lavede jeg en rundspørge blandt veninderne, og det viste sig, at noget, der ligner 80 % af alle adspurgte, havde det på samme måde, og at det var mere udpræget hos dem, der havde mødt kæresten i en sen alder, end dem, der havde kendt hinanden siden 8. klasse. Logisk nok, måske. Når man passerer 30, så har de fleste fået en rift eller to over snuden, der gør, at man nok er lidt mere forbeholden nu, end da man var 14.

I weekenden læste jeg så i Politiken, at statistikken siger, at når folk går fra hinanden, er det oftere kvinden, der går fra manden end omvendt. I første omgang studsede jeg; Det passede jo ikke ret godt med resultatet af min ufejlbarlige, repræsentative opinionsundersøgelse. Men efter at have spekuleret lidt, nåede jeg frem til, at det måske alligevel ikke var så mærkeligt.

Når man er bange for at miste, hvad man har, passer man godt på det. (Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har spurgt mine drengevenner, hvordan de har det med blive-gået-fra-angsten, så muligvis er alt, hvad jeg skriver herfra og ned helt og aldeles forkert, og udelukkende udtryk for forskersjusk og forurenet kildemateriale.) Anyway: Udmeldingen fra veninderne var, at deres kærester virkede sikre i forvisningen om, at pigerne ikke ville gå nogen steder. Jeg tror ikke, at det er udtryk for, at fyrene ikke er glade for kæresten eller for at de tager hende for givet – jeg kunne mere mistænke det for at være noget kønsbestemt. Piger passer godt på deres legesager og får tårer i øjnene, hvis der kommer en ridse i overfladen på glimmerdiskorulleskøjten. Drengene opfatter legetøj, som noget, der skal bruges, og ser det ikke, hvis bolden er møgbeskidt eller sværdet skal holdes sammen af gaffa.

Som med alt andet handler det vel om at mødes på midten. Hvis man føler sig overset, taget for givet og som den, der skal lappe sammen og glatte ud hver gang, er det måske ikke så mærkeligt, hvis man en dag får nok, køn underordnet. Omvendt kan man heller ikke bebrejde den anden, at vedkommende ikke kan gætte, hvad man tænker. På en eller anden måde, er man nødt til at finde fred med, at man satser sig selv og sit hjerte i spil, hvor der ikke gives garantier. Men derfor kan man jo godt tænke lidt over, hvilken rolle man selv vælger at tage. Hvis man vælger at rydde op, gøre rent, vaske op og vaske tøj uden at bede om hjælp, er der vel ikke noget at sige til, at kæresten ikke opdager, at det skal gøres. Hvis definitionen af ’ren’ er forskellig, kan man måske finde et kompromis. Hvis man gerne vil have komplimenter, kan man prøve at spekulere over, hvornår man sidst selv gav en. Hvis man ikke har lyst til at ende med at skulle passe sit barn uden hjælp, kan man prøve at lade være med at overtage, når kæresten klæder ungen på i pink og rustrød.

Tvivl og angst er nogle trælse følelser at have på hylden i et forhold, men jeg synes samtidig også, at det er vigtigt at huske, at kærligheden er noget man er heldig, når man finder, og som man derfor skal tage vare på. Det er værd at huske, at man ved at bide alting i sig, risikerer at ende med at skabe det resultat, man frygter: At forholdet falder fra hinanden. Ikke fordi han ikke kan tackle dig eller dine krav, men fordi fundamentet ikke er i orden, hvis du lader som om, du ingen grænser har.

Hvis man fjerner diskussioner om ting, der er ligegyldige, og man er opmærksom på sit eget ansvar i forhold til at skabe uhensigtsmæssige mønstre, så kan det være, at man får skabt ro og mod nok til at turde tage konfrontationerne om de ting, der betyder noget. At bruge energi på at løse de svære ting, er jo i virkeligheden det bedste bevis på, at man gerne vil være sammen med den anden.